Menu: Find selv på noget

Vi kom hjem fra sommerhus søndag eftermiddag, fik hentet hundehvalpen hjem fra sin plejefamilie, og da mørket begyndte at falde på, havde ingen tænkt et sekund på, hvad vi skulle have til aftensmad. Derfor trak jeg følgende koncept op af hatten:

Man må selv bestemme, hvad man laver sig at spise til aftensmad, vi har ikke købt noget ind, men har forskelligt på lager i køleskab, fryser, skuffer og skabe.

Husets yngste synes vældig godt om den idé (hun er generelt fan af alt, man som barn selv må bestemme) og gik straks i gang med at lave sig en toast. 
En anden fandt en tærte i fryseren, en tredje tog sig et stykke rudbrød med banan og jeg lavede mig en portion grød af ruggryn hasselnødder og revet æble. Og et drys kanel. 

Jeg siger ikke at der på nogen måde var noget som helst overdådigt over sådan et måltid, men jeg siger at det er tankevækkende, så meget mad, der kan komme på bordet i et hjem, hvor ingen har købt ind i dagevis. 

Nå ja og hvidvin fik jeg da også til min middag. Et ordentlig ét endda.

Bon appetit :)

En ø

Vi har givet vores møgbeskidte hjem fingeren og holder weekend i et lækkert sommerhus ved Bork Havn. Her er virkelig nice. 

Stille, aften- og morgenmørkt og med mulighed for at sove så længe man gider, for hundhvalpen er sendt ud til sin plejefamilie. Den har nemlig det fineste indre hundeur og vækker os lørdag og søndag præcis kl. 5.45, hvor vores vækkeure til dagligt ringer. 

Eftermiddagen blev tilbragt ved Henne Strand, og som altid, var det vidunderligt at få vesterhavsluft i fjæset.

Sørg for i den pressede hverdag, at skaffe jer øer med ro og mental  afkobling, sagde psykologen, der gav faglig supervision i mit team på arbejde forleden. 

I dag er en ø.

EfterårsKontraster

Dynens varme, efterårblæstens kulde
Hverdagens hurtige puls, en lang og åben søndag
Efterårsferie, fri, familietid, gæster, larm og for lidt søvn, træt
Blå himmel, gråvejr, høj sol
Brungult farvespil i trætoppe
Lysende glæde i hjertet, taknemmelighed
Stress, der trykker i brystet, utilstrækkelighed
Op og ned, nat og dag, kærlighed, ensomhed
Lys dage, mørke aftener, udadvendt latter, stille eftertænksomhed
Stjerneskud, overskud, vildskud

Den, der lever stille + den, der var til foredrag

Jeg skrev om Leonora Christina roman 'Den, der lever stille' i sommerferien, og i sidste uge var jeg så heldig at hun, lige rundt om hjørnet herfra hvor jeg bor, holdt foredrag om romanen, om sit forfatterskab og om at leve af at skrive.

På billedet her læser hun op af 'Den, der lever stille'. 

 Jeg husker især Leonora Christina Skov fra medierne år tilbage: Feministen, der aldrig gik af vejen for en debat, og som med knivskarpe og velformulerede pointer og argumenter fik sat en hel del både mænd og kvinder til vægs. Og jeg tør godt indrømme, at jeg syntes hun kunnen være en kende anstrengende at høre på, og at jeg indimellem fandt hende temmelig skinger.
Undskyld Leonora Christina Skov! Jeg forstod ikke, hvor væsentlige dine synspunkter var, og jeg anerkendte ikke tilstrækkeligt, hvor meget vores samfund har brug for den kønsdebat, som DU om nogen, forstod at bringe til torvs igen og igen.
Tilbage til foredraget: Jeg elskede hvert sekund af det.
Når man har læst bogen, der handler om en barndom i dyb ensomhed med en mor, der ikke elsker sin datter og en far, der ikke fatter en pind, så var det en meget meget forunderlig oplevelse at sidde på første række, og beundre den utrolig smukke, stærke og stolte kvinde, der stod foran mig. 

Jeg er fan!

Leonora Christina Skov er i øjeblikket på en maratonturné af foredrag landet over. Hvis du skulle være så heldig, at  hun kommer forbi i nærheden af, hvor du bor, så kan jeg på det varmeste anbefale at tage afsted.

Jeg kan i øvrigt også på det varmeste anbefale at følge hende på instragram, hvor hun er meget aktiv og lægger fede billeder og tekster ind. 

Det her link er til hendes opslag fra den dag, hun var i Jelling. 

Søndagslæsning: Kære Zoe Ukhona

Når man har støvsuget hele huset, må man ligge i sofaen og læse. Sådan er reglerne.

Billedet er fra søndag eftermiddag, og jeg lå desværre alt for kort tid på den sofa. Kan ikke huske om det var mand, børn eller hund, der afbrød mig. 

Som det ses på billedet, læser jeg Pelle Hvenegaards 'Kære Zoe Ukhona', bogen om Pelles og hans kone Carolines lange hårde vej fra ufrivilligt barnløst, igennem utallige fertilitetsbehandlinger, og endelig med adoption af den smukke datter fra Sydafrika. Pelle er journalist og arbejder i TV-branchen, men han skriver også faktisk ok. Jeg ville dog godt have været ind over manuskriptet i forhold til hans afsender/modtager-idé med at bogen er skrevet til Zoe Ukhona, for det virker slet ikke efter hensigten, i hvert fald ikke på mig. Måske fordi det ikke er konsekvent gennemført gennem bogen? Hvorom alting er, så er jeg fuld af beundring over at Pelle deler sin og Carolines vej til livet som forældre så bundærligt og uden omsvøb. Kæmpe respekt for det projekt! 

Bogen kan helt uden problemer læses af alle, også os, der ingen erfaring har med hverken fertilitetsbehandling eller adoption. 

Bogen er letlæst, og jeg kunne forestille mig at den også var meget velegnet som lydbog.

Skudt i begge fødder og med hund

Mit næsteyngste barn, Mellempigen, var seks år gammel, da Lillepigen kom til verden. Jeg var altså med andre ord godt og stabilt på vej ud af livet som 'mor til småbørn' og havde netop lige stukket tungen ud for at smage på det søde liv med store børn. Det liv, hvor ens afkom kan være alene hjemme, helt selvstændigt klarer toiletbesøg, og begynder at sove længere end til kl. 6.30 i weekenderne. 
Med Lillepigens ankomst - og hun var altså både planlagt og stærkt ønsket - kan man vist roligt sige, at vi blev slået hjem i ludo. Tilbage til start. Om igen. 
Farvel søde nemme hverdag med store børn, goddag barsel, bleskift og barnevogn og pladsanvisning.
Man kan da vist roligt sige, at det var som at skyde sig selv i foden!
Sammen yngste datter er nu 9 år gammel. Selvstændig, selvhjulpen. Kan snildt være alene hjemme, og er én af storesøstrene hjemme også en hel aften og nat. 
Hun har i årevis transporteret sig selv til og fra skole, så alt stress vedr. hente og bringe har meget længe været ude af vores liv.

It all returns!
Jeg har  ved 100 % bevidsthed og med fuldt overlæg skudt mig i den anden fod.

Vi har anskaffet en hundehvalp. 
Som tisser på gulvet. Skal ud om natten. Ikke kan være alene hjemme ret længe. Piver, når den ikke får opmærksomhed. Kræver.  Vi løber rundt og kaster kartoffelmel på våde pletter, har lommerne fulde af godbidder og poser til at samle hundelort op i, og har måttet flytte rundt i stuen for at dække ledninger og har fjernet ting, der for guds skyld ikke må bides i.

Men ved I, hvad vi også har?
Vi har fået en fælles opgave i familien, et projekt, et ansvar og vi griner, leger og læser i en bog om hvalpeopdragelse. 
Vi har fået noget helt særligt sammen, og derfor er det faktisk slet ikke så slemt at gå rundt i verden og være skudt i begge fødder. 

Det får mig til at tænke på, at opskriften på det gode liv for mig, slet ikke hænger sammen med graden af frihed til at gøre hvad jeg vil, men i langt højere grad er forbundet med de fællesskaber, jeg er en del af. 
Jeg bliver mig - sammen med andre. Og med hund.

Arhem han er da kær. Her i dyb søvn på sin zebrabamse.
Udmattet efter hvalpetræning. 

Og midt i det hele flyttede Balder ind

Må jeg præsentere: 

Vores nye familiemedlem, nu 11 uger gammel: 

Balder, en hvid Golden Retriever!

Vi elsker ham højt! 

Sorgfuld august

August var helt rundt på gulvet. En rutsjetur med følelser så smertefulde at det var som mit hjerte ville hoppe ud af brystet. To gange i august sad jeg i en kirke og så en mor ved sin barns kiste. To gange mærkede jeg hvor ondt det gør at miste alt for tidligt, hvor tungt det er, selv at sørge, mens man gerne vil være der for andre, der også er i sorg. Men jeg har også mærket helt knivskarpt at døden i høj grad kan opleves som en hyldest til livet og at det netop er, når vi mister, at vi mærker det sande værd at det, vi havde. Sorg er hjemløs kærlighed og jeg har set og mærket så meget kærlighed på det sidste.
Oplevelsen af en mor ved sit barns kiste - og det er i denne sammenhæng uden betydning om barnet er 'barn' eller 'voksen', var meningsløs og rev så meget i hjertet. Men synet fik mig i den grad også til at føle verdens største taknemmelighed og ydmyghed overfor det levende liv i alle dets afskygninger.

Sommeren går på hæld, vi vælter rundt i æbler i haven og nyder, når regnen stopper og solen titter frem. 

Tærte, Taylor Swift og træt mig

Skoleårets første weekend blev budt velkommen med kys, kram og kold hvidvin i gode venners lag. For at sige det ligeud, så har det været hårdt at komme i gang med hverdagen igen. Og det er ikke hver enkelt ting i sig selv, der gør det hårdt, det er summen af det hele...

Lillepigen er startet i 4.klasse, Mellempigen i 10.klasse på en ny skole og Storepigen har lagt studenterhuen på hylden, og arbejder. 

For mig var det skønt at tage hul på år 2 i mit nye job, for når man er hele det første år igennem, så er man ikke ny mere. 

Skiftet fra 'almindelig' lærer i almendelen med mange ugentlige timer med særligt sårbare børn til at gå all-in på den sidste kategori og nu være fulltime specialklasse-lærer var så rigtig timet, som noget overhovedet kan være. Jeg er sindssyg glad for mit arbejde. Virkelig.

Men træt efter de første to uger, det er jeg, og derfor har det været noget så dejligt med en weekend uden de helt store planer. 

Lørdagen blev brugt i køkkenet - jeg tog hul på et nyt løfte, jeg har givet mig selv, nemlig at jeg vil blive meget meget bedre til at lave mad til fryseren, når lejligheden byder sig. 'Sætte overskud i banken', som jeg også kalder det. Jeg tænker at enhver fortravlet hverdagsmor eller far, ved præcis hvad jeg taler om, når jeg siger at det kan forebygge meget stress, hvis man på de travleste dage, har retter i fryseren, der kan hives op og varmes.

Og her kommer overskriften i spil: 

Jeg lyttede til P7 Mix Maratons podcast om Taylor Swift, mens jeg lavede tærter til fryseren.

Lige siden en god kollega, for nogle år siden, gav mig tippet om P7's maraton-udsendelser, har jeg været fan. Især er jeg vild med de udsendelser, hvor det handler om én specifik kunstner. Der dykkes ned i kunstnerens bagkatalog og det krydres så med en masse baggrundsviden, interviews osv. 

Lørdag aften foregik på langs i sofaen med 2-3 afsnit af The Affair (HBO), som både ham der har en vielsering magen til min og jeg blev bidt af allerede i seriens første sæson. Jeg er helt enig i denne artikels dom over sæson 3, men vi slugte den nu råt alligevel. 

God søndag til jer derude!

Hverdag, åh hverdag

Barcelona tog os med storm. Dagene fyldtes fra morgen til aften med sightseeing, strand, tapas, kolde øl, familiehygge og det hel foregik i bagende sol og 35 graders varme. 
Jeg vidste alt om, at min hverdag startede dagen efter, vi kom hjem fra ferie, havde lissom selv været med til at planlægge at det var sådan, og det gik også rigtig fint med både at udskyde, nedskyde og forskyde enhver tanke om at hverdagen ville banke ret så pludseligt på, og denne fortrængningsevne kom mig virkelig til gode, for end ikke, da vi passerede den danske grænse i bil fra Hamborg Lufthavn, skænkede jeg det én eneste tanke, at jeg skulle på arbejde dagen efter. Heller ikke da vi hjemme fik tømt kufferter og hældt sådan ca. en container-fuld af vasketøj ud på gulvet, mærkede jeg noget til det. 
Sandt er, at det først var da mit vækkeur ringede kl. 6.30 næste morgen, at det gik op for mig, at sommerferien uigenkaldeligt var slut og den der hverdagsfølelse, jeg så fornemt havde fortrængt, den kom pludselig tromlende imod mig, som et fuldt lastet godstog på en lang lige strækning.