Forestil dig

Prøv at forestille dig, at du ligger i et telt.
Teltet er placeret ved en sø.
Søen er placeret mellem nogle store høje bjerge.
Bjergene er placeret midt i Frankrig. Lidt ovre til højre, mod grænsen til Schweiz.

Du ligger altså der i teltet. Du kan ikke falde i søvn.
I teltet er der mørkt. Helt mørkt. Som i fuldstændig bælgravende mørkt. Du kan ikke se en hånd for dig.

Men du kan høre.
Hvis der altså var noget at lytte til. Men det er der ikke.
Der er helt stille. Helt mørkt og helt stille. Ok, næsten helt stille, for du kan dog høre lyden af en mand og tre børn, der trækker vejret.
Og det ligger du så der i mørket og lytter til.

Nu ændrer lydbilledet sig.
Det begynder at tromme ligeså stille på teltets dug.
Først bliver du forskrækket og tænker 'hvad er det?' men så genkender du lyden.
Det er regn.
Lyden af trommende regn på teltdug, er til at begynde med en stille og hyggelig lyd, men efterhånden tager den til og bliver kraftigere og kraftigere, og inden du får talt til ti er den lyden, der til at begynde med var så stille, forvandlet til en øresønderrivende larm af vand, der plasker ned mod teltet.

Nu hører du, at det rumler og bumler i det fjerne.
Det lyder næsten som om, der kommer et tog kørende, men den rumlende lyd fortættes i et brag. Så tordner det. Højt.
Og lidt efter kommer lynene.

Du puffer til ham, der ligger ved siden af dig og siger 'hold da op, der blev det nok lige tordenvejr, hva', men han ænser dig ikke fra sin tunge søvn. Han grynter og vender sig, men vågner ikke.
Efter 4-5 tordenskrald med efterfølgende blitz-lyn fra bjergene, tager regnen af. Du føler lettelse over, at det er ved at være ovre og begynder af glæde dig til søvnen.
Den må gerne snart komme og føre dig med på en dejlig drømmerejse.

Men søvnen kommer ikke.

Regnen stopper, og det  bliver stille igen. Det eneste, du kan høre, er regnvandets dryppen fra træer og buske.

Du ligger og lytter i mørket. Dit hjerte banker lidt for hurtigt og  du prøver at berolige dig selv ved at trække vejret langsomt og dybt ned i maven.
Du vender og drejer dig i den knirkende feltseng, og prøver at falde til ro.

Og så mærker du, at du skal tisse.
Det har du egentlig skullet længe, men du har ignoreret det og ladet som ingenting. Som om det nogensinde har fået nogen til ikke at skulle tisse alligevel?

Du kan ikke længere se bort fra det faktum, at din blære er ved at briste. Du skal tisse rigtig rigtig meget. Så meget, at der ikke er nogen vej uden om.

Du kravler ned i fodenden af sengen, finder dine natbukser og dine klipklappere og lyner teltet op. Stiger ud og står et øjeblik helt stille.

Lægger hovedet lidt bagover og kigger op i himlen. Det syn, der møder dig, slår dig næsten omkuld, så betagende er det.

Stjerner.

De er lysår væk fra dig, som står der i mørket og er så uendelig lille bitte. Og skal tisse helt vildt.

Du vakler et sekund mellem at sætte dig i græsset og tisse eller gå op til det nærliggende toilet, vælger det sidste og  går med raske skridt op mod toiletbygningen.
De telte og campingvogne, du passerer på din vej er helt mørklagte, og der er fuldstændig stille.
Du får den tanke, at du er den eneste på hele campingpladsen, der er vågen.
Ved toiletbygningen er der en dæmpet belysning. Meget dæmpet, men dog nok til at din krop kaster en lang skygge, som forskrækker dig, fordi du pludselig føler, at der er nogen bag dig. Hvilket der selvfølgelig ikke er.

Du åbner døren ind til et toilet, sætter din varme rumpe på det kolde bræt og lader blæren slappes og tømmes. Du nyder den befriende følelse, det altid giver i kroppen, når man har skullet tisse længe og endelig giver efter.
Mens du tisser, bemærker du, at der er åbent både ovenfor og nedenfor den dør, du sidder bag.
Du kan altså kigge op i en stribe himmel og ned på en smal stribe af jorden, mens du sidder der og tisser.
Og det gør du. Kigger.

Stjernehimlen skræmmer dig. Det er som om de klare lysende stjerner er bogstaver, der henover himlen skriver et budskab til dig om, at du er lillebitte, at du er forgængelig og at dit liv kun varer et splitsekund sammenlignet med deres.

De stjerner har set dig blive født, set dig vokse op, set dig le, grine, længes og elske og en dag vil de se dig dø.

Det sidder du og tænker på, og du bliver bange og kigger derfor ned. Hvor der også er hul ud til.
Og når lige at se noget, der piler forbi ude på vejen.  

Noget der løber hurtigt. Noget med pels.
Og hale.

Du skynder dig at blive færdig med at tisse og kommer ud af toilettet i en fart, og uden af se dig tilbage i mørket, trækker du trøjen sammen om dig og går med de hurtigste skridt, du ejer, tilbage til dit telt, hvor du vækker din mand og fortæller ham, at du blev pissebange, da du var ude, fordi der løber alle mulige mærkelige dyr rundt.

Han øffer lidt og åbner dynen og tager imod dig, krammer dig, varmer dig og siger at det nok bare var et af de mange egern, vi har set tidligere på dagen, og som vi synes er så kære.

Ja, tænker du. Det var det. Fandme ja. Det var et egern.
Men et sted langt inde i dig, er der en lille stemme, der siger til dig,  at det aldrig nogensinde var i nærheden af at være et egern, men den stemme overhører du og gentager, at det var et egern, du så.

Flere dage senere, da du sidder hjemme i din egen stue foran din computer og tænker på den ferie, der lige er slut, får du pludselig den skøre idé at slå 'egern' op på nettet.

Her læser du fx, at "modsat mange andre vilde dyr sover egernet om natten og er aktivt om dagen."

Bruger du denne oplysning til at konkludere, at det så nok alligevel ikke var et egern, du så?

Nej det gør du ikke. Det var et egern.