Opmærksomhed

Til sammen har min mand og jeg fem børn. De er meget sjældent samlet alle sammen, for de ældste bor her ikke mere. Til hverdag bor der tre børn her hos os. De tre, som jeg er mor til. De to ældste af dem har deres biologiske far i Århus og når de er hos ham, så har vi kun én hjemme og det er hende her, Johanne på 2½ år:

Det er pærelet, kun at have et enkelt barn i huset. Vi hygger os, nyder tresomheden far-mor-barn, og har masser af overskud til at give hende nærvær og opmærksomhed. Hverdagen er enkel og ukompliceret, og vi når en masse ekstra ting. Fordi der kun er ét barn i  huset.

Og så er det at jeg nogen gange kommer i tanke om dengang for 11-12 år siden, hvor jeg vitterligt kun havde ét barn. Omvæltningen fra ingen børn til ét barn, var så kolossal, så udmattende og så overvældende, at jeg tit var ved at vælte omkuld, over både at skulle passe mit studie, støvsuge i en 2-værelses lejlighed og have ET BARN. Da Marie var helt lille kom mine forældre tit forbi og gik en tur med hende i barnevognen, så jeg kunne ligge en time på sofaen og stønne af udmattethed. Da hun blev lidt ældre, omkring den alder Johanne har nu, var hun af og til på overnatning hos mormor og morfar, så vi kunne puste ud og sove længe. Mit studie er skiftet ud med fast arbejde, den 2-værelses med 240 km hus med have, og der er kommet flere børn til. Alligevel var det meget hårdere, dengang der kun var ét barn!?

Meget tankevækkende, så stor forskel, der er på min indstilling. For det er min indstilling, mit overskud og min rummelighed, der har ændret sig. Det er jeg slet ikke i tvivl om.

Hvor ville det have klædt mig dengang, hvis jeg havde haft bare lidt af den ubekymrede og mere afslappede tilgang til tingene, som jeg har nu.

Jeg er fx helt ligeglad med, at mine unger leger med mit kamera: