torsdag den 29. august 2013

Alder

Forleden blev jeg  spurgt til  min alder - og tænk jeg kunne pludselig ikke huske, hvor gammel jer er?! 
Det var så mærkelig en følelse, men jeg var spejlblank på,  om jeg var fyldt 41 eller om jeg stadig var 40. 
Måtte derfor regne mig frem til at jeg er fyldt 41...

I de helt unge år handlede livet om at være gammel nok. Gammel nok til at måtte være længe oppe, gammel nok til at få flere lommepenge og sidenhen gammel nok til at komme ind på Crazy Daisy. Gammel nok var målet og noget, man hele tiden stilede efter at blive.
 Jeg erindrer svagt, at det fyldte en stor del, men husker sjovt nok ikke, om det så virkelig var forløsende at blive gammel nok!?

Den alder jeg har nu passer utrolig godt til mig. Lå søvnløs en aften og tænkte længe over, at jeg for første gang i mit liv har en indre følelse af at stemme overens med min alder. Og ikke mindst stemme overens med mig selv.

Forstået på den måde at den Helle jeg er indeni, matcher den Helle, jeg præsenterer udadtil.
Husker smerteligt dengang det ikke var sådan.

Hvor den 19-21-årige Helle kunne sidde i byen en fredag nat og med store armbevægelser og flotte ord  ærligt beskrive sig selv på en måde, som måske fik en interesseret fyr til at spørge, om han og jeg ikke skulle møde igen? 
Herefter suget i maven og en følelse af 'nej nej nej', vi skulle på ingen måde mødes, for så ville han jo se hvordan jeg i virkeligheden var, og det flop skulle for alt i verden undgås. 

Hvornår holdt det op med at være sådan? Måske med det første parforhold? Nej, faktisk var jeg heller ikke ikke mig selv i det. 
Jeg prøvede, for jeg ville så gerne, være 'nogens rigtige kæreste' og at være kærester med én, der var lidt ældre end mig og læste på universitetet, det lød godt, når jeg sagde det, men det var mest fordi jeg så brændende ønskede at det var godt. Inderst inde følte jeg mig slet ikke gammel nok til at være en rigtig kæreste. Når jeg hellere ville ud til hestene og ride en tur med veninderne fredag aften, blev han fornærmet og at sagde at jeg tog afstand og ville undgå ham. Set i bakspejlet var det vel mig selv jeg ville undgå?



Men nu:
Det er som om jeg har indhentet min alder eller måske er det den, der har indhentet mig? 


Hvor gammel er du og føler du at den du er, passer til den alder du har?

5 kommentarer:

Anonym sagde ...

Den anden dag skulle jeg under udfyldning af spørgseskema krydse af i et aldersinterval. Først jublede jeg over, at grænsen gik mellem 30 og 31 (og ikke mellem 29 og 30 som normalt), da jeg så ville høre med til den unge gruppe. Jublen endte dog brat, da min kæreste mindede mig om, at jeg jo sådan set er 31. 31-36 år i spørgeskemaet.

Jeg har aldrig haft behov for at blive ældre, og selvom jeg også gerne ville prøve det der kærestenoget som ung, ville jeg faktisk hellere til gymnastik.

Det er nu okay at samle mere livserfaring,men behøver man virkelig at sætte tal på? (Udover dem som slutter på 0, og giver anledning til fest og dans på bordene?)

Haveheksen sagde ...

Jeg er teknisk (og ærligt talt)41. Jeg har ikke noget problem med det, nogle gange synes jeg bare, at det er gået meget, meget stærkt og at jeg blev sat af et sted i 30'erne.
Der jeg var ung, der var det vigtigste i hele verden, at blive 18!
18 år, det forjættede tal, hvor man selv kunne bestemme og selv kunne det hele......
Men så vidt jeg husker så skete der vist ingen revolution:-)

HelleA sagde ...

Hej Sysleren og Haveheksen! Tusind tak for jeres kommentarer!
Sysleren: er glad for at der er andre end mig, der kommer til at regne forkert på deres egen alder :-)
Haveheks: Det der med at være blevet sat af et sted 30'erne, det genkender jeg! Måske er det jeg mærker i virkeligheden mig selv, der er ved at dukke op til overfladen igen?

GiSP sagde ...

Jeg er 42 (glup) og kan ikke forholde mig til det. Måske fordi jeg har små børn. Måske fordi jeg ikke har fået karrieren sparket i gang. Måske bare fordi. Jeg ved ikke, hvilken alder, der ville passe bedre til mig. Ved bare, at jeg slet ikke føler mig så voksen og hvile-i-mig-selv-agtig, som mange åbenbart gør, når de rammer fyrrerne. Som i slet ikke!

Anonym sagde ...

Jeg er 45 år gammel/ung. Det er sgu kun et tal og der hvor jeg kan mærke min alder er mere på min krop, som bliver hurtigere træt, og på de programmer man vælger at se på TV ( er begyndt at se ting på TV 2 Charlie- den skulle jeg lige sluge først, for det er jo en sendeflade for gamle mennesker) Har en datter på 19 som lever mere og mere sit eget liv og en søn på 16 som er i en skøn udvikling, hvor han ændrer sig fra genert teenager til en ung mand. En fornøjelse at være med til. Gift med samme mand på 23 år, og vi har fundet hinanden på en ny måde, nu hvor børnene mere elller mindre vil være sig selv, men stadig kommer til os forældre for råd og hygge ind imellem. Jeg skal, ligesom jer andre, tænke mig om, når jeg bliver spurgt om min alder, for den går jeg ikke særlig meget op i. Man skal ikke hænge sig i tallet, men leve og nyde hver eneste dag. Knus Lena