Denne lørdag er indtil nu min helt alene, og nøj hvor jeg allerede elsker den højt. Mine to store døtre er hos deres far i Århus, og Lillepigen var så heldig at blive inviteret en tur til Legoland af den sødeste veninde og dennes sødeste mor. Ham, der har en vielsesring magen til min knokler udenfor - har fældet det halve af et træ i vores forhave, og når jeg kigger ud af vinduet her fra hvor jeg sidder og skriver, bliver jeg helt glad i låget af at se ham bakse træ på trailer. Når han kommer ind vil jeg invitere ham på frokost, og tage hans hånd i min. Den slags har vi nemlig ikke haft hverken tid eller nærvær til i de sidste mange uger, som har været mere end almindelige hektiske...
Hvorfor er det at jeg fornemmer at jeg har skrevet ting i den retning før? Måske skulle vi ved lejlighed kigge vores liv nærmere i sømmene, så ord som travl, hektisk, stressende osv. optrådte mindre hyppigt i mine beskrivelser?
Tankevækkende.
Tanker om hverdagslivet, familielivet & menneskelivet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar