søndag den 8. oktober 2017

Tilfreds mor, tjek

Var der ellers andet, jeg kunne hjælpe med? Den vildt charmerende unge butiksassistent i sportsforretningen havde netop brugt 15-20 minutter på at guide min 8-årige lillepige frem til et supergodt valg af vinterjakke, og fordi mit gæt var at han ikke gad bruge mere af sin tålmodighed på os, så blev jeg både glad og overrasket over, at han var klar til mersalg. Min yngste datter er  typen, der elsker at bruge laaaaang tid på at vælge, i dette tilfælde en ny vinterjakke, men det kunne ligeså godt have været noget andet. Bland-selv-slik, en flødebolle (tag nu for fanden bare én, de er jo ens) eller noget andet.

Vi greb straks den unge ekspedients opfordring og spurgte om han også havde vinterstøvler til børn, og jamen det havde han da, og straks blev kasser hentet frem og både et, to og tre par støvler prøvet, hver gang på samme måde: Tøsen spankulerede hen til butikkens dør og tilbage igen, og på tilbagevejen kunne jeg læse i hendes ansigt om det iførte fodtøj var hot eller not. 

Alt i alt tog seancen nok godt 40 minutter, og det er i min verden så hurtigt, nådigt og billigt sluppet at jeg gladeligt betalte 1100 kr, faktisk oprigtigt gladeligt, for der var tilbud på både jakke og støvler, så jeg blev også lige fyldt af 'kæft-en-god-handel-jeg-der-fik-gjort-følelsen, og den skal man ikke kimse ad. 

Vinterjakke, tjek
Vinterstøvler, tjek

Tilfreds mor, tjek

Det har været en dejlig weekend. Eneste minus ved den er faktisk, at den snart er slut, men nu skal jeg kun sove fem gange mere, så har jeg efterårsferie. 

Ingen kommentarer: