Fra nu af skal du selv lægge dit rene vasketøj på plads, blev der i weekenden sagt til den 7-årige Lillepige. Yes, svarede hun (heldigvis), for hun har spurgt efter - og glædet sig til dette ansvar, som hun hidtil var den eneste i familien, der ikke havde.
For at gøre opgaven så nem og overskuelig som muligt, brugte hun og jeg en hyggestund på at kreere skilte til hendes tøjkommode, som jeg efterfølgende laminerede, klippede ud og satte fast på kommoden.
Hun har tegnet til hvert skilt, så det er nemt at se, hvad der skal være i skuffen, og det var tydeligt, at hun følte stort ejerskab til opgaven, og at det motiverede hende. 'Hvornår kommer der mere rent tøj', spurgte hun, da vi havde lagt det hele på plads.
Mine piger har fra de var ret små haft andel i hverdagens almindelige huslige gøremål.
Det gav helt sig selv, da Storepigen og Mellempigen var henholdsvis 5 og 2 år, og jeg boede alene sammen med dem, for ville de være sammen med mig, blev de nødt til at deltage i det, jeg lavede. Og som fuldtidsarbejdende mor brugte jeg langt de fleste eftermiddagstimer derhjemme på indkøb, madlavning, opvask, vasketøj osv. Og de var altid med og hjalp mig, som de kunne. Enhver der har børn ved, at det bestemt ikke altid er nogen hjælp overhovedet, tværtimod, men jeg øvede mig dagligt i, at det skulle være både hyggeligt og fornøjeligt. (Siger ikke at det lykkedes hver dag, men jeg prøvede...)
Det gik hurtigt op for mig, hvor meget man kan lære et barn at sørge for selv, og jeg har set hvordan mine piger er vokset og har udviklet sig, når de blev aktivt inddraget og fik lov at deltage, også selv det krævede stor pædagogiske omtanke og MEGET tålmodighed at få det til at lykkes.
For ja, det er da bare så mange gange nemmere at lave mad alene, men det er SÅ godt for børn at være med i køkkenet, og nu hvor jeg har store børn, høster jeg frugten!
De smører selv deres madpakker (et ansvar, jeg overdrog dem helt og fuldt, da de fyldte 10 år), lægger selv alt deres vasketøj på plads (og hjælper ofte med både at hænge vådt op og lægge tørt sammen), og de to ældste kan lave mad (modtager gerne råd og vejledning, hvis opskriften er indviklet, men de kan...), og de klarer i det hele taget vildt mange ting selv, hvilket altså er GULD værd i en til tider presset hverdag.
Og den yngste, ja hun hænger i - og lægger vasketøj på plads.
Og den yngste, ja hun hænger i - og lægger vasketøj på plads.
1 kommentar:
Uh, der ramte du godt nok mit ømme punkt! Jeg må virkelig til at få fingeren ud, og få ungerne til at være mere aktive end passive i vores lille hamsterhjul! Tak for et godt indspark!
Send en kommentar