onsdag den 15. juli 2015

Blandet fra kamerarullen

Store pakkedag. Og store rengøringsdag. Det første er jeg næsten færdig med, det andet kan jeg ikke deltage i, fordi jeg stadig ikke må overanstrenge mig pga. min nakke. Umiddelbart lyder det jo dejligt at kunne slippe for at gøre rent, men tro mig, jeg byttede gerne mine smerter for en stor omgang hovedrengøring i et møgbeskidt hus. 

Jeg har min egen lille oprydning. Af billederne i min iPhone. At tage et billede af noget, jeg gerne vil fastholde eller huske, er efterhånden blevet langt mere almindeligt end at skrive ned. Derfor har jeg mange billeder af huske-ting på kamerarullen.

Det kunne fx. være den hvidvin, min far bød på, sidst vi besøgte mine forældre. Det var varmt og jeg var tørstig og den smagte himmelsk. Som jeg foretrækker det: tør og lidt sur. Altså ikke mig, vinen. 





Et billede, jeg tog af en side i et blad. Fordi jeg tænkte at med så mange stjerner, måtte det være en bog, jeg på et tidspunkt skal have læst. Har du læst den?




Og det samme her, bare et billede af en side i en avis. Den lyder megaspændende. Hvis du har læst den, så skriv meget gerne en kommentar, var den virkelig så spændende, som anmelderen skriver?




På kamerarullen ligger der også hundrede billeder af Lillepigen, der læser. Fordi jeg er helt færdig over, at hun begyndte at læse selv, efter kun 6 måneder i 0.klasse. Det er tredje gang, jeg oplever eget afkom knække læsekoden, og med hende her var det *PRÆCIST * ligeså stort og fantastisk som med den ældste og den mellemste. 
Fordi jeg er dansklærer i indskolingen,  er det jo hverdagskost for mig at være sammen med børn, der lærer at læse - men det er noget HELT andet, når der er ens egne.

Jeg poster dette billede for at minde alle jer, der har skolebørn om, at I skal hjælpe jeres børn med at få læst hver eneste dag i sommerferien. Børn, der læser regelmæssigt i sommerferien holder kadencen eller rykker frem i læseniveau, mens det modsatte gælder for de børn, der ikke læser. 
Udover en stak for biblioteket, bruger vi Superbog.dk, e-reolen og e-bøger fra Plusbog. Mit motto: Der må aldrig mangle læsestof, er heldigvis slået igennem til mine børn.



Et billede fra haven. Ja grin bare, men der har ikke være en fugl i nærheden af vores jordbærbed, siden pigerne og jeg monterede disse vindmøller. Købt i BR Legetøj for 20 kr. pr stk. og herefter monteret på bambuspind med gaffertape. 
Vi vælter i jordbær, og overlader nu høsten til vores feriegæster.





Min kamerarulle indeholder også et utal af billeder af disse kræ og deres to venner. Vi har fire marsvin, og de er unbedingt Lillepigens foretrukne fotomodeller. Her ser vi Pelle til venstre og Elmer til højre posere med mælkebøtte i mundvige.



Og slutteligt får I dette billede fra Tirsbæk Strand ved Vejle. Bare fordi jeg synes, det er et dejligt billede.



Næste gang, jeg skriver, bliver det fra Island. 

2 kommentarer:

Birgitte B sagde ...

Bogen er super god. Læs den endelig! Kh Birgitte

HelleA sagde ...

Hvilken én af dem har du læst, Birgitte? Jeg nævner to i mit indlæg ...
Kh Helle