Den var svær at få hul på, indledningen forvirrende og jeg havde store vanskeligheder med at holde styr på persongalleriet i læsningen af de første par kapitler.
Overvejede et par gange simpelthen at droppe den, men blev stædigt ved.
Og hvor er jeg dog taknemmelig for det!
Langsomt åbnede fortællingen om den tidligere RAF-pilot Teddy Todd sig for mig. Jeg lærte Teddy og hans familie at kende, og romanens kompositoriske spring frem og bagud i tid kom til at virke rigtig godt. Teddy er en dygtig og meget velanset pilot på engelske bombefly under 2.verdenskrig. De stærke, rædselsvækkende og meget følelsesladede minder, han har fra sin tid under krigen, mærker ham for livet og former hans syn på fremtiden.
Jeg kom sådan til at holde af Teddy, der helt gennemgående er en fin og god mand. Forholdene til konen Nancy og ikke mindst til datteren Viola og hendes to børn, er til tider temmelig komplicerede og jeg blev flere gange undervejs oprigtigt overrasket over de drejninger fortællingen tog.
I romanens slutning laver forfatteren et fortælleteknisk kneb, som er SÅ raffineret og overraskende. Jeg måtte simpelthen tilbage og genlæse et par passager, for at få kabalen til at gå op.
'En gud i ruiner' er en virkelig god bog som både giver indsigt i forskellige forhold, der vedrører 2.verdenskrig, men også i mellemmenneskelige relationer og i særdeleshed i kærlighedens mange fremtrædender.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar