Feriemorgen

Da vækkeuret ringer kl. 5.45, har jeg ingen anelse om, hvorfor det gør det. Lyden skærer min hjerne i stykker, flår en dejlig drøm itu, og vækker mig kun langsomt.
'Hvad fanden sker der?' spørger jeg vrissent og slår alarmen fra.
'Skulle du ikke ned og svømme?', mumler ham, der har en vielsesring magen til min, og som har en helt uovertruffen evne til at vide alt og følge med i alt, hvad jeg laver, selv når han selv sover tungt.
Bingo.
Det var det, jeg skulle.

Efter 10 minutters hurtigt pakken-i-taske og spisen-morgenmad er jeg i fuld fart på cyklen, omgivet af god karma fra en vidunderlig dansk sommermorgen. Det tager mig under fem minutter at cykle ned til byens friluftsbad, hvor der hele sommersæsonen er mulighed for morgensvømning mellem kl. 6.00 og 9.oo. Jeg er der sharp seks. Som den eneste, ud over flink ung livredderdame, der hilser venligt godmorgen.

I omklædningsrummet kommer jeg i tanke om, hvorfor det er at den badedragt, jeg har medbragt er blevet lagt allerbagerst i skuffen - noget jeg har for vane at gøre med tøj, der af mange forskellige årsager irriterer mig. Der, sirligt lagt væk bag alt det andet tøj, har jeg en slags tøj-skammekrog for beklædningsstykker, der ikke har levet op til mine forventninger, men som jeg alligevel ikke er parat til at skille mig af med.
Der lå badedragten, næsten ny, meget sporty - sort med pink striber i siden og det, der faldt mig ind, var at det måtte være en fejl at den var havnet der, for den var da for fed den badedragt, så vupti ned i tasken med den.
Men så var det, da jeg begyndt at iføre mig den, at jeg kom i tanke om problemet. Den er alt alt for stram og det er kun med hiv og sving, trækken, asen og masen at jeg kan skrue mit korpus ned i den. Når først jeg er i den, sidder den egentlig meget pænt, og jeg glemmer jeg alt om problematikken indtil det sekund, hvor jeg skal have den af igen, det kræver også hårdt arbejde og ser alt andet en fixt ud. 
Iført meget stramtsiddende badedragt og et par af børnenes lyserøde dykkerbriller springer jeg i vandet og svømmer, først langsomt med lange tag, men da kroppens muskler bliver varmere og maskineriet ligesom er kørt i gang, sætter jeg farten op og får både crawlet forlæns og baglæns. At svømme crawl er noget af det hårdeste, jeg ved.
Solen skinner, og hvor man i en indendørs svømmehal typisk oplever klordampende indelukkethed, skingrende lys og et højt lydniveau, er her et helt himmelrum af frisk luft - og her er fuldstændig stille.
En dame kommer til og hopper i, og så er vi to i bassinet. Hun svømmer plaskende og uøvet i 10 minutter, og går så op igen. Sikkert en gæst ovre fra campingpladsen, tænker jeg og svømmer videre.
Målet er 1000 meter, eller 40 baner, som jeg måler i 20 runder. Ned for enden, vende og tilbage, det var ÉN. Ned for enden, vende og tilbage, det var TO. Til trods for at det er det eneste, jeg skal koncentrere mig om og holde fokus på, lykkes det mig to gange at glemme, hvor langt jeg er kommet. 16 eller 17? 36 eller 38? Jeg svømmer fire ekstra baner efter de 40, for at være helt sikker. Den slags dækken-ind-for-lige-at-være-på-den-helt-sikre-side er meget typisk mig og et karaktertræk, jeg ikke rigtig ved, om jeg er glad for eller træt af. 

Tilbage i omklædningsrummet vasker jeg hår, tørrer mig og tager rent tøj på. Cykler hjem med en utrolig dejlig følelse i krop og sjæl, lister stille ind for ikke at vække min sovende familie, det er nu kun børnene, der sover. Jens sidder klar i cykeltøj og vil ud at cykle. Jeg laver kaffe og sætter mig på terrassen med min pc, og åbner min blog for første gang i mange dage. Klokken er 7.