Nåmmen

Ved I hvad... Det nytter jo ikke at gå og hænge med mulen. Nu har jeg gjort det i et par dage og så må det være nok. Op på hesten igen. Tag dig sammen, spænd hjelmen, kom i gang.

Det er jul og jeg har tre børn, der glæder sig som spassere.
Jeg er i et fraværende øjeblik kommet til at sige ja til at vi skal bage småkager og lave konfekt.
Jamen selvfølgelig skal vi da det. Og der blev både råbt jubiii og løftet arme, da jeg sagde det.

Hvad gør en klog kvinde, når hun har gabt over mere end hun har evner, muligheder, tid og lyst til at sluge?

Hun allierer sig.

Husk det kvinder. Vi skal alliere os.

I dette tilfælde spillede jeg en af de store trumfer!

Jeg trak mormor-kortet. I morgen kører børn og jeg til Århus.

Hjem.

Hjem til mor og far.

Mormor har fundet den gamle kødhakker frem. Den hvor man kan sætte en plade i med de helt rigtige takkede huller til vanillekransene.

Jeg elskede det fortryllende apparat, som ved utallige sving med håndtaget rundt og rundt og rundt forvandlede den gule klump dej til lange takkede pølser, som senere blev til cirkler på bagepapir.

Jeg stod på en stol og havde forklæde på. Og dejresterne på skeen og på fingrene blev slikket af.