Knald eller fald?

Jeg er 39 år gammel. Min mand er 47.

Til sammen har vi fem børn og vi er 100 % enige om og sikre på, at vi ikke skal have flere.

Derfor tog min mand for et års tid siden beslutningen om at lade sig sterilisere.

Jeg vil ikke udelukke at der er en sammenhæng: men jeg havde lige på det tidspunkt længe gået og fablet om, at jeg havde læst et sted at steriliserede mænd får vildt meget sex.

Beslutningen blev ført ud i livet. Selve indgrebet var minimalt og efter 2 måneder skulle en sædprøve vise, om han var blevet steril.

I ventetiden var vi selvfølgelig nødt til at bruge anden form for prævention.

Der kom et brev fra sygehuset. Der var levende sædceller.
Ikke steril.

Derfor skulle han aflægge en ny sædprøve 2 måneder senere.

Stadig masser af liv.
Ikke steril.

Lige umiddelbart var det jo rigtig irriterende for os, men jeg kunne se på min kære mand, at han også var lidt stolt og havde lyst til at danse rundt og synge "de kan ikke slå os ihjel".

Hans reaktion  var meget sådan "ha, mig får de ikke ned med nakken" og han følte sig mere viril end nogensinde. Fnis.

Tre måneder efter og endnu en prøve + undersøgelse på Brædstrup Sygehus afslørede forleden dag, at nu var der ikke mere at komme efter. Ingen levende sædceller, endelig er projektet lykkes.
Min mand har været ret træt af forløbet og ville bare gerne have det overstået og effektueret, så vi kunne få vores almindelige samliv tilbage og ikke tage alverdens teenage-agtige forbehold hele tiden.

Derfor kan I nok forestille jer hans ansigt med både glimt i øjet og lummert smil om munden, da jeg spontant udbrød:

"Aj, hvor fedt, at vi aldrig mere behøver tænke på prævention, det skal da fejres! Har du en idé til, hvordan vi kan fejre det?"