søndag den 14. februar 2016

Fifty shades of vinterferie

Jeg har glemt, hvorfor jeg tog beslutningen om at jeg nu ville læse den erotiske bestseller 'Fifty Shades of Grey'. Det er en omgørelse af den beslutning, jeg tog, da bøgerne udkom og jeg læste anmeldelser: At jeg ikke ville læse dem.

Nu er jeg snart færdig med den tredje bog, og jeg kan allerbedst sammenligne læseoplevelsen med de lægeromaner, jeg med stor fornøjelse speed-læste et hav af i min pure ungdom. Med den forskel at hvor der i lægeromanerne blev kysset, krammet og 'han tog hende i sine stærke arme', så knaldes der konstant og meget sprogligt udpenslet i disse bøger.
Den unge smukke Anastasia Steele og hendes mr. Grey har vild hed sex flere gange om dagen - med og uden diverse remedier og legetøj, og de når hver eneste gang, de knalder, begge to helt uanede orgasmehøjder. Flere gange i træk.

Fifty Shades of Grey er litterært noget så elendigt, at jeg ikke ved om jeg skal grine eller græde over det. 
Både fortælleteknisk, kompositions- og plotmæssigt er bøgerne helt til grin, så hvorfor fanden har jeg - tillige med 80 millioner andre læsere verden over, så alligevel både moret, hygget og godtet mig gennem de tre bøger 'Fanget', 'I mørket' og 'Fri'?

Det er virkelig et godt spørgsmål! 

Det helt korte svar er: Fordi det er god underholdning! 

Skal jeg uddybe svaret bliver det noget med:

For det første var jeg nysgerrig på det erotiske indhold... altså hvor hardcore sex snakker vi om? Hvor mørkt og erotisk kan det blive med en 21-årig, jomfru, der intet aner om den side af voksenlivet? Det må du selv læse bøgerne, for at finde ud af :)

For det andet er der i fortællingen en underlæggende historie om, hvorfor og hvordan Christian Grey er blevet til den mand, han er - og den historie blev jeg sgu lidt fanget af ... i hvert fald så tilpas meget, at det drev mig igennem den første bog, hvor jeg faktisk flere gange nøjedes med at skimme de helt utrolig mange sexscener, fordi det blev for kvalmende og for overdrevet ... I bog 2 er den del meget bedre afbalanceret med selve handlingen, og i bog 3 kammer knalderiet helt over igen. 

For det tredje fordi fortællingen er et eventyr. Et vaskeægte eventyr. Eventyrene prikker til vores forestillingsevne, vækker vores drømme og giver os lov til at fantasere om en verden, hvor det gode altid er godt, det onde altid ondt og hvor det er stensikkert at det ender godt. 

Prinsen på den hvide hest er i dette tilfælde en stinkende rig forretningsmand i en helikopter, men hele set-uppet er så langt fra realistisk, at det føles helt rigtigt at lægge eventyr-skabelonen ind over. 

Efter at have overvundet farlige prøver, får prins Grey endelig sin smukke prinsesse, og sammen kæmper de mod hekse, trolde og andre væsener, der truer deres lykke.

Og langt langt inde i mig, en 44-årig oplyst folkeskolelærer med mand og tre børn og nok noget nær verdens kedeligste liv, så blev der skisme da pirret til en meget hengemt og glemt prinsessdrøm a la Christian Grey :Tænk at blive hentet i helikopter af en gudesmuk, veltrænet mand, der både er omsorgsfuld, gavmild og kærlig - og fløjet et romatisk sted hen og spise tre luksus gourmetretter, og derefter båret ind i elevatoren og op på værelset på et luksushotel og udsat for elskov af helt svimlende dimensioner. Hæ hæ hæ!

Bliver nok også nødt til at se filmene!

Har du læst bøgerne og set filmen? Kommenter meget gerne!




3 kommentarer:

www.skøreliv.dk sagde ...

Kære Helle!
Jeg synes simpelthen de var så frygtelige... Jeg var vild med fortællingen om Grey, men som du skriver, så var de skrevet så helt igennem virkelig dårligt. Så jeg gav op halvvejs gennem bind to, hvor jeg simpelthen ikke ku' få det over mig selv at bruge mere tid på noget litterært makværk, så jeg fik faktisk en veninde til at fortælle mig hvordan det hele endte. Så fik jeg historien uden at skulle kløjs i fortællerstilen undervejs. Win-win!

Mit Helle sagde ...

Hehe: Sådan burde jeg nok også have gjort, og i stedet brugt min dyrebare læsetid på noget ordentligt :)
KH Helle

liljendal sagde ...

Jeg synes du rammer spot on. Bøgerne er underholdende, og taler til vores lyst til eventyr.

Det var de allerførste bøger jeg læste på engelsk, så der var pænt mange ord jeg måtte slå op - også af de knap så stuerene :) Til gengæld tror jeg at det fjernede fokus fra kvalitet / skrivestil og gentagne ord.