Brænder for en sag

En velintegreret flygtningefamilie fra mit lokalsamfund står til at skulle udvises af Danmark.
Jeg har ikke haft andet i hovedet den sidste uges tid.

Vi var mange, der i dagene efter at dette faktum var offentliggjort, talte om at det er helt forrykt.
 Meningsløst og uforståeligt. 
Det rev og flåede i vores hjerter og skæmmede vores retfærdighedssans og tro på at vi lever i et land, hvor værdier, menneskesyn og lovgivning følges ad. 

At tale med andre om de mærkesager, man optages er, er rigtig godt. 
Man bliver klogere og får nuanceret sit eget syn på sagen. 

Men skal der ske forandringer, skal der rykkes og ruskes i noget eller ligefrem i nogen, så er det ikke nok at tale om det, så skal der handles. Nogen må GØRE noget. 

Hvordan den ene af  'nogen' gik hen og blev mig, er på den ene side lidt tilfældigt og på den anden side et udslag af den handlekraft, jeg nok generelt er blevet udstyret med her i livet. 

En handlekraft, der i denne sag blev aktiveret på flere planer. 
For det første et overordnet samfundsmæssigt plan, der blandt andet handler om lovgivning, der ikke stemmer overens med virkeligheden, om et sagsbehandlingssystem, der er alt alt for langsommeligt og om noget så grundlæggende værdifuldt som 'barnets tarv'. 

Med andre ord, jeg var rystet i min grundvold som borger i et land, hvor frihed, lighed og demokrati er bærende værdier.

For det andet er vi her i familien ramt langt ind i hjertekulen. Den 15-årige Alaa er min mellemste datters klassekammerat, faste makker på U16 fodboldholdet og nære veninde.
 Alaa og hendes søskende og deres forældre hører til her i vores lokalsamfund, hvor de har levet og arbejdet på at integrere sig igennem 7 år. 
Det er børnene, der kommer til at betale prisen for udvisningen, og det kan vi som samfund ganske enkelt ikke være bekendt. 
Og som om sagen i sig selv ikke er slem nok, som den er, så kommer der den smerte oveni at forældrene skal udvises til hver sit land, fordi de kommer fra hver sit land. Faderen og børnene skal sendes til Vestbredden, moderen til Jordan. 
Ubærligt og umenneskeligt.


Min veninde og jeg talte sammen lørdag aften, og fik detaljerne på plads, hvoefter vi skrev ud på facebook, og annoncerede mødet søndag kl. 16. Vi opfordrede alle i byen til at komme og vise deres tilkendegivelse af, at den her udvisning er helt helt forkert. 
Vi opfordrede ligeledes folk til at medbringe flag og sprittuscher og skrive hilsner på flagene til politikerne og til familien. 


Vi forestillede os, at hvis der kom 100 mennesker,  var det mange. De lokale medier, Vejle Amts Folkeblad, P4 Trekanten og TVSyd blev kontaktet, og de mødte heldigvis alle op. En af journalisterne vurderede at vi var samlet mellem fem og seks hundrede mennesker!

Læs om demonstrationen her: 500 borgere gik i spontan demonstration


Handlingsbolden  blev spillet op - og den har  været i spil lige siden.
Takket være et væld af hjælpsomme udstrakte og ligeså handlekraftige mennesker, afgik der tirsdag en busfuld med unge mennesker, der tog til Christiansborg, for at sige deres mening om sagen.

Læs den historie her: Jelling-elever gjorde indtryk

Der er håb for fremtiden, når den unge generation i den grad værner om fællesskabet og i handling og adfærd synliggør at de er lige præcis så rummelige og inkluderende, som vi selv har lært dem, at de skal være!

Vi vil have Alaa og hendes familie tilbage til vores by, kortere og mere præcist kan det ikke siges.