søndag den 11. oktober 2015

Enebarn, nogen gange, på en måde...

Vores snart syvårige yngste familiemedlem - her på bloggen kaldet 'Lillepigen', udenfor bloggen hedder hun Johanne, lever i en familiestruktur, der gør at hun ofte er det eneste barn i huset. For det første er hun jo det eneste af vores børn, der ikke har 'andre forældre' end ham, der har en vielsesring magen til min og mig, og for det andet er hun lige på kanten til at være en efternøler. 
Der er seks år mellem hende og næste søster i rækken, Mellempigen, som er 13 år. Derudover er der Storepigen på 16, og så en søster på 20 og en bror på 24. Teknisk set er de jo alle hendes halvsøskende, men det kalder vi dem ikke. 

Der er ikke halve mennesker i vores familie, vi er hele allesammen ...  Sådan tænker jeg, når jeg hører andre bruge udtrykket 'halvsøskende' ... men jeg ved jo godt, at det biologisk set hedder halvsøskende ... 

At være det eneste barn i huset kan være både en velsignelse og en forbandelse. Der er slet ingen tvivl om at Lillepigen selv ville foretrække, at de andre altid var hjemme (og at de altid gad lege med hende, se tv sammen med hende, spille spil med hende osv.) men hun får så til gengæld en masse mor- og far-tid på de dage, hvor de andre ikke er her. 

I dag har vi været i svømmehallen, og inviterede én af Lillepigens veninder med, det var et stort hit, og jeg tænker at det kan vi med fordel gøre oftere. Veninden var tydeligvis (og ikke spor overraskende) meget meget sjovere at lege med i vandet end os! 

Husker selv dejlige udflugter og ferier sammen med min barndoms bedste veninde, som var så meget efternøler at hendes brødre var flyttet hjemmefra det meste af hendes barndom - og i fravær af søskende til hende blev jeg ofte inviteret med, og det var luksus - og win-win for både min veninde, hendes forældre og mig. Jeg håber, vi på samme måde kan give vores yngste afkom nogle gode oplevelser med på vejen - fremfor traumer over at have tilbragt så meget tid med sine forældre.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Jeg kender følelsen. Jeg er selv lillepigen i voksenudgave. Det er en underlig ting det med at være "fællesbarnet" særligt når man bliver voksen. For mine søstre er for mig ikke mine halvsøstre, men hvor lidt jeg end vil indrømme det, fordi det gør ondt, kommer jeg aldrig udenom, at de to bare er søstre på et helt andet plan. jeg elskede at være på weekend sammen med dem hos deres far, men tit blev jeg også ramt af en længsel for, at jeg altid var fællesbarnet.
Et underligt spørgsmål var det vigtigt for jer, at jeres børn betragtede hinanden som søskende inden I fik et fælles barn? Jeg mener, hvis fællesbarnet har en bedre søskende relation til det ene "hold" kan man vel ikke undgå at "skubbe" det andet hold søskende ud på en sidelinje? Er selv fraskilt, men har svært ved tanken om fællesbarn med min kæreste, da jeg ikke vil skubbe mine eller hans børn ud, så længe de ikke har en eller anden form for søskenderelation.
Hilsen Janne

Mit Helle sagde ...

Kære Janne,
Tusind tak fordi du har skrevet til mig. Der er (som du helt sikkert ved og har erfaret) utrolig mange ting, der spiller ind og skal spille sammen, når man er en sammenbragt familie.
Jeg synes, det er spændende at høre hvad du, som 'det voksne fællesbarn' har tænkt om din position i familien.
Der er stor aldersforskel på de børn, min mand og jeg i sin tid bragte sammen - og det har haft en betydning. Min mands søn var flyttet hjemmefra og hans datter gik i 9.klasse og kom så efterskole, da vi fik Lillepigen, og derfor har de aldrig rigtig boet sammen med hende - altså haft en hverdag, som hun var en del af.
Min mands børn og mine børn opfatter ikke hinanden som søskende, men bruger selv udtrykket pap-søskende. De har et fint, hyggeligt og venskabeligt forhold til hinanden, men de ses næsten kun til fødselsdage og højtider - og altid kun i kraft af os, og har som sådan ellers ikke noget med hinanden at gøre.

Mine børn lever i en ret sammentømret familie her, med den undtagelse af de hveranden weekend og i ferier er hos deres far. Han er desuden en kendt gæst i vores hjem, og Lillepigen har siden hun var 2-3 år, haft styr på hvem han er, og hvad hans rolle i familien er. Hun har så alligevel tit spurgt, hvorfor hun ikke skal med op til ham sammen med sine to søstre, men der er vi ikke lige og kommer heller ikke, så det forklarer vi hende (han er deres far, ikke din, du har jo din far her - det har de ikke osv.) og det accepterer hun.

Du spørger mig, om vores børn betragtede hinanden som søskende inden vi fik et fællesbarn, og det må jeg svare nej til - men jeg så det ikke på nogen måde som en nødvendighed for at de hver især kunne knytte sig til det nye familiemedlem. Jeg tror igen det kommer rigtig meget an på, hvor meget hverdag pap-børnene har sammen - og hvor stor aldersforskellen mellem børnene er. Det der med at 'skubbe' det ene eller det andet hold ud, kan jeg ikke genkende - men jeg kan ikke udelukke at der kan have været en følelse i den retning fra min mands børn - Vi voksne har ikke haft det sådan, tværtimod har vi oplevet at vores sammenbragte familie blev tættere, fordi der nu var én som vi alle var i biologisk familie med :-)
Havde jeg været yngre - var 36 da Lillepigen blev fød - skulle vi have haft to fællesbørn - sådan at alle vores børn havde én biologisk søskende, der var i samme 'båd som dem... Det kunne jeg godt have tænkt mig, men sådan blev det ikke. Af mange grunde :)

KH Helle