Jagten

Lillepigen knuger noget ind til sig, da jeg vil kramme hende. Klokken er 15.30 og jeg er sust fra arbejde til børnehaven for at hente hende. Jeg spørger, hvad det er hun står med, og hun viser mig den (i hendes optik) flotteste lommelygte ever seen med prinsessemotiv. Hun er besat af prinsesser - og vi har både til jul og fødselsdag givet hende gaver i den genre. Men jeg ved, at hun ikke har sådan en lommelygte. Hvis lygte er det, spørger jeg, da hun holder den frem mod mig. Min, svarer hun. Nå, siger jeg, den har jeg da aldrig set før, jeg tror ikke det er din!?
Hun knuger den endnu hårdere, og vreden stiger op i hendes ansigt. Det er min lommelygte, siger hun meget bestemt. 
Jeg ved, at hun er et viljestærkt og selvbestemmende barn, der går langt for at få sin vilje. Men jeg ved også, at hun har en hukommelse som en elefant og har styr på samtlige børnehavebørns flyverdragter, støvler - og på alle børnenes forældre. Hun husker hvem, der hører til hvad og hvilke, der er hvis. Derfor slår hendes stemmes fasthed tvivl i mit sind, for hun bliver mere og mere anspændt og vred, og da tårerne springer frem og hun fortvivlet råber "mor, hør på mig, det er min lommelygte", så træder jeg et skridt til side og ringer til hendes far, som var den, der afleverede om morgenen. Nej, svarer han, hun havde ikke en lommelygte med i morges og nej, hun har slet ikke sådan en  lygte. Ganske som jeg mente, det var.
Jeg tager mit grædende barn ind til mig. Krammer hende og siger, at det ikke er hendes lygte, men at jeg virkelig godt kan fortstå, at hun ville ønske, at det var. Det tager mange lange minutter, hvor hun nægter at overgive sig. Der kommer en pædagog hen til os, hun genkender lygten og siger, at det er Josefines. Det er Josefines lommelygte.

Mit barn lyver.

Jeg ser hende i øjnene og spørger om det er rigtigt, at det er Josefines lygte. Hun nikker og herfra går det fremad. Lillepigen fortæller, at hun fandt lommelygten på gangen, den lå bare smidt i en krog og så tog hun den. Og jeg fornemmer tydeligt at derfra blev den lygte til hendes. Synes hun.
Vi afleverer lygten til pædagogen, som roser mit barn for at have givet den fra sig. Jeg bakker op om rosen og siger også til hende, at det var godt hun sagde det rigtige til sidst.
Da vi sidder i bilen kan jeg ikke dy mig, og jeg vender mig mod bagsædet, hvor hun sidder med ansigtet vendt mod vinduet. Ved du hvad, søde skat. Man må altså ikke sige ting, der ikke passer. Det er at lyve, og det vil jeg ikke have, at du gør. Du skal sige sandheden. Forstår du det?
Hun kigger fortvivlet på mig, bryder sammen igen og siger, jamen mor, det var min lommelygte.

Børn fortæller historier. Opfatter ting på en anden måde end virkeligheden tillader. Misforstår. Omgåes sandheden lemfældigt. Lyver. Historien om lommelygten og Lillepigen er uskyldig, men når der kommer en voksen i klemme mellem sandheden og det, et barn fortæller, så kan det have forfærdelige konsekvenser.

Det handler Thomas Vinterberg nyeste film "Jagten" om.
Pædagogmedhjælperen Lucas, anklages for at have krænket først et, senere flere børn i den børnehave, hvor han arbejder. 

Jeg sad på kanten af sædet under det meste af filmen. Den rørte mig dybt og jeg havde ondt i maven bagefter.
For det må være det værste. At blive beskyldt for noget, man ikke har gjort.
Omgivelsernes fordømmelse, udelukkelse af fællesskabet, og mennesker, der tidligere udgjorde en omgangskreds, der nu råber svin efter den mistænkte på gaden.

Filmen handler egentlig ikke om seksuelle krænkelser. Den handler om, hvordan løgn, svigt og bristet tillid kan nedbryde et menneske på kort tid. Den handler om skyld og uskyld. Om at dømme og at fordømme.
Lucas dømmes ikke af retssamfundet, for det viser sig at der ikke er belæg for sagen. Men han fordømmes af sine omgivelse - på baggrunden af mistanken, der florerer, og umiddelbart har han ikke en chance i det lille lokalsamfund.
En fjer, der bliver til fem høns. En snebold, der ruller og bliver større og større. En konfliktsky børnehaveleder, der stiller sig på barnets side og ikke er i tvivl.
Men det var en løgnehistorie. Han havde ikke gjort noget.




Filmens dilemma er uomtvisteligt. På den ene side er der et barn, som fortæller noget helt forfærdeligt. På den anden side, er der de voksnes reaktion på det, barnet fortæller og ikke mindst måden hvorpå de voksne efterfølgende lægger ord og udtryk i munden på barnet. Et barn, der  bliver mere og mere forvirret og usikker i sine udsagn. 
Jeg håber filmen sætter gang i samtaler og debatter i skoler og institutioner. Og jeg håber, at fokus forbliver på det faktum, at der er stadig er flere børn, der krænkes, end der er voksne, der mistænkes for krænkelser uden grund.  Situationen i filmen er meget virkelighedsnær. Derfor er der ingen grund til at diskutere hændelsens troværdighed -  eller om børn fortæller besynderlige ting eller ej. Det er ikke her, konflikten ligger. Den ligger i måden, omgivelserne og ikke mindst de professionelle tackler situationen på, når sådan en sag ruller.

Jeg giver filmen "Jagten" fem ud ad seks stjerner.