En weekend med 80'er fest, cykeltur og meget snart ferie

En superdejlig weekend er snart slut. Jeg suger det sidste næring ud af den, mens jeg sidder her og skriver!

Jeg kunne mærke weekenden tage fat i mig sådan cirka fredag kl. 14, hvor jeg befandt mig højtsyngende i en skolegård sammen med et par hundrede glade børn der, så snart sangen sluttede, havde sommerferie. 

Kl. 18 samme aften entrerede jeg skolens årlige sommerpersonalefest i et outfit, der bl.a bestod af creppet hår, pink øjenskygge og neonfarvede leggings. Nå nej, gamachebukser. Sådan hed de jo i 80'erne, og det var lige netop en 80'er fest, vi holdt. Kodylt fedt! Soja på rullen og sit Fru Kristof, hvor var det en sjov aften. Musikken var jo lydkulissen fra mine barndom og ungdom! Afrikasangen, Re-seppten, Nena og Europe med 'The final Coundtdown', jamen kan i ikke se det for jer!? 
Jeg husker det som at jeg grinede fra festen startede, til jeg mange timer efter befandt mig i en taxa på vej hjem. Grinede sgu da også i taxaen!

Eneste tidspunkt, jeg ikke sang, dansede eller grinede, var mens jeg holdt den til aftenen forberedte 80'er tale, men tilhørerne grinede heldigvis - og endda på de rigtige steder. Hæ!

Jeg havde arbejdet en del med den tale, så det var en kæmpe lettelse, at den sad lige i skabet, og måske var det lidt talens skyld, at jeg nærmest bundede en flaske hvidvin efterfølgende... What a party!

Lørdag var jeg heldigvis nogen lunde frisk, havde godt nok ikke ænset at ham, der har en vielsesring magen til min, stod op og listede afsted, plejer elles at høre hver eneste lyd i huset, mens jeg sover, men var nok noget bevidstløs lige dér. Min kære mand skulle til Vejle, hvorfra han sammen med sin cykel lod sig fragte i bus til Flensburg. Herfra gik starten til Hærvejsløbet, en cykeltur på 270 km med mål i Viborg. Sjovt og pudsigt nok gik ruten ikke bare lige gennem vores lille by, men simpelthen LIGE forbi vores hus. Derfor tilbragte Lillepigen og jeg det meste af eftermiddagen på havebænken, som vi i dagens anledning havde slæbt helt frem til fortovet. 

Hver gang, der kom en gruppe cykelrytteende kørende, hørte man os sige ting som:
- Hey, jeg tror det er ham, der kommer dér!
-Nej, det var det så ikke alligevel, men det ligner ham?
-SÅ, nu synes jeg, at jeg kan se ham?
-Er det far?
-Er dét der så far?
-Mor, helt ærlig, hvor længe skal vi sidde her?
-Hvornår kommer far?
-Sagde du ikke at han kom lige om lidt?
-Nu kan der ikke gå ret lang tid!?
-De MÅ da være lige rundt om hjørnet?

Vores tålmodighed lønnede sig - for endelig endelig endelig kom denne dejlige glade mand cyklende forbi i flot stil, og selvom han var både våd, kold og træt overvejede han ikke et splitsekund at 'stå af' (den lå jo lige til højrebenet, når han ligefrem kunne køre op i sin egen indkørsel på ruten), nej han fortsætte de resterende knap 100 km til målstregen i Viborg.

Jeg behøver nok ikke at skrive, at det var en temmelig træt mand (med ømme ben og øm nummi), der kom hjem sent om aftenen. I dag har seriøst ondt i benene, og har meget meget velfortjent ikke lavet så meget andet end at spise og slappe af. 

Storepigen og Mellempigen har sommeferie nu, Lillepigen skal i SFO i næste uge, da vi begge skal arbejde. Men vi er der næsten. Ved sommerferien. 

Jeg har lagt bøger frem til næste uges læsning, for når der ikke er elever på skolen, så er læreren jo nærmest ikke træt, nå hun kommer fra arbejde?