Ferieland: Ømme fødder og trætte ben

Jeg glemmer det vist lidt fra gang til gang. Hvor fysisk udmattende storbybesøg kan være, hvis man gerne vil opleve en hel masse på kort tid og derfor suser rundt fra morgen til aften.
Det gør vi i disse dage. Vi er nemlig udstyret med Stockholms-kortet, som ud over at give os fri entré på en meget lang række attraktioner også tillader os at køre ubegrænset med alle former for offentlige transportmidler. Da vi bor ca. 30 minutters bilkørsel uden for centrum, men ikke ønsker at have bilen med til byen, er det en genial løsning for os. Vi kører med 'tunnel-banan', skifter til bus og rejser videre med sporvogn. Hopper ind i den forkerte bus, kører to stop, hopper af igen og spadserer. Trasker, vader, går og går og går. Lillepigen, som i sagens natur er udstyret med familiens korteste ben, er fantastisk til at gå langt. Det betyder en del i en storby. 
Stockholmskortet gælder for vores vedkommende i 72 timer - dvs. at vi inden for tre døgn har frit lejde til at turiste løs. Og det gør vi. Igår Vasa-museet, et fedt og vildt spændende historisk museum om det store trækrigsskib Vasa, som i 1628 sank i Stockholms havn, lige da det var sejlet ud på sin allerførste rejse nogen sinde. Skibet var prægtigt, bestilt af kongen og det havde taget 10 år at bygge det. Det var udstyret med 64 kanoner og 300 soldater, klar til at sejle ud og besejre den polske fjende. Der var bare en den detalje, at skibet var konstrueret med forkerte proportioner, så det kunne ikke sejle! Det sank og lå på havets bund i 333 år, inden det blev bjerget. 
Der var meget mørkt inde på Vasa-museet, så alle vores (forsøg på) billeder, ser sådan ud:

Et mørkt udsnit af mig, foran et mørkt udsnit af et gammelt skib

Efter Vasa-museet gik vi fire tusind kilometer og besøgte også et andet museum - Nobel Museum -  et vildt fedt sted, der hyldede videnskabsmanden Alfred Nobel og på en inspirerende måde formidlede alt det hurlumhej med Nobelpriserne. Jeg havde nok på forhånd tænkt, at det var lidt kedeligt, men det åd jeg i mig igen, for ud over at der var SÅ meget interessant information, man kunne suge til sig via interaktive tavler, kortfilm og interessant konstruerede montrer og plancher, så havde museet et tilbud til børn, som fik aktiveret alle vores tre i alderen 4, 11 og 14 år. Børnene fik udleveret et hæfte, hvori der var opgaver, de skulle løse rundt i museet - en form for skattejagt efter bogstaver som til sidst skulle danne et ord. Storepigen tog svensk-udfordringen op og var den, der læste og oversatte til dansk for sine yngre søstre. 

Jeg forlod Nobel Museum som et bedre, klogere og mere oplyst menneske, og anbefaler det til enhver, der måtte overveje at lægge turen forbi. Museet ligger i bydelen 'Gamla Stan', hvor vi også trampede forbi Kungliga Slottet, der er den svenske kongefamilies slot til offentlige begivenheder og repræsentation. De bor der ikke, men som jeg forklarede børnene - det er deres kontor, der hvor de arbejder. Århh ja, megasejt, prøv lige at have kontor i et slot, grinede de to yngste omgående!

I Storkyrkan blev Lillepigen væk fra os andre. Jeg havde lige stået sammen med hende, og sekundet efter var hun ude at syne. Ikke at jeg gik i panik, men jeg fik da lige pisket en stemning op og sat resten af familien i gang med at lede. Der er så stille og højtideligt i en kirke, så jeg kunne ikke få mig selv til at kalde. Pludselig prikkede Jens mig på skulderen og pegede... ' Prøv at kigge derned langs bænkerækkerne', sagde han, og der sad hun, det bette pjevs, ligeså artig på en kirkebænk og hvilede sine trætte ben. 

Det sidste billede, jeg bringer i dag er fra et meget mærkeligt udstillingsvindue. Som min skønne Storepige på bedste teenagevis udtrykte det: Hvad fanden sker der lige for den vinduesudstilling?

Godt spørgsmål!