Man kan anlægge det synspunkt, at jeg i mit forrige indlæg langer lige rigelig ud efter min mand. Faktisk kan man, hvis man vil, beskylde mig for at komme med beskyldninger og påstå at jeg kommer med påstande. Man kan nemt få det indtryk, at der slet ikke er balance i vores gøren og laden og at han nærmest er helt umulig at have med at gøre.
Det er naturligvis ikke i nærheden af at være rigtigt.
Og det ved både han og jeg. Han godkender de ting, jeg skriver om ham, og i dette tilfælde gjorde han det med sindsro, fordi han vidste, at jeg ikke havde ret.
For er det også mig, der sætter tingene i gang, når bilen skal vaskes, ha' hældt olie på eller fragtes til værksted? Sørger jeg for, at der er benzin på græsslåmaskinen, at knagerækken bliver hængt op eller at Weberen gøres ren efter brug? Er det mig, der indstiller kanalerne på tv'et, hænger myggetnet op over pigernes senge eller lapper og pumper vores cykler? Henter jeg trofast børn hjem fra kammerater, sport og fødselsdage? Gider jeg altid gå i Brugsen efter det, vi har glemt at købe? Har jeg sat gipslofter op, malet og istandsat det her gamle lortehus?
Nixen bixen. Aldrig.
Jeg kunne ikke tænke mig nogen anden mand i hele verden, end ham, jeg har.
Så er det på plads.
Det var indlæg nr. 100.
Håber, det er ok med jer, at jeg snupper (mindst) 100 mere.
Tanker om hverdagslivet, familielivet & menneskelivet.
4 kommentarer:
Du SKAL skrive 100 mere! Mænd må gerne udstilles på blogs, når de nu godt ved, at vi elsker dem. Altså hver vores that is :-)
Det' sådan i orden, du snupper nogle hundreder mere!
Kender udemærket til frustrationer, der i bund og grund er urimelige/ingen hold har i virkelighedens arbejdsfordeling... Hmm, måske er det så sådan en kone ting? :-)
Ja for fanden er det i orden. og tillykke med de 100. Og man skal da udstille sine ægtefæller, det er da derfor man har dem ;-)
Jeg tilslutter mig koret om, at du da mindst SKAL skrive 100 indlæg mere :-)
Send en kommentar