Der var så meget, jeg kunne skrive om

...og alligevel sidder jeg så her og stirrer lettere fortabt ind i skærmen. Jeg kunne fortælle noget om mit arbejde - om at undervise søde, sjove og frække børn, det ville blive sådan et lidt tuttenuttet indlæg, hvor I ville smile og tænke ' hun lyder sørme som en rar lærer', men det ville altså blive lidt kedeligt, for jeg kan jo ikke rulle mig ud i fri dressur og skrive om de seriøst mærkelige børn, de urimelige forældre og mine sure kolleger. Jeg vil i hvert fald ikke.

Men en anden arbejdsvinkel, jeg så kunne åbne et indlæg med, var at fortælle ( i anonymiseret form naturligvis) om nogle af de meget tunge sociale sager, jeg er involveret i via mit arbejde. I ville gyse, når I hørte om skolelæreren, der underretter de sociale myndigheder, fordi hun har kendskab til en familie, der i efterhånden mange uger ikke har haft hverken strøm eller varme i deres lejlighed. De skylder el-værket så mange penge, at der er blevet lukket for strømmen. I ville sikkert klappe jeres egne små pus på kinden og glæde jer over, at I har det så godt og at jeres børn er mætte og ikke fryser. Det er så langt fra tilfældet alle steder i Danmark.
Jeg kan dagligt bevidne, at der i dette land hersker en stor social ulighed og at den, der siger at alle danske børn fødes med lige store muligheder for at få et godt og anstændigt liv, lyver. Det er ikke sandt og derfor var jeg også klar til at græde, da jeg i nyhederne i aftes hørte at kommunerne lukker flere og flere døgninstitutioner for anbragte børn (fx Skodsborg) og i stedet satser på plejefamilier. Fordi det er billigere. Ja, det blev der jo ikke direkte sagt, men det er sådan, det er. Hvis man har prøvet at være i nærheden af et tidligt skadet barn, så ved man at det er en kæmpestor og meget vanskelig opgave at indlemme sådan et barn i en plejefamilie. Jer, der bestemmer og træffer afgørelser i kommunerne: I kan ikke være det bekendt overfor børnene, ganske enkelt!
Nå, men det indlæg kunne jeg slet ikke få hul på, fordi jeg bliver så harm og indigneret på børnenes vegne, at jeg ikke formår at se sagen fra andre sider og derfor sandsynligvis ville have fremstillet tingene lettere unuanceret.


Et klynkeindlæg har jeg også gået med i ærmet, og der var såmænd flere ting, jeg kunne have valgt at piwe lidt over: At manden igen er bortrejst med sit arbejde og har efterladt mig her i hverdagskarussellen med alle dens usigeligt kedelige rutiner. Det indlæg har jeg vist allerede skrevet op til flere gange og ville derfor komme til at gentage mig selv lige rigeligt.

Så er der børnene, dem kan man jo altid skrive et uendeligt antal anekdoter om. For mit vedkommende ville jeg nok have valgt noget om min 12-årige datter, der står og vipper på tærsklen til et teenageliv, der skræmmer hendes mor til døde. Mine øjne trillede ud af mit hoved, da jeg på forældreintra kunne læse, at mødet med SSP-konsulenten og alkoholdebatten er rykket frem fra slutningen af 6.klasse til lige om lidt, hvor de knap er halvvejs gennem sjette. Fordi det bekræftes fra flere fronter at denne her 6.årgang er temmelig meget fremme i skoene og fordi det gælder om at fange dem inden de debuterer på alkoholscenen. Min lille pige! Som her til aften har siddet møjsommeligt og omklædt sine build a bear-bamser. Min hjerne vil ikke begribe det, selvom mine øjne godt kan se at hun ikke er lille mere. Når jeg mærker hvor meget hendes små og indtil videre helt uskyldige løsrivelsesmanøvrer stikker i mit hjerte, så kan jeg få helt åndenød ved tanken om, hvor hårdt det bliver (for mig) når vi skal i gang med de store slag. (Og så frygter jeg sgu lidt at hun går hen og bliver en ligeså udlideligt og strid teenager, som jeg selv var. Åhh, hvor var jeg skrækkelig, kan slet ikke udholde tanken at min søde lille pige bliver sådan!)

Og apros pos løsrivelse, så ville jeg også nemt kunne forfatte et enkelt eller to indlæg om den hende, der på lørdag fylder tre år og er så treårig som en treårig kan blive, når det kommer til alle afarter af 'kan selv, vil selv, tør selv og gør selv'. Ahh, det giver sved på panden og hektiske morgener at få sådan en starut ud af døren, skulle jeg hilse og sige. 

Så er der jo midterbarnet, hende den nemme, stille, artige og sportsfreakede. Der ikke er meget hjemme om eftermiddagene fordi hun spiller fodbold, kører go-cart i klubben, er til gymnastik eller leger med sine mange veninder. Hun finder altid en plads og noget fysisk udfordrende at give sig kast med midt i al hurlumhejet her på matriklen.

Og mig selv? Hvad kunne jeg skrive om mig selv? At jeg stadig vejer lidt for meget, motionerer lidt for lidt, kysser for lidt med min mand, men ellers har det topfint, når det altså lykkes at fortrænge at julen allerede er allevegne og at jeg er ved at få SPAT af det! Jeg NÆGTER at have nogetsomhelst med jul i mit hjem før d. 1.december, og synes at det er så tåbeligt at de to 'store' julefrokoster, jeg skal deltage i dette år (mandens arbejde og mit eget) begge falder her midt i november måned.
Jeg er alt andet end et 'julehoved' og vil dybest set egentlig bare gerne have det overstået. Derfor så jeg gerne at startdatoen for hysteriet blev flyttet, så vi ikke skal se på nisser allerede i oktober.