Godmorgen!

Omsluttet af mørke slog jeg øjnene op og lå helt stille. Lyttede ud i mørket for at finde ud af, om det stadig var nat, eller om det var morgen nu. Lyden af trafik fra gaden på den anden side af soveværelsetvinduet vidnede om at andre end mig var ude nu. 

Rakte ud efter telefonen på natbordet og så at klokken var næsten syv. 

Lagde telefonen tilbage og vendte mig i sengen. Lukkede øjnene og tænkte at det var ok at sove lidt mere. Strakte benene, bøjede knæene op, strakte igen. Trillede om på den anden side og gentog benenes bevægelser under dyren. Åbnede øjnene igen. Kiggede lidt på det sovende væsen ved min side. 

Inden jeg listede ud og lavede kaffe, konstaterede jeg, at det egentlig er imponerende at jeg stadig giver det en chance og prøver, selvom det hele mit liv har været sådan, at når jeg først er vågnet, uanset hvor tidligt det er, så kan jeg ikke falde i søvn igen. Altså når når det er på en fridag.

Er det hverdag og jeg vågner ved lyden af mit vækkeur, kan jeg næsten ikke få øjnene op - og jeg kan så let som ingenting falde i søvn igen. 

Burde det ikke være omvendt?