fredag den 3. maj 2013

Skyldig i barnemord

Forleden ville ham, der har en vielsesring magen til min, ordne noget halløj ved vores tagrende, og i den forbindelse gik han om i carporten for at hente husets stige.
Stigen lå oppe på brændestabelsen og i løbet af den uge, der var gået siden stigen sidst var i brug, var nogen flyttet ind i den. Nederste rum i vores stige var pludselig omdannet til en dyrerigets barselsafdeling:






Mens vi stod og debatterede, hvordan vi skulle redde både stige og fuglerede, fløj et ungt solsortepar fortvivlede rundt om os. Hannen pippede højt og vredt,  hunnen var skræmt fra vid og sans. Der var tre små fine æg i reden og hr. og fru solsort glædede sig vel inderligt til at blive forældre til tre små solsortebørn? De må jo have været dybt chokerede!
Vi var nødt til at flytte reden. Meget meget forsigtigt, næsten uden at røre noget, flyttede Jens den længere ind i carporten, til et bedre sted, hvor reden også var mindre udsat for katte og hvad der ellers lusker rundt her ved nattetide?





Vi gik ind og børnene fik instrukser om at give det unge par fred og ro til at finde tilbage til deres rede. Ingen tvivl om at solsortene var rystede i deres grundvold over at nogen havde pillet deres rede væk, men det var vores vurdering, at vi havde hjulpet dem og sikret deres families fremtid ved at flytte reden.

Men ak.
De vendte aldrig tilbage. Overmandet af frustrationer og sorg  forlod de vores matrikel, og tilbage er nu en rede med tre æg, som jo går til grunde, når ingen varm fuglekrop ligger på dem og varmer dem. Tre små fugleunger, hvis skæbne blev forseglet, bare fordi vi skulle bruge vores stige.
"Skal vi ikke sætte det hele tilbage, som det var - reden i stigen og stigen på brændestablen, så kan det være, de kommer tilbage?" prøvede jeg forsigtigt, men Jens var sikker på at det var for sent. "Det løb er kørt", men de bygger jo bare en ny rede et andet sted. Sådan er naturen. 
Det bliver jeg nødt til at tro på. 

Ingen kommentarer: