Tomt værelse

I dag har jeg tænkt rigtig mange tanker om at være en familie.

Noget, der har givet næring til min tanker er, at min mands 16-årige datter har været her for at tømme det værelse, hun til at begynde med boede i hveranden uge.
Siden blev det til hveranden weekend og det sidste års tid, hvor hun har været på efterskole, har hun slet ikke været der. (Altså hun har været her, men ikke overnattet i sit værelse.)

Og nu er det så et faktum, at hun har gjort op med sin identitet som skilsmissebarnet, der har to hjem - og har samlet alt sit habengut hos sin mor.
Min mand kan sagtens forstå hende, og han har længe set den beslutning komme, og han har nok også været den, der i sidste ende sagde de ord, der var nødvendige at sige, for at pigen ikke følte skyld over ikke længere at orke to hjem, to familier, to værelser - to tilværelser - som selvom de er ens på mange punkter også rummer to forskellige kulturer, vaner, normer og "sådan-gør-vi-nu-engang-her-i-huset-ting".  Hos hendes mor er der ikke andre børn, hos os er der tre mindre søskende, som tid, plads og opmærksomhed skal deles med.

Jeg ville uden tvivl vælge samme løsning, hvis jeg var hende.

Flytningen er sket i fred og fordragelighed, datter og far har hygget sig med at gå og tømme værelset.  Farmand har været i hopla, har drillet, grinet og pjattet.
Men fordi jeg kender ham så uendelig godt, og fordi jeg ved, hvor meget han holder af sin datter, så har jeg hele dagen fornemmet den lille bitte stribe af tristhed, der er trængt igennem det muntre blik i hans øjne og jeg har også, når jeg lyttede godt efter, kunnet høre en mørk sørgmodig tone i hans stemme. For selvom det hele er så enkelt og nemt at forstå, når man sætter sig i barnets sted, så kræver det ikke psykologi på højt niveau at regne ud, at det gør ondt i en fars hjerte, når han kører sin datters ejendele hen til et andet hus, fordi hun hellere vil bo der end her.