Der er også noget andet med den torsdag. Det er dagen, hvor jeg skal begynde på mit nye arbejde, og det er helt på samme måde med lige dele begejstring og ængstelse at jeg tænker på det. Ok, ængstelse er ikke det helt rigtige ord, men jeg er spændt. Og lidt nervøs. Og er det ikke præcis sådan, man skal have det, når man begynder et helt nyt sted?
Det har pisregnet i to dage. Vi har to hunde i pasning. Mine to store børn får besøg af deres far i dag. Lillepigen og jeg har aftalt at spille to spil i dag.
Og i næste uge er der dømt tosomhed. Mormor og morfar tager alle deres fem børnebørn med på ferie, og vi skal male. Og nyde at være alene. For første gang i fem uger.
 |
| Denne smukke gamle teaktræsskydedør indgår i vores køkkenprojekt. Indtil for nylig var den placeret mellem to stuer. |
 |
| Vi har flyttet døren. Vi er løgn. Min mand har flyttet døren, og bygget en ny væg. Sådan noget kan han nemlig. Jeg kan lave kaffe og fortælle ham, hvor dygtig jeg synes, han er. |
 |
| Det er faktisk muligt at vende sig til at man ikke har et køkken. Det eneste, vi virkelig savner er opvaskemaskinen. Vi bærer opvask ned i kælderen og vasker op her. Tørrer af og bærer det op igen. Mange gange om dagen. |
 |
| Her er den flotte gamle teaktræsskydedør i sin nye væg. Døren gør det muligt at lukke af mellem køkkenet og stuen, en mulighed vi har savnet ofte i de 12 år, vi har boet i huset. |
 |
| Spartle, slibe, spartle slibe, sparte, slibe... |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar