mandag den 20. februar 2017

Virkelig mærkelig tanke

Det sker pænt ofte at jeg får hovedet fyldt med virkelig mærkelig tanker. Tanker, som jeg ikke ved hvor kommer fra eller hvorfor de pludselig dukker op. Tankemylder. De fleste kender det, går jeg ud fra!?

Hos mig er det typisk et eller andet bestemt spørgsmål, der ikke vil forlade min hjerne, før jeg har fået spørgsmålet besvaret.
Et meget godt eksempel på det, oplevede jeg for nogle dage siden, da jeg i bil kørte med mine tre piger på havnearealet i Aarhus. Vi havde været på Dokk1 og på vej derfra, ville jeg gerne se alle de nye bygninger, der i disse år opføres på det gamle havneareal. Så vi kørte lidt rundt på havnen. Langt fra selve havnekajen. Alt var ok, pigerne var søde og sad og småsnakkede i bilen, stemningen var rigtig god, og der var ingen fare af nogen art på færde. 

Indtil jeg blev ramt af denne groteske - og temmelig angstfyldte tanke:

Hvis jeg  nu pludselig kommer til at køre i havnen med bil og børn, hvordan er det så, det er? 
Gælder det om at komme hurtigst muligt ud af bilen eller er der noget med at man skal lade bilen synke, og først når den er nede på bunden, åbne dør eller vindue og svømme op til overfladen? 

Her vil den opmærksomme læser helt sikkert stoppe op og undrende spørge, hvordan jeg i hele hule helvede ever overhovedet får tanken, at jeg skulle kunne komme til at køre min bil i havnen, men sagen er at når først sådan en angsttanke har sat sig fast, så er det som om at min hjerne ikke lytter lige meget hvad. Og tænk hvis det skete, og jeg ikke havde styr på, hvordan jeg skulle redde os? Tænk, hvis jeg gjorde det modsatte af det, som man bør?

Jeg sagde det mange gange tydeligt inde i mig selv, Helle for dælen, man kører jo ikke sådan bare i havnen, vel ...det sker ikke ... på samme måde som jeg mange gange har måttet forklare mig selv, at man i bil ikke kan flyve af Storebæltsbroen, end ikke når det blæser... 

Jeg delte senere på dagen tanken med min bror, og han tog det skam helt alvorligt, og kunne berige mig med diverse dramatiske filmscener, i hvilke det er lykkedes både helte og skurke at komme ud af en synkende bil. 

Hvis der skulle sidde en eller flere derude, som har gjort sig lignende tanker, har google via denne artikel fra BT beriget mig med følgende gode råd:

1. Hvis ulykken er sket sket, så spring ud af bilen, før den synker.
2. Forsøg ikke at redde andre ud, før du selv har været oppe ved overfladen og få luft.
3. Hvis du ikke når ud i tide, så vent med at åbne døren eller vinduet, til bilen er fyldt med vand.
4. Svøm samme vej som luftboblerne stiger.



Nu er jeg helt rolig igen.

søndag den 19. februar 2017

Måske var det

Måske var det et (ganske kortvarigt) anfald af overmod, måske var det en art dårlig (krops)-samvittighed over alle de fastelavnsboller, jeg i ugens løb har fortæret - eller også var det bare en fysisk måde, hvorpå jeg kunne sætte et stort punktum for vinterferien 2017. Men faktum var  i hvert fald at jeg i dag, søndag kl. 11 stod klar på et træningshold med navn 'Pump Power', og at jeg i den time træningen varede, gav alt hvad jeg havde i mig. 
Sjældent har man da set mig svede så meget, altså vi taler store kaskader af sved, der piskede af mig, kønt har det næppe været! 
En tankerække ramte mig, mens jeg stod der og knoklede med håndvægte og diverse andre remedier - en tanke om at jeg forhåbentlig skal bo i den her krop rigtig mange år endnu, og at jeg saftsusme vil bo godt i den! 





lørdag den 18. februar 2017

Uanede højder

Lørdag eftermiddag et tilfældigt sted i Region Syddanmark. 

Samtalen mellem de to voksne, der befinder sig i stuen når uanede højder!

  • Er det dig eller mig, der skal lave aftensmad?
  • Hvilket spil på Wii, vil du have tæv i om lidt?
  • Hvor gammel er ham den søde Morten fra X-factor mon egentlig?
  • Huskede du at købe hvidvin?
  • Er der mere toiletpapir i kælderen?
  • Skal vi æde de fire sidste fastelavnsboller eller smide dem ud? 

Det bedste

Det bedste ved at komme hjem efter fem dages vinterferie var at han var så uendelig glad for at have os hjemme igen. Han hoppede nærmest rundt som en kulret labradorhvalp, der har været alene hjemme i alt for mange timer.
Vores fravær havde mindet ham om, hvor kedeligt han synes det er at bo alene, og hvor meget vi betyder for ham. Man skal have sin familie, sagde han og smilede over hele hovedet.

fredag den 17. februar 2017

Vinterferie '17 #3

En skøn ferie er vej ind i sit sidste kapitel. Mine ældste døtre tog videre til deres far, og Lillepigen og jeg skulle så hjem til Region Syddanmark igen. men inden vi forlod Aarhus havde vi lige én ting mere, vi ville. Jeg elsker kunstmuseet ARoS og benytter enhver lejlighed til at besøge de aktuelle udstillinger.  I dag var det udstillingen med den danske maler J.F Willumsens ''Vilde, vovede og sene' billeder, der trak, for lige nøjagtig Willumsens kunst, blev jeg vildt betaget af, da vi i påsken sidste år holdt ferie i Frederikssund, og i den forbindelse var en tur på Willumsens Museum. Udstillingen levede fuldt ud op til mine pænt høje forventninger, de kan bare noget megafedt med den måde de sætter kunsten op på ARoS, synes jeg. 
En tur i Olafur Eliassons Rainbow Panorama blev det selvfølgelig også til. Et must, hvis man har børn med!
Det var i øvrigt næsten en fornøjelse i sig selv at gå forbi den lange kø ved indgangen, og bippe sig ind med egen medlemskort til Aros. En gave, jeg engang gav mig selv og som jeg har været SÅ glad for. 
Efter besøget spiste min søde yngste og jeg frokost i caféen. Barnet fik et pølsehorn (kvalitet pænt over middel) og jeg fik en rugbrødssandwich med hellefisk (delikat). 



Sig mig engang: Hænger det billede ikke vildt skævt,
spurgte ham, der har en vielsesring mangen til min, da vi viste ham de billeder,
vi havde taget på ARoS.
Tror altså bare det er fotografen, der vinkler pænt skævt :) 

Your Rainbow Panorama.
Tror aldrig jeg bliver træt af at gå derop
 og kigge ud over mit elskede Aarhus.


torsdag den 16. februar 2017

Vinterferie '17 #2

Mens ham, der har en vielsesring magen til min, er der hjemme og passer sit arbejde på vindmøllefabrikken, er mine piger og jeg taget på vinterferie hjemme i Aarhus. 
Hjemme! Jeps, det siger jeg stadig uden at blinke, selvom det er 12 år siden, jeg flyttede fra byen. 
Men Aarhus er - og vil altid være - min hjemstavn. 
Den følelse understreges ovenikøbet big time af at vi er i de præcis samme omgivelser, som dannede rammen om hele min barndom. Vi sover i mit og min brors gamle værelser og alt emmer af genkendelighed, hygge og samvær.  
Der føles så dejligt  i både krop og sjæl. Into comfortzone så det vil noget!
Ferie hos mormor og morfar er på ingen måde noget driverliv. Her er program, som regel flere dage frem - og det bliver så tydeligt, hvor vant jeg altid har været til at man aftaler og planlægger, hvad der skal ske i de kommende dage - og at alle bakker op om, at vi skal ud af huset, se noget, opleve noget. Jeg kan så godt lide den tilgang, at man skal bruge sine dage - for hvor er så uendelig meget herligt fyld, vi kan hælde i dem, dagene.
Vi har således været på skøjtebanen ved Musikhuset og en tur i Dokk1 - det nye kæmpestore kombinerede biblioteket og kulturhus, hvor alene det at parkere sin bil er en ualmindelig spændende oplevelse.
En tur i svømmehallen er det også blevet til, Gellerupbadet, som er min barndoms svømmehal, dér hvor jeg lærte at svømme uden bælte og altid har elsket at svømme, lege og plaske. 

Vi stornyder fridagene og bliver forkælet hos mormor og morfar. Og selvom vi er aktive og ude af huset hver dag, bliver der også tid til bøger, iPad, lidt brætspil og min vinterferiegave til mine piger: Et puslespil med 1000 brikker. Vi er ca. halvvejs og vil have det færdigt, inden vi tager hjem i morgen. 

Vi har også bagt fastelavnsboller, dem tog vi med på besøg hos yndlingsonkel, min lillebror og hans skønne familie. 


På skøjter foran Aarhus Musikhus med rådhuset i baggrunden.



søndag den 12. februar 2017

Vinterferie '17 #1

Mens folk, jeg kender, boltrer sig på ski, hygger i sommerhus eller er rejst til de varme lande, har jeg så åbenbart trukket en sand vinterferienitte!
Jeg var nok egentlig syg allerede da jeg vågnede fredag morgen, men tænkte i min stupide naivitet at det da nok gik i sig selv, hvis bare jeg tog på arbejde.
Så nu ligger jeg her i min ynkelige elendighed. Hoster som en søløve og har stort set mistet stemmen, lige den del er jeg ikke sikker på at min familie har noget imod, men de bryder sig nu generelt ikke om at mor har lagt sig. Det forstyrrer i dén grad hjemmets verdensorden, fornemmer jeg. 
Min dag er ud over at sove, pudse næse og hoste gået med:

*At spille wordfeud med min far, tabte stort.
*At læse. Er i gang med Tage Skou-Hansens romaner om Holger. Ham, vi møder første gang i 'De nøgne træer'. 
*At sms'e med veninde i krise. 
*At se et afsnit af 'The Crown' på Netflix. 
*At drikke uendeligt antal kopper te.
*At sende mand i Brugsen efter diverse grøntsager og derefter juice et vitaminboost til mig.
*At tro på at omtalte vitaminboost var så effektivt at det var en god idé at stå op for at gøre badeværelset rent.
*At rengøre badeværelse i tempo og tilstand som en 85-årig.
*At erkende at når man er syg, er man syg. Og lægge mig igen.
*At satse på at jeg har det meget bedre i morgen, hvor jeg og pigerne tager på vinterferie hos mormor og morfar.

onsdag den 1. februar 2017

På tur med Mellempigen

Bortset fra at anledningen var lidt ærgerlig OG at jeg fik en lortepisselatterlig p-bøde, så var dagens udflugt med Mellempigen faktisk helt hyggelig.

Vi var på Kolding Sygehus, først Røntgenafdelingen og derefter samtale med en læge på Ortopædkirurgisk. Min Mellempige, Sporty Spice, har desværre en rygsøjle, som har vokset sig S-formet. Skoliose hedder det, men hvorfor hun er blevet udstyret med sådan en skæv ryg, ved ingen. 

Selvom dagens undersøgelser gav flere spørgsmål end svar, tog Mellempigen det med den ophøjede ro, som generelt kendetegner min mellemste datter. Trods det faktum at hun det meste af sine barneår har klatret i træer, kørt på løbehjul, rulleskøjter eller skateboard og at hun har spillet fodbold siden hu var seks år og badminton de sidste to år, og dermed været i forhøjet risiko for skader, så skulle hun altså blive 14 ½ år gammel, inden hun for første gang i sit liv skulle røntgenfotograferes.

Og som altid, når min mellempige gør noget, så gør hun det grundtigt! Det er nemlig ikke at sammenligne med de ture til røntgen, jeg i mit liv har taget: Ankler, tæer (klassisk hestepige-skade), tæer, hånd, arm og sidst jeg var afsted var det en fod.

Turen fra op til Røntgenafdelingen på 3.sal var som en skattejagt, for sulan da hvor er det nyligt ombyggede Kolding Sygehus dog stort, men vi fik en solid vejbeskrivelse i retning af 'ud til trappen, én tak op, hen ad gangen, finde elevator 38, tage den til 3.sal og så hen til afsnit T. 
Gik vi den lige vej uden at fare vild? Selvfølgelig ikke, fristes jeg til at skrive, når jeg nu var med.


Når der skal tages røntgenbillede af en hel ryg, kræver det, fortalte lægen, avanceret ekstra udstyr. Selve fotosessionen foregik stående, og hendes rygsøjle blev foreviget både bagsiden og fra siden. Den efterfølgende lægesamtale var hurtigt overstået.

Hvad der videre skal ske med tøsebarnet skal vi nemlig til Odense for at få opklaret. 
Vi forlod Kolding Sygehus med en henvisning til OUH, hvor regionens rygspecialister åbenbart holder til. 

Gav moderen frokost på McDonalds inden hun kørte barnet hjem og selv fortsatte på arbejde?
Det tror jeg da nok lige at hun gjorde. Og stornød en sjælden stump nærvær og mulighed for én-til-én-samtale med min kloge Mellempige. Som har projektopgave i næste uge og skal arbejde med emnet 'Sukker'. Som tænker over at tage 10.klasse inden gymnasiet, for at føle sig helt klar. Som godt snart vil vinde en badmintonkamp. Som ikke var ked af at gå glip af fagdag i tysk. Som glæder sig til udvekslingsturen til Holland og som  i det hele taget var så utrolig hyggelig og dejlig at tilbringe en formiddag sammen med.

tirsdag den 31. januar 2017

Kunsten at være for meget

Dette er et gammel indlæg - helt fra 2015, men fordi jeg har været inde og rette en dum fejl i det (som en venlig læser havde gjort mig opmærksom på), insisterer blogger på at ændre datoen. Vi taler altså om en vaskeægte genudgivelse!

I aftes trodsede jeg den enorme hverdagstræthed, der hærger mit liv for tiden, og bevægede mig ud i verden. Til Spinderihallerne i Vejle, hvor en dejlig dame ved navn Mette Ullersted holdt et herligt foredrag. Foredraget hed 'Kunsten at være for meget' og handlede om, at især kvinder har en rigtig mærkeligt ting med at dømme hinanden som værende for meget. 

Aj, så I hvor udringet Lises kjole var, hun er altså bare for meget,  helt vildt så højt Anne griner, hun er altså for meget, hun er...

I virkeligheden, sagde hun opfordrende,  ville vi være meget lækrere, have det bedre og se bedre ud, hvis vi var mere for meget end for lidt! 

Mette Ullersted foredrag var i sandhed feel-good tid, pointerne formuleret tydelige og krydret med små 'tal lige et minut med din sidemand om - øvelser', super humoristisk (når hun rullede sig  ud i beskrivelse af komiske eksempler egne næsten på grænsen til at være stand-up) og jeg måtte hurtigt sande at damen har helt fuldstændig og aldeles ret: 
Fandme hellere være for meget, end at være for lidt! 



torsdag den 26. januar 2017

Overgiver mig til dagen og til brødrene Løvehjerte

Siden tirsdag har Lillepigen ligget syg, og i dag kunne det ikke være anderledes, end at det var min tur til at blive hjemme hos hende. 
Den kendsgerning var jeg helt ok med (ham, der har en vielsesring magen til min var hjemme med hende i går), lige indtil det øjeblik, hvor jeg loggede på personaleintra for at skrive vikarplan. Der er SÅ mange lærere syge på min skole i dag og jeg fik  megadårlig samvittighed over at tilhøre den store gruppe af dagens fraværende.  Det var så galt, at jeg i ramme alvor overvejede at sige til min halvsløje datter, at hun var nødt til at stå ud af sengen,  tage tøj på og gå i skole - eller alternativt at tage både hende og en spand til evt. opkast med på arbejde. Jeg rendte forvirret rundt om mig selv i en 5-10 minutter, og indså så tydeligt at der ikke var noget at gøre. Jeg måtte blive hjemme i dag. Punktum.
Vikarplanen blev skrevet - skulle hilse og sige at det kan være pænt stressende på skrift til en modtager at forklare, hvad man havde forestillet sig ens klasser skal lave den pågældende dag. Man skal dels beskrive aktiviteten, men også huske at notere til vikaren i hvilket skab bøgerne ligger og ikke mindst hvilke elever, der har diverse særaftaler og hvad det nu ellers kunne være.

Da den praktiske del af mit ufrivillige fravær var klaret, satte jeg mig i sofaen sammen med min datter og overgav mig ligesom bare til det lidt forsumpede liv man (jeg!) hurtigt får, når der i flere dage har været sygdom i huset. 

Status er nu: Vi hygger os i sofaen, og når jeg er færdig med at skrive dette indlæg, har jeg lovet at læse et kapitel af Brødrene Løvehjerte højt. 
Vi er kommet til det vildt spændende sted, hvor Jonatan forklædt som Tengilsmand har passeret vagterne til Rosendalen, og Karl (Tvebak) skal igennem den underjordiske gang, for at møde Jonatan ude på den anden side. 
Jeg tror at netop Brødrene Løvehjerte er den roman, jeg har læst højt flest gange. Det er nemlig sådan at de børn, der har haft mig som lærer eller har mig som mor får læst Brødrene Løvehjerte, Ronja Røverdatter og Mio, min Mio højt, uanset om de vil det eller ej! Det hører ligesom bare med i pakken sammen med mig.
At det så aldrig er lykkes mig at læse kapitel 1 højt uden at min stemme knækkede over, det er en historie helt for sig selv...