Lost i Føtex

Der stod jeg så... ved kassen i Føtex... svedig i en alt for varm jakke med et alt for stort halstørklæde om halsen. Stresset over at skulle handle til vores 3-årige datters fødselsdagsbrunch for gode venner i morgen og lige have opdaget at indkøbssedlen lå hjemme på køkkenbordet. Jeg var nu ret sikker på, at jeg havde fået det hele med. Æg, bacon, kærnemælk, ost, knækkede hvedekerner og...

Da jeg løfter posen med mel op fra den blå plastickurv, går der hul på den og inden jeg får set mig om, er der mel ud over det hele. I kurven, på kassebåndet, på gulvet og lidt på den mørkeblå jakke, der er pakket uden om den venligt udseende mand, som står lige bag mig og som jeg kort tid forinden har stukket en undskyldning og et charmesmil, fordi jeg kom til at træde ham ret hårdt over tæerne, mens jeg fumlede rundt der ved kassen.

Nå, men der er mel ud over det hele. Fuldkornshvedemel for at være helt nøjagtig og den rare pige ved kassen siger til mig, at hvis jeg løber ned og henter en ny pose mel, så scanner hun resten af mine varer ind og kalder efter en medarbejder, der kan komme og feje melet op.

Jeg spæner alt hvad jeg kan, finder lynhurtigt hylden med melprodukter helt nede i den anden ende af Føtex og kaster en ny pose fuldkornshvedemel ind i favnen, vender om og begiver mig tilbage mod kassen. I den gangpassage jeg følger, er vejen spærret af vogne og diverse, så jeg drejer af et par gange og kommer ikke op til kasserne samme sted som før.

Her er det så at det går op for mig at jeg ingen anelse har om, hvilken kasse jeg stod ved. Jeg går til højre og kigger på den første kasse med tilhørende klædt-i-blå-pullover-med-føtexfarvet-tørklæde-kassedame, nej det er ikke her, så jeg fortsætter til den næste kasse. Heller ikke her ser det rigtigt ud, men sandheden er at jeg ikke kan genkende "min" kassedame, for jeg har ingen anelse om hvordan hun ser ud? Jeg tjekker et par kasser mere ud til den side, men indser så at jeg i hvert fald ikke var så langt nede i rækken, vender om og går den anden vej.
Idet jeg løfter blikket får jeg øje på en mand, der står og vifter med armene og jeg er ikke i tvivl om, at det er min opmærksomhed han prøver at fange. Han befinder sig ca. to kasser til venstre for det punkt, hvor jeg valgte at gå til højre og der er mel på hans mørkeblå jakke.
'Hvor er du på vej hen' gnækker han overbærende og jeg ser nu den kæmpekø, der har dannet sig bag ham, skynder mig hen til kassen med melet, kigger ud på køen og siger højt: ' Det må I virkelig undskylde allesammen,  min stedsans er ikke hvad den har været' (hvilket er direkte løgn, min stedsans er hvad den altid har været, nemlig ELENDIG!)
I køen kigger de fleste på mig med et blik, der fortæller mig at de synes jeg er en idiot og at de er så trætte af at have valgt den kø, der gik i stå. På grund af en forvirret blondine, der ikke kunne finde tilbage til kasse 3 efter at have hentet en pose fuldkornshvedemel.
Kun én kigger ikke ondt på mig og det er venligt udseende mand i mørkeblå jakke - nu med mel på. Han siger 'skidt med det, det gør ikke spor' og jeg har lyst til at give ham et stort kram inden jeg pakker mine varer sammen og løber ud af butikken.