Vi har haft fri, vi har været sammen og fået lavet en masse gode ting i både hus og have, vi har grinet, pjattet og børnene har spindet (spundet?) som små kattekillinger.
Kunne man dog bare samle lidt af stemningen på sådan en dag ind i en flaske, som man opbevarede et særligt sted.
Sådan at man havde sit helt eget hjemmelavede overskudskrydderi, til brug ved særlige lejligheder.
Ser for mig hvordan jeg, de aftener hvor det hele er ramlet og jeg, fuldstændig udmattet af træthed, har ligget grædende i fosterstilling og bidt i min dyne, kunne have rejst mig, hentet flasken, lettet lidt på låget og sniffet lidt af overskudskrydderiet, som jeg havde indfanget en dag som i dag. Og ligeså snart duften kildede i min næse, ville jeg huske at efter regn kommer solskin og at jeg er så uendelig heldig og har så meget at glædes over i mit liv. De mørke skyer ville ligeså stille fortrække og håbløshed og frustrationer ville vige for optimisme, livsglæde og troen på at livet er livet værd. Altid.
Tanken var nu, at jeg ville slutte indlægget med et idyllisk havebillede af mine tre piger. Det viste sig at være lidt af en udfordring.
Mig: Johanne, kan du lige sætte dig hen til Frederikke, så mor kan tage et billede af jer sammen?
Johanne: NEJ, gider ikke
Mig:Frederikke, træk hende lige lidt hen mod dig, så jeg kan tage et billede af jer:
Johanne: Neeeejjj, mig gider ikke! (Skriger hysterisk)
Mig: Johanne, kom nu sæt dig hen til de andre. Kom nuuuu...
Mig: Okay, jeg tror bare vi dropper det igen. Øhh Johanne, er du sur?
Johanne: Mig hopper!
Tak for en vidunderlig dag.
4 kommentarer:
Sådan en flaske vil jeg også have! Det kan man altid få brug for :)
Skøn billedserie. Hi hi... Kan næsten høre det.
Dejligt med en af de dage :-) Og Helle, tror du ikke i overført betydning, at det kan lade sig gøre at hælde lidt af overskuddet på flaske til mere grå dage. Jeg tror på det, og i al fald, har du nu et skønt indlæg, du kan kigge tilbage på. KH Charlotte
Ja gid man kunne.
Og lukke sure skrigballoner ind i en anden flaske indtil de er blevet søde nuttede børn igen.....
@ Charlotte: Jow, det tror jeg - og du er jo rent faktisk én af dem, der med din blog om hverdagslykke, minder mig om at gøre det!
KH Helle
Send en kommentar