De danske medier omtalte sagen en del, mens den blev efterforsket, og efterfølgende - som nyhedsstrømmen døde hen, glemte jeg alt om den lille pige igen.
Indtil 8 år efter, hvor hun undslipper sit fangenskab og bliver fri. I otte har havde jeg ikke skænket hende en tanke. Jeg havde i de år taget et uddannelse, fået børn, arbejdet og haft et helt normalt liv.
Mens hun havde siddet alene i et lillebitte kælderrum med en fuldstændig forkvaklet psykisk syg mand, som eneste menneskelige kontakt.
Mens hun har grædt, været fortvivlet, savnet sin familie, tigget og bedt om at blive sat fri og oplevet grufulde ydmygelser underlagt en syg mands luner, havde jeg danset rundt i friheden og taget det meste for givet.
Da jeg for nogle måneder siden læste at bogen var udkommet, vidste jeg bare, at jeg måtte have den.
Vidste at jeg måtte vide mere om dette stærke overlevende menneske, som har klarede det, som må være det absolut værste man kan udsætte et barn for: Ensomhed, isolation, angst og mørke.
Jeg læser nu - med lige dele væmmelse og lige dele fascination - den helt utrolige historie om pigen, der fik frarøvet sin ungdom, men som på mirakuløs vis lever et voksenliv i frihed nu. Med dybe ar på sjælen og et sind, der har taget skade for evigt. Men hvor er det vildt. Otte år!
Hun var spærret inde i otte år!
4 kommentarer:
Den tror jeg også jeg vil læse. På et tidspunkt. Men mest af alt giver det du har skrevet mig tanken om at hun har været indespærret i 8 år, ikke af egen fri vilje, hvor jeg tænker at jeg er fantastisk god til at spærre mig selv inde, i mig selv, i livet. Det må jeg fandeme snart stoppe med. Livet skal leves, og ikke bare ses på.
Ja der ER vildt! 8 år... helt surrealistisk at hun kommer ud på den anden side med livet og forstanden i god behold. Engang...vil jeg også læse den.. men det er barsk læsning ikk?! (som i tude-bog)
Jeg læste bogen nærmest ud i én køre på to dage. Rikke, det er ikke en decideret tudebog, den er barsk og ærlig - og rummer grusomheder, der overgår enhver menneskelig fornuft.
Jeg er dybt fascineret af hvordan den menneskelige psyke er i stand til at "indrette sig" sig og overleve - selv under de mest groteske betingelser (som man fx. så det hos jøderne i konc.lejrene uder 2.verdenskrig)
Mennesket er en stærk skabning - og vi rummer alle både godt og ondt. Men troen på at det goe sejrer over det onde - og det håb denne tro giver, gør at historien er til at holde ud at læse. Samt ikke mindst det faktum at det ender godt.
du fik mig vist overtalt der... må læse den!
Send en kommentar