tirsdag den 8. marts 2011

Hvad får et ægteskab til at holde?

I dette indlæg tillader jeg mig at lave sjov med noget lekture, to søde piger fra Jehovas Vidner forærede mig i min gadedør i går. Skulle der sidde en enkelt eller to sympatisører med Jehovas Vidner blandt mine læsere, håber jeg inderligt, at I ikke bliver alt for sure. Jeg ville så gerne i dialog med jer, men det skal være en reflekterende dialog, hvor I forholder jer til det, I selv siger og mener, og ikke mindst tager kritisk stilling til jeres tro. For det oplever jeg desværre ikke, at I gør, når jeg taler med jer i min dør. Jeg vil så gerne forstå, hvad i himlens navn, der får unge velbegavede, veluddannede mennesker til at gå rundt ved folks døre og seriøst tro på, at der er nogen, der tager dem alvorligt? De to, der var hos mig i går, virkede så imødekommende og venlige, men jeg stod HELT af, da den ene slog op i sin bibel og begyndte at læse noget højt for mig. Det er på én måde  grænseoverskridende og intimiderende (men jeg er nu vant til at folk siger så meget vrøvl, så jeg tog det pænt) og på en anden måde så tæerkrummende pinligt for dem, der står der på trappen. Sådan har jeg det med det.




Nå, men det jeg egentlig vil fortælle, er at jeg i går fik et eksemplar af Vagttårnet i hænderne. To søde unge piger, ringer på min dør og spørger venligt om jeg interesserer mig for, hvad der får et ægteskab til at holde!
"Øh ja, det gør jeg da", svarer jeg. Jeg, som er blevet skilt, gift igen, har brugt en mindre formue på parterapi og psykologsamtaler, læst utallige bøger om parforhold og ægteskab og ikke mindst været ved at gå op i limningen af frustration over at det indimellem kan være så fandens svært, at få det hele til at lykkes og hænge sammen.
Jo, jeg interesser mig faktisk pænt meget for, hvad der får et ægteskab til at holde. Svaret viser sig at komme fra en kant, jeg ikke lige havde regnet med. Nemlig bibelen. Og det er ikke den bibel, jeg kender fra folkekirken, men Jehovas Vidners udgave af bibelen.


I Vagttårnet er der opstillet en liste med 10 almindelige ægteskabelige problemer og herefter en principel forklaring på disse. Bam! Så enkelt, så indsnævret, så absolut.
Lad mig give et eksempel:
Problem nr. 2 "Vores forhold giver mig ikke længere det, jeg vil have."
Bibelsk princip: "Lad ingen søge sit eget, men medmenneskets bedste" (1.korinther 10:24)
Herefter følger en beskrivelse af et ægtepar, hvis samliv i de første år, bestemt ikke var nogen dans på roser, men som efter at de lærte at leve efter bibelens råd og bede Gud om hjælp, har fået en lykkeligt og harmonisk ægteskab. Flot!


Min kære mand blev nysgerrig, da jeg sad med Vagttårnet og derfor måtte jeg dele listens 4. ægteskabelige problem med ham. Det lyder ganske enkelt: "Min kone gør ikke, hvad jeg siger". Ikke noget under, at min mand var meget interesseret i at finde ud af, hvordan det problem skulle tackles, for det er bestemt noget, han kender til! Svaret kan læses i 1.korinther 11:3 og det lyder sådan her: "Hver mands hoved er Messias". "Hrmpf", brummede min meget lidt bibelkyndige mand og fik kaffen galt i halsen, hvordan skulle det lige forståes? Heldigt nok, at tolkningen kommer i den efterfølgende tekst. Det betyder at en kvinde skal underordne sig sin mand, på samme måde som manden skal underordne sig Gud. Nichts weiter. Konflikt løst. Værsgo!


For mig at se, er man som Jehovas Vidne mast inde i en lille bitte box, hvor kun er plads til at anskue verden fra én vinkel.
Træder man ved siden af, bliver man udstødt og når jeg læser (fx her) om, hvad der kan afstedkomme en udstødelse, så var mine minutter i den klub talte. For jeg har haft sex før ægteskabet, flirtet offentligt, jeg har røget, drukket mig fuld, set porno, doneret blod og deltaget i både bryllupper og barnedåb i folkekirken. Jeg ville ikke komme i nærheden af et medlemsskab. Og gud ske tak og lov for det.


Jehovas Vidner tror på Gud på én måde, og det respekterer jeg selvfølgelig.  Jeg synes godt nok, at det er skidesynd for deres børn, at de holdes ude af skolens fællesskab, fx. fordi de ikke må holde eller deltage i fødselsdagsfester, julefester, juleklippedage, fastelavnsfester osv. Men det tager de børn nu faktisk meget pænt og der gøres rigtig meget ud af i skolen, at lære børnene at acceptere hinandens forskelligheder og fremhæve det positive ved hver enkelt.
Det, jeg synes er sværest at acceptere er den forkyndelses-del, der handler om at vidnerne går rundt og banker på folks døre, for at udbrede deres helt-ude-af-trit-med-et-moderne-samfund-budskab.  Jeg har det sådan, at er der noget, jeg interesserer mig for, så skal jeg nok selv opsøge det. Det siger jeg også gang på gang, til de mange irriterende telefon-sælgere, jeg bliver ringet op af.


Jehovas Vidner har muligvis givet mening i 1876, da trossamfundet blev grundlagt, men det gør det bare ikke  i 2011. De første Jehovas Vidner forudså at jorden ville gå under i 1914, det gjorde den ikke, og dermed skulle de have lukket biksen og droppet deres forehavende. Syns jeg.


Inde i Vagttårnet lå et andet blad ved navn Vågn op! Det har titlen "Sandheden om det okkulte".
Det må blive en anden dag.






Michelangelos fresko "Dommedag" i Det Sixtinske Kapel

2 kommentarer:

Pauseknappen sagde ...

Hej Helle :)
Du har da bare så evig ret! Det er heldigvis længe siden vi er blevet besøgt af Jehovas - måske bor vi FOR langt ude på landet?! (ja du har jo selv erfaret HVOR langt ude ;))
Jeg synes også de går for langt. De træder over en personlig grænse, og præcis som du, skal jeg også nok selv opsøge dem, eller andre "klubber" hvis jeg søger et medlemsskab. Det der så i øvrigt virkelig kan tænde mig af, er deres påtrængende facon. De forstår bare ikke et nej! Jeg tænker tit at man nærmest kan komme op og diskutere med jehovas, de vil ikke acceptere et nej hvis man som jeg, ikke ønsker at modtage Vagttårnet.
Jeg fik mig et billigt grin over at læse om dig som ihærdigt fik løsningen på alle ægteskabets problemer. Sådan, bum, så er den ged barberet! Grin.
Kan godt forstå manden fik kaffen galt i halsen..
A pro po manden...blev han glad for maleriet?
Kærligst mig, bosat et stenkast fra dig.

Anne Thompson sagde ...

Jeg inviterede engang et par unge fyre ind på pandekager. Det var de helt overvældede af - at møde sådan en imødekommenhed. Od så snakkede min mand og jeg med dem, og smed citater den anden vej, når det var nødvendigt. Det var faktisk ret lærerigt og godt. Da de skulle ud af døren, sagde den yngste af dem til mig: "Du tror virkelig, at det er sandheden, du har fundet?"(Og her talte han til en præst i en kristen kirke - altså samme religion som Jehoves Vidner siges at være en del af) "Det er bare svært at forstå, at du kan være overbevist, når jeg nu også tror, at jeg kender sandheden." Han var oprigtigt forundret. Jeg er ikke sikker på, om han nogensinde før havde oplevet de spørgsmål man må stille sig selv, når man står overfor nogen, der er lige så sikker som en selv er.
De kom aldrig igen. Jeg tror, vi var for "farlige" :-)