Still got en lille smule blues for Gary Moore

og nu hvor han så er  død, kan det -  om noget -  få minderne til at rulle frem på den indre skærm.
Gary Moore kom ind i mit liv i 1990 (jeg var 18 år) ved, at jeg som en trilliard andre mennesker, købte LP'en "Still got the blues" og lyttede til den igen og igen og igen og igen. Det der blues-musik, det kan noget med følelser - og når man var 18 år og (med stor sandsynlighed konstant) ulykkelig forelsket, så føltes det helende i det knuste hjerte at lytte til tonerne fra Gary's  melanskolske guitar.
Jeg har sikkert siddet på mit værelse i barndomshjemmet, med gymnasiebøgerne slået op. musikken kørende for fuld drøn, og i min kalender skrevet "You're heart is not a plaything. You're heart is not a toy. But if you want it broken, just give it to a boy."


Uhhhhhaaahhhhhh.


Da Gary-feberen aftog, var netop nummeret "Still got the blues" én af de sange, jeg blev så træt af at høre, at jeg til sidst ikke kunne holde den ud. Den var ligesom gået hen og blevet FOR MEGET.
Kender I ikke det, at nogle numre simpelthen er blevet skamspillet, så man næsten kaster op allerede ved første anslag?
Sådan har jeg det med Gasolins "Kvinde min" og med "Rabalderstræde". Jeg kan ikke holde dem ud. Heller ikke Danseorkestrets "Kom tilbage til mig" eller Dodo's "Vågner i natten". Jeg elskede dem højt engang, men kan i dag ikke klare at være i stue med dem. Det er som med x-kæresterne og de ulykkelige forelskelser: Det går over. Kærligheden varer ikke ved og hvis den er alt for vedholdende og insisterende, så bliver man grusomt træt af den til sidst.


Det ændrer dog ikke ved at det er trist, at Gary Moore er død.