Verdens dårligste stedsans

Der kommer et tidspunkt i enhver bloggers historie, hvor der må nogle sandheder på bordet. Tiden er derfor inde til, at jeg har besluttet at stå frem og fortælle, at jeg er en spasser til at finde vej. Så slap det ud.
Og vi taler seriøst en spasser. Faktisk er det misvisende at tale om dårlig stedsans, vi er helt ovre i kategorien: Ingen Stedsans.

Jeg kunne underholde i timevis med eksempler om mig, der er faret vild, er blevet væk, er drejet til højre i stedet for til venstre, er på afveje, på stikveje, på vildveje... Dem skal I slippe for.

Jeg øver mig dagligt i  at kompensere for mit handicap ved at bruge kort (ikke dankort, men bykort og landkort), læse skilte, bruge GPS, og ikke mindst er jeg en sand mester i nonchalant at køre vinduet ned og med al min århusianske charme at henvende mig til (særligt udvalgte, oftest af hankøn) forbipasserende:  "Æhhh, undskyld, kan du sige mig, om jeg er på rette vej, hvis skal til [indsæt selv et hvilkensomhelst bynavn].
I mit tilfælde gør øvelse ikke mester. Jeg forbliver ligeså ringe til at finde vej, som jeg altid har været. Det står i skærende kontrast til min mand, som kan finde alle steder hen i hele verden. I kender sikkert typen, de er pisseirriterende: Han kaster et hurtigt blik på et kort, sætter sig ud i bilen og kører direkte til bestemmelsesstedet. Hvis han har været et sted én gang, kan han uden problemer finde stedet igen. Også selvom det er 15 år siden, han var der!?
Med mig kan man ikke engang regne med at jeg kan finde hjem igen fra et sted. "Jamen skat, hvordan kunne det gå så galt, du skulle jo bare køre samme vej tilbage igen..."
Samme vej? Det er nonsens i mine ører, for det er jo overhovedet ikke den samme vej. Den er helt modsat. Højre er blevet til venstre, frem er nu tilbage og det er slet ikke det samme. For mig.  Jeg er og bliver stedlam.

En vildfarelse, jeg ikke lige havde set komme, fandt sted i går, hvor jeg var ude at løbe. Jeg er en absolute beginner ud i løbekunsten og kan med hiv og sving klare 4-5 km, men så er jeg også fuldstændig smadret bagefter og må hjem og ligge ned, have serveret iskolde drikke i sofaen og har meget ømme benmuskler 2 dage efter. Men jeg klør på og er gået hen og blevet lidt bidt af det.
Indtil i går.
Hvor jeg havde udset mig en rute på ca 4 km i en retning ud af byen, som jeg ikke kender vildt godt. Dumt.
Jeg løb kækt afsted ud af landevejen, fuglene fløjtede, vejret var skønt og naturen forunderlig. Fik hurtigt sved på panden og tænkte flere gange: "Kæft, det er bare så godt til dig, det her", og så for mit indre øje, hvordan mit maveflæsk svandt ind og kroppen igen ville fremtone muskuløs fremfor fedladen. Fik vist ikke lige drejet til højre. Kom muligvis også til at løbe for langt. Eller skulle jeg have været til venstre? Nå men retningen var da nogenlunde, var den ikke? Benene blev tungere og tungere (røven ligeså), og jeg var flere gange nødt til at gå et par minutter... Og da jeg kunne se på Endomondo-featuren i min mobiltelefon, at jeg havde passeret de fire km og snart have løbet den femte, gik det op for mig, at jeg ikke anede, hvor jeg var. Kunne se et T-kryds i det fjerne og løb hen til det og fik en klar fornemmelse af, at det var i det kryds, jeg bare lige skulle til venstre og så ville jeg næsten være hjemme. Under 500 m fra bygrænsen, var min umiddelbare fornemmelse.

Min bare røv.

Da jeg kom hen til krydset, havde jeg denne udsigt i den ene retning:

Og denne i den anden retning:



Og på skiltet stod der:



Og det blev så første gang nogensinde, at jeg ønskede at vi havde boet i Gadbjerg og ikke i Jelling.

SUK.