Det man ikke kan se på billederne

Manden i huset er på arbejde i disse dage, og jeg holder fri med børnene. Da de var mindre var der satme ikke meget 'holden fri' ved at være alene hjemme med tre børn i en ferie - men det har heldigvis ændret sig meget i de sidste par år. 

Sidebemærkning: Hvis du har små børn og er træt som et alderdomshjem, når du har haft feriedage derhjemme med børnene, så husk på at det går over! 
Fra det yngste barn er tre år og årene frem, venter der masser af gode feriestunder til dig. Hvis du altså griber dem - giver dig selv lov til at slippe kontrol-tøjlerne og lade kaos råde, bare en lille smule ... 

I går sumpede vi det meste af formiddagen væk, sad under dyner i nattøj og så tv/spillede iPad/spillede Nintendo/var på facebook/spillede Hayday/spillede Wordfeud, og det var rendyrket råhygge hele vejen rundt.
Lige indtil mor fik nok! 
Efter frokost blev børnene jaget i tøjet, alle skærme blev lagt væk, stuen ryddet, gardinerne trukket op, og vi gik endda så vidt som til at lufte lidt ud... 
Mellempigen har på det sidste haft kastanjer i lommen hver dag, når hun kom hjem fra skole, og det kom jeg i tanke om, samtidig med at en eller anden svunden barndomserindring tikkede ind på lystavlen.  Noget med min familie, der fremstiller kastanjedyr og laver figurer ved at vikle garn om tændstikker, der er stukket ind i kastanjerne. Jeg kan ikke tro, at det er et scenarie, der har fundet sted ret mange gange, og måske er det netop derfor, at jeg husker det så tydeligt!? Man kan sige meget om mine forældre og om alle de gode ting, jeg har fået med hjemmefra. Hobby-kreativitet er ikke én dem...
Hvor har du egentlig samlet de kastanjer, spurgte jeg Mellempigen og hun fortalte at de ved skolens boldbaner har tre store kastanjetræer, men hun vidste ikke, om der var flere kastanjer tilbage. Hun blev sendt afsted på cykel for at tjekke det og kom susende tilbage med melding om, at der stadig var masser af kastanjer. 
Lidt efter cyklede både Lillepige, Mellempige og jeg afsted kastanjejagt og se nu bare her:

Der var stadig mange kastanjer, og inden længe havde vi en halv pose fuld, som blev transporteret hjem i min cykelkurv. På hjemvejen rundede vi den lokale genbrugsbutik, hvor jeg var så heldig at finde en pose garnrester til 20 kr.


Her efterlader vi lige kastanjerne (i min cykelkurv), for så skulle jeg handle, forberede aftensmad, ordne vasketøj og kastanjerne blev derfor først hældt ud over spisebordet, da vi var færdige med at spise aftensmad.

Efter et par gode familietimer ved bordet, kunne jeg så i allerbedste 'krea-karen-stil' lægge følgende billede (redigeret med appen 'Instaframe) på facebook:

Arhem, efterårsidyllen driver jo ned at væggene, kan I ikke se det? 
Får I kvalme?
Jeg spørger fordi, det er tæt på, at jeg selv kaster op, for JEG ved jo, at det billede kun viser et lillebitte udsnit af virkeligheden. 
Og jeg ved også, at jeg ved at vise netop det udsnit, kommer til at fremstå som en tjekket overskudsmor, der med overblik og sans for detaljer, søsætter kreative aktivteter med sine børn, der til gengæld er artige, nyder det og samarbejder!

Det billede lader vi lige stå lidt.

Og nu kradser jeg i det.

For det er ikke helt sådan virkeligheden var. Meget langt fra! Jo, der var momenter af både harmoni og ægte skaber-glæde, men det var FØR Lillepigen flippede råddent skråt over at hun ikke måtte bruge den spidse syl, som var det eneste værktøj, der duede til at stikke huller i kastanjerne. 
Jeg burde måske have taget et billede af hendes skrigende fjæs,  lige efter at jeg med meget tydeligt stemme én gang for alle slog fast, at hun ikke måtte tage den syl og slet ikke ud af hånden på sin søster. Der er heller ikke et billede af halvmuggen farmand, der har opgivet at holde Lillepigen beskæftiget og derfor er  begyndt at lave sine egne kastanjedyr, mens jeg hvisler fra den anden side af bordet, at det her jo ligesom et børneprojekt, og at det var meningen at det var Lillepigen, der skulle lave kastanjedyr, ikke ham!? Den kommentar gav pænt dårlig stemning (en sikker vej til dårlig stemning er et kritisere en mand for det han gør, tænk at jeg ikke har fattet det efter så mange år ... og så mange mænd!?) 

Og hvad med Mellempigens sure fjæs, da hende kastanjedyr ikke kunne stå på sine ben? Eller mine irritationsudbrud over at resultatet ikke blev, som jeg havde forestillet mig? 

Den slags grimhed lægger vi ikke i fine rammer og smider på facebook.

Tankevækkende er det dog, at vi sad dybt koncentrerede ved bordet i 1½ time, og at der ikke én eneste gang blev spurgt efter tv eller anden skærm, mens vi knoklede med de skide kastanjer.