Der er ingen der ved det (før nu), men jeg sender hver eneste dag varme tanker afsted til to mennesker, der ingen anelse har om hvem jeg er.
I mit stille sind går jeg og hepper på en baby, der meget snart kommer til verden og på en lille skolestarter-dreng, som jeg håber er glad.
Jeg har det med at samle bekymringer til mig om personer og emner, der er så langt udenfor min rækkevidde at det ikke giver ret meget mening at det skal fylde inde i mit hoved.
Og det er noget, jeg i mange år har øvet mig i.
At filtrere og sortere mentalt.
Alligevel tænker jeg hver dag på Elisabeth, bloggeren bag Fyrsten og Fruen, fordi hun lige om meget snart kravler op i et fødekar hjemme hos sig selv og føder sit andet barn.
I forvejen har hun skønne lille Ane, hvis herkomst til denne verden udgør en meget stor del af Elisabeths skriverier på bloggen. Jeg er forholdsvis ny læser, men har læst stort set alle blogposter tilbage til 2012, og det er hjertegribende og meget meget stort, det der handler om infertilitet, graviditet, rugemoderskab og masser af kærlighed.
Jeg håber så inderligt at Elisabeth får en fantastisk fødselsoplevelse og snart sidder med den skønneste baby i sine arme.
Den anden, jeg dagligt tænker på er bloggeren bag Carport og noia som tilbage i september og oktober skrev en del om sine store bekymringer for sønnens skolegang.
Jeg kommenterede et par gange, og blev ret optaget af op-og nedturene i Sønnes skolestart. Siden 22.oktober har der ikke været nyt på bloggen, og når man som læser efterlades i et tomrum af 'bare han dog har fået det bedre i skolen', ja så kan jeg ikke lade være med at kigge forbi hver dag, for at se om der er nyt. Jeg har tænkt på Sønne mange gange og gør der fortsat.
1 kommentar:
Hej Helle - tak for tip om bloggen med Sønne, den ligner noget jeg lige skal ha' set nærmere på, og ha' på min liste. Min mellemste har det også alt for svært i skolen, og jeg er ind i mellem totalt desperat. Det kan være jeg skriver om det en dag, men jeg er ikke helt klar til det endnu, kan jeg mærke. Det flår hjertet i småstykker, når de mistrives. Jeg tænker tit, at hvis det var os voksne, som havde det sådan på job, så sagde vi jo op. Men det kan ungerne ikke. De er fuldstændig prisgivet indtil vi voksne finder en løsning for dem. Og det gør ondt!!
Send en kommentar