Fra venstre lomme fremdrog jeg et bundt nøgler, som ikke var mine, og fra den anden lomme stod jeg med en iPhone, som jeg ligeledes heller ikke genkendte.
Hvad faen sker der, nåede jeg at tænke, og i det sekund jeg tænkte det, gik det op for mig, at det ikke var min jakke, jeg lige havde taget på.
Jeg skal da lige love for at det var en noget flov Helle og med en stærk hvor-er-jeg-dog-kikset-følelse brændende i kroppen, som skyndte sig tilbage til garderoben og inderligt håbede at kunne hænge det falske jakke tilbage og diskret tage sin egen på. Meget gerne helt uden at nogen så mig.
Mine øjne flakkede fra det ene stykke overtøj til det andet, der var ikke flere jakker tilbage end at jeg ret hurtigt kunne konstatere at min ikke var der.
Argh! Begyndte så at spejde rundt i lokalet mod udgangen, hvor de øvrige kursusdeltagere var begyndt at tage afsked og lunte afsted. Men så fik jeg øje på min jakke. Min helt egen sorte vinterjakke, som var fuldstændig identisk med den falske jakke, som jeg nu havde hængende over armen. Min jakke sad på en dame, som stod og grinede højt, mens hun kastede nakken bagover og havde styr på det hele. Indtil jeg kom listende og sagde: 'Øhhh undskyld, det er ikke for noget, men kunne det tænkes at du var kommet til at tage min jakke på?'og hun stak straks en hånd i lommen og stod så med mine nøgler, som hun kiggede meget forvirret på, indtil hun fattede, hvad det handlede om.
'Hold nu kææææft', sagden damen og rødmede, mens hun straks afklædte sig min jakke og fik sin egen i bytte.
Det føltes utrolig trygt og kendt at kravle ind i sin egen vinterjakke igen, og verdensordenen var atter intakt.
Til i dag, hvor jeg kom gående i fuld fart hen ad den gang på min skole, hvor alle indskolingsbørnene har deres garderober.
Her så jeg på afstand et barn i lilla flyverdragt og sorte vinterstøvler stå og gemme sig med ansigtet ind i garderoben, så man ikke kunne se, hvem det var.
Mine akt-lærer-trivselslamper blinkede selvfølgelig straks, og jeg fik med blid og venlig stemme sagt 'hey du, hvad er der med dig, siden du står der og gemmer dig' og så var det så, at jeg så at der ikke var noget barn i flyverdragten.
Jeg skal da lige love for at det var en noget flov Helle og med en stærk hvor-er-jeg-dog-kikset-følelse brændende i kroppen, som skyndte sig tilbage til garderoben og inderligt håbede at kunne hænge det falske jakke tilbage og diskret tage sin egen på. Meget gerne helt uden at nogen så mig.
Mine øjne flakkede fra det ene stykke overtøj til det andet, der var ikke flere jakker tilbage end at jeg ret hurtigt kunne konstatere at min ikke var der.
Argh! Begyndte så at spejde rundt i lokalet mod udgangen, hvor de øvrige kursusdeltagere var begyndt at tage afsked og lunte afsted. Men så fik jeg øje på min jakke. Min helt egen sorte vinterjakke, som var fuldstændig identisk med den falske jakke, som jeg nu havde hængende over armen. Min jakke sad på en dame, som stod og grinede højt, mens hun kastede nakken bagover og havde styr på det hele. Indtil jeg kom listende og sagde: 'Øhhh undskyld, det er ikke for noget, men kunne det tænkes at du var kommet til at tage min jakke på?'og hun stak straks en hånd i lommen og stod så med mine nøgler, som hun kiggede meget forvirret på, indtil hun fattede, hvad det handlede om.
'Hold nu kææææft', sagden damen og rødmede, mens hun straks afklædte sig min jakke og fik sin egen i bytte.
Det føltes utrolig trygt og kendt at kravle ind i sin egen vinterjakke igen, og verdensordenen var atter intakt.
Til i dag, hvor jeg kom gående i fuld fart hen ad den gang på min skole, hvor alle indskolingsbørnene har deres garderober.
Her så jeg på afstand et barn i lilla flyverdragt og sorte vinterstøvler stå og gemme sig med ansigtet ind i garderoben, så man ikke kunne se, hvem det var.
Mine akt-lærer-trivselslamper blinkede selvfølgelig straks, og jeg fik med blid og venlig stemme sagt 'hey du, hvad er der med dig, siden du står der og gemmer dig' og så var det så, at jeg så at der ikke var noget barn i flyverdragten.
Den hang på knagen og havde støvlerne siddende inde i buksebenene, og fordi støvlerne stod på gulvet, så det fuldstændig som om der stod et barn. Kan I se det for jer?
Tager andre damers jakker på - og taler med flyverdragter?
3 kommentarer:
Hahaha, det er altså sjovt! Tak for godt grin.
Nej, ved du hvad: det var da den anden dame, der tog din jakke på. Ellers var det jo aldrig sket. Og det med flyverdragten er da lidt sødt. Nu må du love ikke at lade være med at trøste fremtidige små stakler af skræk for igen at tale til en tom flyverdragt :-)
Åh, hvor godt:-) hvordan er det nu lige man ser ud, når man opdager, at man taler med... ingen!
Send en kommentar