Marens tekst gav mig dog lidt stof til eftertanke, fordi hvis befolkningen rent faktisk er delt ind i krammere og ikke-krammere, så burde vi krammere nok vise lidt større hensyn til ikke-krammerne!?
Jeg har altid været et "kropsligt" menneske med (meget) store armbevægelser og tydeligt ansigtsmimik - og hvis jeg fortæller en virkelig sjov historie, kan det nemt ske, at jeg er nødt til at rejse mig for med hele kroppen at tydeliggøre mine ord. Min krop er en naturlig forlængelse af mine ord og berøring og kram er såmænd ikke andet end udtryk for glæde og begejstring!
Dybest set ville jeg gerne røre gerne meget mere ved andre mennesker. Og det er altså på ingen måde et lummert indlæg, det her, vi taler ikke om berøring i nogesomhelst seksuel betydning, men som i moderligt, søsterlig, venskabelig, omsorgsfuld ... Som når man aer en kat eller klapper en hund, for at vise den at man godt kan lide den. Sådan ville jeg genre ae og klappe mine medmennesker meget mere, men jeg holder igen.
Det kunne nemt blive for meget eller blive misforstået :)
Jeg har dog tit lyst til at ae pædagogen, give kassedamen et klap på skulderen, min kollega et strøg over håret eller hvad det nu måtte være.
Undtaget er dog gravide maver, dem end ikke tænker jeg på at røre, for jeg fandt det selv voldsomt grænseoverskridende, når "fremmede" uden videre rørte min gravide mave. Jeg spørger altid først!
Det, at røre ved andre er blevet markant værre (bedre?) i de år, jeg har haft børn - og fordi jeg også er omgivet af mange børn på mit arbejde, så falder det mig helt naturligt at ae og kramme til højre og venstre. Børn rører hele tiden, og som lærer eller pædagog burde man faktisk have et ekstra løntillæg for at få snot på sit tøj, lus i sit hår, fingre der lugter af madpakke osv!
Jeg kan så ikke finde ud af at kindkysse. Jeg tænker på den type kramme-hilsen, hvor man begynder med at give hånd og så læner sig ind mod modpartens ene side og lige lader kinderne mødes. Nogen (mest kvinder) laver i den bevægelse nogle høje kysselyde med munden, andre (oftest mænd) giver et ordentligt dask i ryggen og andre igen benytter lejligheden til at tage ordenligt ved og kramme igennem.
Det sidste sker desværre ikke for mig, selvom jeg rigtig gerne vil, og det har noget med højre/venstre problematik at gøre. For jeg læner mig konsekvent til venstre, så det er min højre kind, der møder den andens højre - hvis altså ikke det forholdt sig sådan at de fleste mennesker tilsyneladende læner sig til venstre og derfor støder vi næserne eller panderne sammen. Eller er det omvendt? Jeg bliver lige i tvivl, måske er det omvendt - hvad side kindkysser du til? Jeg gør i hvert fald det modsatte af andre!?
Jeg gør mange ting omvendt. Det har sandsynligvis noget at gøre med at min hjerne vist er spejlvendt, og at jeg er venstrehåndet.
Det er mig, du støder ind i på fortovet, på rulletrappen og i de snævre gader, for når jeg i min høflige iver siger "ups" og springer et skridt til siden for at give dig plads, så træder jeg til venstre - og når du, der kommer imod mig, så træder til højre, ja så bumper vi sammen. Jeg bliver altid flov og undskylder - heldigvis tager de fleste det pænt, og er det en mand af onkel Børge-typen, så siger han"tak for dansen" og griner.
Hvis jeg skal tegne en streg på en tavle, tegner jeg den fra højre mod venstre. Jeg spiser også med kniven i venstre og gaflen i højre, undtagen hvis jeg er meget fint i byen, så kan jeg godt omvendt. Men det føles helt forkert, ligesom det føles forkert at sparke til en bold med højre. Så forkert at jeg ikke kan, ligesom jeg heller ikke kan kaste med højre hånd/arm. Jeg vil gå så langt som til at sige, at min højre side kun er til pynt og til at holde balancen med, så jeg ikke vælter!
2 kommentarer:
Jeg er en moderat-krammer vil jeg sige. Jeg berører, klapper, aer eleverne i skolen - ikke hele tiden, men ind imellem til trøst, opmuntring, anerkendelse osv. Mine børn bjørnekrammer jeg. Familie er det lidt forskelligt med - nogle krammer jeg kind mod kind som du beskriver (ofte også til den forkerte side!). Min amerikanske mands familie der er det noget med kindkys - stempel, både med lyd og fugt!!
Men jeg holder også rigtig meget af et fast håndtryk og øjenkontakt.
Skægt, jeg er nok lidt reserveret der og står nogle gange lidt akavet, når jeg er i tvivl om, hvilken hilsen, der forventes. Min mor har jo kun døtre og da hun efterhånden havde fire svigersønner, følte hun sig nødsaget til at sige, at hun helst ville nøjes med at give dem hånd, fordi kram af yngre mænd var helt vildt grænseoverskridende for hende. Den der kombi med kind og kys og kram kan jeg slet ikke finde ud af heller :-) det er for franskmænd!
Send en kommentar