Mine to store piger er på ferie med deres far.
Derfor har jeg i disse dage en helt utrolig stor mængde overskudstid til at tænke. Bare sådan tænke. I al almindelighed. Reflektere. Mærke efter. Kald det hvad du vil. Jeg tænker.
I syv år har mine ældste piger og jeg været adskilt fra hinanden i 2-3 uger hver sommer. De elsker ferierne med deres far og jeg går typisk og glæder mig lidt til det frirum, der opstår i mit liv, når de er væk så længe.
Men når de så er taget afsted og dagene begynder at gå, så savner jeg!
Ikke på Majse Njor-klynkemåden, hvor jeg (som hun MN gjorde i DR2-programmet sex, kaos og bekendelser) sidder og græder på mine børns tomme værelser eller ligger i fosterstilling hele den første dag, de er væk. Det er ikke sådan, jeg savner. Man kan ikke se det på mig. Heller ikke høre det, for jeg går ikke rundt og siger til nogen, at jeg savner dem. Spørger du mig, vil jeg svare ærligt, at det gør jeg, men jeg vil hurtigt tilføje, at jeg samtidig glæder mig over, at de har dejlige dage med deres far.
Den længsel, jeg mærker, når børnene er hos deres far så længe er en længsel, der ikke lader sig konkretisere i tydelige ord. For den handler ikke kun om pigerne, den handler også om mig - og om bristede drømme, uindfriede forventninger og sorgen over, at have givet mine børn en tilværelse, hvor de aldrig kommer til at holde ferie sammen med begge deres forældre.
Der bliver ligesom prikket lidt til det hele. Og jeg svarer de prik igen ved at huske på, at det jo for fanden er deres far, de er sammen med. Den eneste anden i verden, der elsker dem ligeså højt, som jeg gør. Ham, der tog imod dem, da de blev født og har fulgt dem i alt. Det gør ikke savnet mindre, men det gør det langt nemmere at holde ud.
 |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar