mandag den 15. april 2013

Tudefjæs #2



Ich bin ein Tudefjæs. Et meget hudløst vrælehoved, der er ved at indse, at det er en egenskab, der kun bliver værre jo ældre, jeg bliver. 
Jeg bakser i disse dage med noget hemmeligt, jeg vil lave for Storepigen på søndag, hvor hun skal konfirmeres og jeg tuder en del, mens jeg planlægger! Og jeg tudede ligefør i bilen, da jeg fik en idé til noget, jeg ville sige til hende.

Jamen for hulan da!

Det er som om at hele det livstema, en konfirmation repræsenterer (overgangen barn-voksen, løsrivelse fra forældrene etc.) er ved at trække tæppet væk under mig, og jeg tror faktisk, at jeg gennemlever en mindre identitetskrise i denne tid! (Som om lockout-krisen på arbejde ikke var noget, så napper vi lige en mor-krise oven i hatten!)
Min lille søde pige, som jeg har født, ammet, passet på, nusset om, fulgt til vuggestue, til børnehave og til skole, trøstet, kysset, krammet og sunget godnatsang for og i hvis liv, jeg heldigvis stadig udgør et meget stærkt omdrejningspunkt, hun er jo for fanden voksen lige om lidt!?

Jeg skiftede titel fra Helle til Mor, da hun blev født, og med hende var hele min verden forandret forevigt. 

Til at begynde med troede jeg faktisk (naivt, I know), at jeg var rimelig cool omkring den her konfi, men jo mere den er krøbet ind under huden på mig, jo mere rystet er jeg blevet i min grundvold. På en god og helt eksistentiel måde rystet indeni -  over årene, der er gået - tiden, der er væk, og de forandringer både hun og jeg har gennemlevet. I følelsen er der også lettelse over alle de ting, der er lykkes og det faktum, at min datter er et helt utrolig fint og dejligt menneske, som jeg er uendelig stolt af at være mor til. 

Hun sang med pigekoret til gudstjeneste i går - det var en helt særlig gudstjeneste, fordi sognets nye præst blev indsat, og der var en både meget glædelig og temmelig højtidelig stemning i kirken. Jamen der sad jeg fil'me da også med verdens største klump i halsen!

Har også skrevet noget om at være et tudefjæs her, hvis du kan klare at læse mere uden at få kvalme...


Billedet er lånt her

4 kommentarer:

GiSP sagde ...

Snøft. Åh, jeg ved bare, at jeg også får det sådan. Må hellere bruge de næste 8 år på at blive lidt mere hårdhudet.

Mit Helle sagde ...

Ja, gør det - men vær ikke sikker på, at det lykkes :)
KH helle

Anonym sagde ...

Hej :) jeg har fulgt din blog i noget tid og synes, du er ret god!
Jeg har et meget personligt spørgsmål, som er helt i orden, hvis du ikke ønsker at svare på. For mange er det sikkert et tabubelagt emne.
Men hvordan er det at være for tre børn, som ikke har samme skæbne? Jeg ved godt, at det efterhånden er 'normalt' at have en sammenbragt familie. Men jeg har altid undret mig over, hvordan man kan retfærdiggøre overfor sine børn fra tidligere, at den lille ny der kommer altså har ret til mor altid. Alle juleaftener, alle fredage foran tv'et osv. For mig vil det være psykisk umuligt at give mine børn noget forskellig. Misforstå mig ikke. Jeg kan jo se og læse, at du er en fantastisk mor. Men jeg har bare svært ved at se retfærdigheden.

Mit Helle sagde ...

Kære anonyme,
Tusind tak for din kommentar med et SUPERgodt og relevant spørgsmål. Der findes nok ligeså mange forskellige svar, som der findes sammenbragte familier, jeg vil rigtig gerne bruge de kommende dage, på at tænke over MIN version af et svar - og skrive et blogindlæg med udgangspunkt i dit spørgsmål.
KH Helle