Forleden aften læste jeg Anna Skyggebjergs bog Zen for mødre. Jeg slugte den ud i én køre, hvilket jeg egentlig ikke vil anbefale andre at gøre, det ville have været langt mere udbytterigt at læse den i bidder. Da jeg var færdig, stod det lysende klart for mig, at jeg skal have noget mere zen ind i mine travle trebørnsmor-medfuldtidsarbejde-og pissestortgammeltmøghus-og mandderrejsermeget-hverdag.
I bogen er der en række udsagn, der kan afgøre, om man har brug for zen. Som for eksempel:
"Du ved, du har brug for zen, hvis du laver mavebøjninger, mens du taler i telefon" (Tjek, og jeg kan også file negle og lave kaffe imens.)
"Du ved, du har brug for zen, når du synes, det tager for lang tid at tisse" (Tjek - og derfor laver jeg som regel noget, mens jeg tisser, fx sletter beskeder i min mobil, tjekker op på min kalender og den slags.)
Jeg kan såmænd lave min egen liste, som yderligere bekræfter, at jeg har rigtig meget brug for zen:
"Jeg ved, jeg har brug for zen, når jeg i bilen går helt i panik over, at jeg ikke kan finde mine nøgler, vender bunden i vejret på min taske med højre hånd, mens jeg styrer bilen med venstre, og lidt efter kommer i tanke om, at mine nøgler sidder i bilens tænding. Ellers kunne jeg ligesom ikke køre, vel?"
"Jeg ved at jeg har brug for zen, når jeg ikke kan sige mine døtres navne. Marie, Frederikke og Johanne bliver til Marikke, Fredehanne og Jo-rie."
"Jeg ved, jeg har brug for zen, når jeg glæder mig helt vildt til min mand skal på firmarejse, fordi det giver mig nogle aftener alene."
Jeg kunne blive ved, men det gør jeg ikke.
Det virvar, jeg navigerer i føles af og til som at have Fredericia Banegård inde i hovedet (og det forventes, at jeg skal kunne alle togtiderne udenad OG fortælle samtlige rejsende, hvornår de skal afsted og hvilket tog, de skal ind i.)
Derfor elsker jeg kirken. I kirkerummet er der ultimativt zen.
Nå, men nu tager jeg en tudekiks og læser mit lille poetiske indslag fra i morges. Der var nemlig en stund med zen, lige før eks-mand ankom for at afhente tøsebørn til sommerferie.
5 kommentarer:
Kære Karma Helle - er det zen at lave knibeøvelser, mens man putter sin datter, som insistererer på, man ligger ved siden af hende, til hun sover?
Nej, det kan jeg ikke forestille mig :)
Du må kun være næreværende og fordybet ét sted ad gangen!
Tror godt jeg kunne bruge noget af det der zen - synes jeg genkende lidt for mange af dine beskrivelser af livet.....
Hvordan får man så det? Altså zen?
Hej Helle
Jeg ved PRÆCIS, hvad du mener! Sjovt nok kredser vi rimelig meget rundt om det samme. Har netop i går selv blogget lidt om emnet... Eller nej, det er sgu da ikke sjovt, men altså, jo bare et udtryk for, at vi er i ca. samme båd ;-)
Skøn blog du har - her kigger jeg helt sikkert forbi igen!
Kh Line
Jeg er også på lige netop dét sted! Må.have.mere.tid.og.plads.lige.nu! For øvrigt var min største oplevelse i London netop i en kirke. Vi endte tilfældigt med at være med under en hel Gudstjeneste i Westminster Abbey. Det var stort!
Send en kommentar