tirsdag den 1. november 2016

Amsterdam 2016 #3

I weekender og ferier begynder mine dage typisk med at jeg bliver serviceret med en kop kaffe på sengekanten, så godt gift er jeg nemlig! 
Således begyndte vores dage i Amsterdam alle helt ens - nemlig med at ham, der har en vielsesring magen til min, stod op og lavede kaffe. 
Jeg har tit rigtig svært ved at sove nye og ukendte steder, men i rækkehuset i Amsterdam-forstaden Ijburg sov jeg som en sten hver eneste nat. Jeg havde en teori om at det skyldtes det ensfarvede sengelinned?! Og nu overvejer jeg seriøst at udskifte alt vores flerfarvede betræk med noget ensfarvet. Helt seriøst! 


På den tredje og sidste hele dag, besluttede vi ved morgenbordet at benytte os af tilbuddet om at låne husets cykler. Vores hollandske byttefamilie havde, i deres velkomstbrev til os, beskrevet en flot cykeltur gennem en nærliggende park ved navn Diemerpark. På den anden side af parken kunne man så cykle videre til en lille by Muiden, hvor der lå et middelalderslot. Af beskrivelsen fremgik det, at det ville tage ca. 30 minutter at cykle gennem parken hen til slottet. 

Vi cyklede af sted. Og vi kørte og kørte. Og kørte. Er vi der ikke snart spurgte pigerne på skift, mens vi voksne den ene gang efter den anden begejstret udbrød ting som: 'nej, se hvor er her flot' og 'Ihhh så meget frisk luft og motion, vi får på denne her ferie'.


Efter 30 minutters cyklen var der ikke skyggen af noget slot i syne. Til gengæld mødte vi en masse får. 
De havde travlt med at holde græs og buske i terrænet nede, og for ikke at tilsvine det dejlige græs, de gik på, sørgede de for at skide ude på stien. Hjulene på vores cykler var således smurt ind i fårelort efter denne tur. 


Efter 45 minutter - og 10 km's cykeltur nåede vi endelig ud af parken og cyklede ind i byen Muiden. Herfra var der så skilte, der viste vej til slottet, og efter et pitstop med indtagelse af vand og chokolade, fandt vi det.  



Havde vi haft længere tid, ville vi godt have været inde på slottet, for det lød og så ud som et spændende og seværdigt sted, men vi havde ikke tid nok, så vi vendte cyklerne og kørte de 10 km tilbage igen. Udenom parken og med et længere frokoststop på en moderne hollandsk burgerbar. 

Eftermiddagen tilbragte vi i centrum med et besøg på Amsterdams berømte Van Gogh Museum. Megafedt sted!
Det må du ikke misse, hvis du kommer til Amsterdam.




På museets hjemmeside havde jeg læst mig til, at de havde en skattejagt til børn - man skulle henvende sig ved informationen, for at få den udleveret, og det er jeg SÅ glad for, at vi gjorde. Mens mand og store piger lidt gik deres egne veje (man kan ikke følges i en gruppe på et museum er min generelle erfaring, for det er så forskelligt hvad den enkelte lige dvæler ved og bliver optaget af...) gik Lillepigen og jeg i gang med skattejagten. Den var på engelsk, så jeg havde travlt med både at oversætte og at guide hende gennem opgaverne. Men det var fede opgaver, som fik vores 7-årige til at gå rundt mellem de fantastiske Van Gogh-billeder i fuld opmærksomhed og dyb koncentration. 
Der var sandelig også en lille præmie (et flot postkort), da hun stolt indleverede opgavehæftet på udvejen. 


Vi tilbragte et par timer i Van Gogh muséet. Jeg kunne sagtens være blevet der meget længere, men når man er på tur med børn, og de pludselig meddeler at de er både sultne, tørstige, skal på toilet og i øvrigt ikke gider mere, så er det klog at indrette sig efter det. 

Skulle jeg være så heldig at komme til Amsterdam en anden god gang, så vil jeg tage på Van Gogh Museet igen!

Aftenen gik med at finde et godt sted at spise. Vi havnede på en argentinsk restaurant og fik forskellige varianter af kød, pommes frites og salat. Jeg valgte lam og fortrød det ikke. 



Det sidste billede er taget på dag 5, vores hjemrejsedag. Vi er netop ankommet med sporvogn til Central Station og skal med tog ud til Schipol Airport.

Tak for en aldeles vidunderlig efterårsferie i smukke Amsterdam. 


2 kommentarer:

Fruen i Midten sagde ...

Ih, hvor har I bare haft en dejlig ferie :-) Godt, at Anne Franks Hus var en succes (og selvfølgelig var du da nødt til at forklare Mindstepigen lidt om hele historien på forhånd, ellers havde hun jo ikke fået noget som helst ud af 'et underligt hus'). Van Gogh var jeg også vild med. Og nu sidder jeg og ønsker, at jeg lige kunne snuppe en forlænget weekend Amsterdam. Tak for turen :-)

Lene sagde ...

Jeg får også lyst til en forlænget weekend til Amsterdam. Tak fordi du fortæller om jeres tur :-)