Ligesom Alfons Åberg har sin usynlige ven, så har jeg overvejet at opfinde en usynlig søn. Det skyldes sandsynligvis en overlevelsesstrategi, jeg er i færd med at udvikle, fordi jeg som mor til tre piger lever i et, til tider meget piget, pigeunivers. I fatter ikke hvor lyserødt det nogengange er. Eller hvor meget Bratz, Littlest Petshop og Sylvanian Families der er i mit hus.
Min usynlige søn skulle være fræk og charmerende. Rødhåret. Mors dreng. Med skrammer på knæene og fregner på næsen. Han skulle samle edderkopper og biller i et syltetøjsglas (i stedet for at løbe skrigende bort) og læse bøger om biler og hajer.
Faktisk tror jeg at han ville minde rigtig meget om Steen fra tegneserien Steen og Stoffer. Ham kan jeg nemlig slet ikke stå for.
Jeg kan i øvrigt heller ikke stå for mine piger, men det er en anden historie.
2 kommentarer:
Jeg elsker også Steen, men mine sønner er ikke meget for edderkopper. Dog hviner de heller ikke, og det er dejligt! Martin vil ikke have pigerne med til føds "fordi de hviner hele tiden!"
På grund af piger hvineri har de jo opfundet høreværn ;-)
Men ja, jeg kan godt forestille mig at det må være noget af en opgave med at have kun et køn selv om man har 3 af dem. Men der må vel være en af dem som optræder mere maskulin end de andre? Det er måske dig selv? :-D
Send en kommentar