Når jeg nu ved

Når jeg nu ved, at jeg er sådan én, der kommer i tanke om ting i sidste øjeblik og typisk samme dag, hvorfor har jeg så ikke opbygget et lager af fødselsdagskort, telegrammer, 100 -kronessedler, små gaver osv.? 
Tænk, hvor dejligt det ville være at kunne slippe for at fise rundt som en flue i en flaske tidligt om morgenen Store Bededag, fordi det er gået op for mig at nogen, jeg uendelig gerne vil betænke, holder konfirmation. Det, der så - trods alt og heldigvis- så også er med mig, er så, at jeg finder ud af en måde at løse det på alligevel. Resultatet bliver altså (næsten) det samme, men vejen derhen til, kunne være kortere og noget mere enkel og ustresset, hvis jeg lærte at imødekomme mig selv på et punkt som dette.


Og når jeg nu - inderst inde- godt ved, at der er en grund til, at der på flasken med flydende selvbruner står, at man skal bruge handsker, når stadset påføres, og jeg tænker 'ja ja, det skriver de altid, det behøver jeg ikke', kan jeg så tillade mig at sukke højt og sige 'argh' når jeg ser mine håndflader, der er en virkelig mærkelig mørk orange farve, der ikke virker til at have tænkt sig at gå af lige foreløbig? Hvorfor tror jeg at anbefalingen på flasken ikke gælder for mig?

Hvor kan jeg dog undres over mig selv!?