Tak Gunilla Wolde

Scenen: Jeg sidder i sengen med treårige Johanne og vi  læser i den bog, der for tiden er hendes absolutte yndlingsbog:

Til at begynde med er der dømt rendyrket kvalitetstid og nærvær for alle pengene. Min arm ligger trygt om barnet, der sidder klinet op af mig og intenst følger fortællingen om Lotte, der opdager en brun plet på sin tand og må afsted til tandlægen ledsaget af sin far.

Ca. 11 sider inde i bogen, kigger barnet vredt op på mig og siger meget fortørnet: Mor, du læser forkert!

Hvad, siger jeg og læser siden igen. Det drejer sig om denne side:

Du skal sige HAN og ikke HUN, siger min datter meget bestemt.

Jamen, Lotte er da en pige, siger jeg ligeså bestemt.

Nej, siger barnet. Lotte er en dreng!

Altså, nu må du godt nok lige have mig undskyld, siger jeg. Lotte er altså en pige. Lotte er et pigenavn.

Nej, siger barnet endnu mere bestemt. Lotte er en dreng. 

Jeg bliver nysgerrig og kigger grundigt på Lotte, som jeg virkelig ikke kan se ligner en dreng, men der er ingen tvivl i min datters sind. Lotte er en dreng. 

Hvorfor siger du, at Lotte er en dreng, bliver jeg jo så nødt til at spørge.

Fordi han har drengetøj på, er det svar jeg får.

Drengetøj?

Ja, siger barnet. Hans bluse er grøn. Det er en drengefarve.

Målløs kigger jeg på billedet af Lotte og på mit barn, der er så skråsikker, at det trodser enhver beskrivelse.

Jeg tænker mig lidt om - Fandme om jeg vil være med til at mit barns verden er så kønsspecifik, at der er noget, der hedder drengefarver og pigefarver - jeg må iværksætte en indsats og den begynder nu.

Fra skaber tager jeg min grønne kjole ud. Spørger mit barn: Hvilken farve er denne kjole. Grøn, svarer hun. Okay, hvis kjole er det? Det er din, svarer hun prompte. Er jeg en pige eller en dreng må jo så være mit næste spørgsmål og barnet siger, at jeg er en pige. 

Jeg er en pige, min kjole er grøn - kan du se at grøn så også er en pigefarve, siger jeg triumferende.

Grøn er en drengefarve, returnerer barnet og forlanger at jeg læser bogen færdig.

Gad vide om ikke Gunilla Wolde, da hun i 1975 skrev de 10 bøger om Lotte, var 100 % bevidst om, at figurerne i hendes bøger ikke skulle være ofre for kønsspecifik stigmatisering? At hun netop ville gøre op med en verden inddelt i pigeting og drengeting?

Jeg takker hende for at hjælpe mig på vej til at udvide min tre-åriges horisont. For herhjemme har vi pigekopper og drengekopper, vi har pigeis og drengeis i fryseren og da barnets fader en dag hoppede ud af sengen i et par knaldrøde boxershorts, lød det tørt fra ungen: Far, hvorfor har du pigeunderbukser på?

Lottes far ligger bestemt heller ikke under for nogen kønnet farvetyranni. Se lige en lækker T-shirt, han her er hoppet i:

Han er da læks, hva?