Frekvensen af indlæg er lidt ustabil for tiden. Mine hverdage - altså dem, den virkelige verden er bygget op af - dem med arbejde, børn, madpakker, forældremøder og madplaner, de har ædt alle mine vågne timer i de sidste mange dage.
I dag er en særlig dag.
Nogen har første arbejdsdag på et job, fundet gennem en annonce i lokalavisen. Lad os sige at nogen hedder Åse.
Åse var en af de helt overdrevet mange, der responderede på annoncen, hvor vi søgte rengøringshjælp.
Samme dag, som annoncen var i, havde vi en liste med 10-12 interesserede (meget syret, når jeg tænker på hvor inderligt, jeg hader at gøre det hus rent, at der er så er 10 kvinder, der gerne vil? Ved godt, de får penge for det, men alligevel...)
Processen herefter var så at ringe personerne fra listen op og invitere dem til en snak og en rundvisning i svinestien.
Nr. 1 fik ikke jobbet. Hun havde en anatomisk udformning, der komplet umuliggjorde at kunne bukke sig ned, gå i knæ osv. Jeg skal spare jer for detaljerne, men hun havde altså overvurderet sin fysiske formåen. Rengøring er benhårdt arbejde og vi ville have én, der kunne knokle. Det kunne hende her afgjort ikke.
Nr. 2 fik heller ikke jobbet. Det viste sig at hun kun kunne tale tysk og da jeg ikke aner hvordan man siger "støvsuge" på tysk, var den potte ligesom ude.
Nr. 3 var Åse. Allerede da hun stod i entréen og kiggede nysgerrigt rundt, kunne jeg se, at hun var helt rigtigt. En lille slank, stærk dame med et fast blik. Efterlønner, men fuld af energi - effektiv i både tale og handling. Vi ansatte Åse på stedet.
Ligenu, mens jeg skriver dette, er Åse i fuld gang hjemme i mit hus. Hun støvsuger, vasker gulve, skurer lokummer og pudser spejle. I mine øjne er Åse en engel.
Tænk, at vi nu slipper for at bruge weekenderne på rengøring og slipper for endeløse og dumme diskussioner om hvem, hvad, hvor, hvorfor og ikke mindst hvor tit.
Jeg tror, vi i aften skal fejre at Åse har haft første arbejdsdag.
Uhh, hvor jeg glæder mig til at komme hjem!
2 kommentarer:
Tillykke med din nye engel. Jeg håber virkelig, hun vedbliver at være en engel. Har selv på et tidspunkt haft en engel. Hun hed Kirsten - også i det virkelige liv. Hun var super effektiv, kunne tænke selv, være sød ved Pigebarnet, der på det tidspunkt bare var en lille Tulle. Skønt simpelthen.
Men vi har også haft en, hvor Gemalen løb bagefter med en gulvklud, fordi hun efterlod TRÆ-gulvene sejlende i vand. Og hende, der stod udenfor og røg i længere tid end hun gjorde rent. Og og.
Så har du virkelig fundet en engel, så pas godt på hende :-)
Tillykke med jeres beslutning om at droppe rengøringens diskussionerne - og med at at have fundet én, der vil hjælpe! Synes, det er dejligt, at du/I på den måde vælger til og fra! Håber, I fik fejret første arbejdsdag med mannér! :-)
Send en kommentar