Tilbageblik 7

Indlægget her er en fortsættelse af gårsdagens, som du kan læse ved at klikke her.

Som ved et trylleslag bristede festivalboblen og efter ganske få timers søvn, mødte jeg på arbejde mandag morgen. Havde det været en hvilken som helst anden mandag, ville jeg nok have sygemeldt mig, for mine øjne var røde og opsvulmede af øjenbetændelse, min stemme hæs og næsten forsvundet og jeg havde det forfærdeligt efter fire døgn med alt for lidt søvn og alt for meget alkohol. 
Men mine kolleger vidste jo, at jeg havde været på festival hele weekenden (og så melder man sig altså ikke syg!), så jeg måtte lægge ører til mange drillerier og dumme kommentarer. 

Der gik et par dage inden Søde Jens sms'ede. Om jeg var kommet godt hjem, om det var hårdt at komme op på arbejde osv. Selvom det kun var få dage siden, vi havde stået tæt omslynget og hørt musik i Bøgeskoven, føltes han nu uendelig langt væk, og det var helt surrealistisk at tænke på, at han gik rundt hjemme i sin hverdag og lavede helt almindelige hverdagsting. 
En del af vores sms'er handlede om det meget ærgerlige faktum, at vi ikke havde fået sagt farvel til hinanden søndag aften, inden jeg tog hjem. Én af de beskeder greb jeg i luften og skrev til ham, at det måtte vi have rettet op på - altså mødes for at sige ordentligt farvel, og han returnerede med det samme og spurgte, hvornår han måtte komme og besøge mig. Altså for at sige farvel.
Da det gik op for mig, at han var mere end almindelig interesseret i at møde mig igen, fik jeg de koldeste fødder og døde lidt af skræk. Jeg tænkte både, at det kunne være så fedt at møde ham igen, men jeg forestillede mig også, at gensynet kunne blive så pinligt og akavet, at det ville være en forfærdelig oplevelse for os begge. 
Disse forestillinger forsvandt dog lidt, da han en aften ringede for at lave en aftale og ellers bare snakke. Ligeså snart jeg hørte hans glade stemme, mærkede jeg lidt af magien igen.
Det forholdt sig sådan, at han skulle noget den kommende weekend og derfor tilbød at besøge mig en hverdagsaften. Det kunne jeg slet ikke have med at gøre, for jeg boede jo alene med to børn og de skulle på ingen måde inddrages i den her historie. Og netop børnene var også årsag til at det ikke kunne blive weekenden efter, for der havde jeg dem hos mig. Efter mange forslag og muligheder endte det med at Søde Jens skulle komme til kaffe hos mig en søndag eftermiddag tre uger efter vores hede weekend i Skanderborg.
Tre uger er altså lang tid, skulle jeg hilse og sige - og der var ikke nogen hed kontakt i de uger - det var som om vi begge havde brug for at trække vejret i hver vores virkelighed. Jeg tænkte meget på ham og savnede ham lidt, men jeg havde svært ved at skelne, om det var den meget stemningsfyldte festivalboble i Skanderborg, jeg savnede, eller om det var ham? Desuden var vi i begyndelsen af august, og jeg havde lige taget hul på et nyt skoleår som klasselærer i en 9.klasse. Jeg havde derfor meget travlt på mit arbejde.
De tre uger gik forholdsvist hurtigt og dagen for gensynet nærmede sig. Magien fra Skanderborg var forlængst blæst væk af hverdagen og fornemmelsen af, at gensynet med Søde Jens ville blive kikset, voksede støt i min mave.

Den søndag han skulle komme ved 14-tiden om eftermiddagen, vågnede jeg meget tidligt. Ryddede op og gjorde rent i min lejlighed, mens jeg gik mere og mere i panik. Jeg havde et par rigtig gode veninder, der med stor fryd og rørende entusiasme havde fulgt med på sidelinjen, og den ene af dem ringede om formiddagen for at bede mig gennemgå, hvad jeg havde tænkt mig. 'Har du købt noget ind, så du kan lave mad, hvis han bliver og spiser', ville hun vide og det havde jeg ikke, men tog straks noget laks op af fryseren. Just in case.
Jeg skiftede tøj 10 gange i løbet af formiddagen. Kunne ikke finde det rigtige - hvad fanden har man på, når man skal drikke kaffe en søndag eftermiddag? Jeg flyttede også om i lejligheden hele tiden. Det ene øjeblik synes jeg det var for bart og stringent, (det skulle jo nødig se ud som om, der boede en kontrolfreak) så jeg smed lidt ugeblade og nogle bøger tilfældigt rundt i stuen, som jeg så lidt efter flyttede igen (det skulle jo nødig se ud som om der boede et rodehoved...).
Så mig konstant i spejlet, tog lidt læbestift på, tørrede det af igen ... Blev mere og mere nervøs. Han sms'ede, at nu kørte han hjemmefra og ville være hos mig ca. en time senere. Den time blev én af de længste i mit liv nogen sinde. 
Hvad skulle jeg sige, når han trådte ind af døren? Hvad ville han sige? Hvad nu hvis det var helt til grin, men at det kun var mig, der syntes det? Kunne jeg få ham verfet ud så?
Jeg sad i min sofa. Rejste mig op. Satte mig ned. Lagde mig ned. Satte mig op. Rejste mig, gik hen til vinduet, gik ind i stuen, satte mig i sofaen. Jeg stod i køkkenet, da jeg så hans lyseblå Toyota trille ind foran huset, men jeg gemte mig ved døren, så han ikke kunne se mig gennem vinduet.

Da det endelig ringede på, sad mit hjerte fast i halsen.

Fortsættes.