Lillesøster

Jeg har tre døtre. De to ældste har altid  været forholdsvist nemme. De er begge rolige gemytter, der ikke har de store udsving i temperament. Eller også har jeg glemt, hvordan de var som små? Nej, de VAR nemme, for der er flere veninder, der uafhængigt af hinanden har sagt til mig, at jeg har haft det for nemt med mine to ældste børn i forhold til så mange andre. Nemme graviditeter, nemme fødsler og nemme børn. Uretfærdigt, blev der antydet fra visse sider.
Da jeg ventede mit tredje barn, var der nogen, der i deres stille sind håbede, (og ligefrem indrømmede at de gjorde det) at jeg ville få en vild og ustyrlig dreng, så jeg rigtig kunne mærke, hvad det vil sige at have børn. Én der overhovedet ikke hørte efter, indordnede sig eller rettede sig efter mine anvisninger. For når man har haft det så nemt, som jeg havde, så skal man udfordres.


Og det skal jeg dælan-dytme love for, at jeg er blevet.

Barn nr. 3 er alt det, man ønskede for mig: Vild, ustyrlig, hører ikke efter, indordner sig ikke, retter sig ikke efter NOGEN anvisninger. Det eneste profeti der ikke er gået i opfyldelse er, at det ikke blev en dreng, men en pige.

Som er helt sin egen. Og har sin egen mening om alt. Og gør hvad det passer hende. Når det passer hende.

Storesøstrene er slået hjem. Deres verden er vendt på hovedet og intet er det samme som før. De elsker deres lillesøster helt op til stjernerne, men da de var henh. 9 og 6 år gamle, da hun blev født, kan de sagtens huske LFL: Livet Før Lillesøster.

Og der er noget, de især savner fra det liv. Og fortæller mig, at de savner. Og det er at lave noget sammen med mig, hvor lillesøster ikke er med. Jeg forstår dem så godt!

Derfor var det så fedt her forleden, at sende mand og lillesøster i sommerhus i to dage og være alene hjemme sammen med mine store piger. Faktisk var jeg så begejstret at jeg inviterede dem i biffen og se "Poppers pingviner", som er med den skuespiller, jeg afskyr MEST af alle. Jeg hader Jim Carrey! Men elsker mine store piger så højt, at jeg udholdt halvanden time i selskab med ham. Og nød det stort.

Dagen efter kom lillesøster hjem igen - og freden i huset var forbi. Men storesøstrene havde fået så meget fred for hende, at de havde glædet sig stort til gensynet. Totalt win-win.

Men er hun da virkelig så styg, hende den bette vi har? Ja, men hun er satme også sjov. Og fordi hun nærmer sig treårsalderen tilskriver jeg også meget af hendes væren-på-tværs-af-alt, som en 'fase, der går over'. (Husk altid på det, hvis du har børn, der skejer ud: Det er en fase, det går over...)

På den lille film, jeg smider ud nu, har Johanne, iført sig en grøn paryk og dresset den op med et par  sølvsko i str 38,  og er i gang med et slag stangtennis med Frederikke. Og hun er tosset over, at jeg kommer og vil filme.

Og oven i hatten får I et close-up af både kompostbunke og algebefængt skur.  Hvor heldig kan man næsten være?