En desperat mor måtte søndag kl. 11.10 bære sit skrigende og sprællende barn ud af Jelling Kirke.
"Det var måske nok lidt naivt at tro, at det overhovedet var muligt," udtaler den frustrerede mor, der under søndagens fastelavnsgudstjeneste havde valgt at medbringe sit yngste barn. Moderen fortsætter: "Jeg ville bare så gerne være der netop i dag, hvor min ældste datter skulle synge med kirkens pigekor."
Det var netop lige da pigekoret skulle synge, at det gik galt. Den 2-årige ville op til sin storesøster, og morens insisteren på at barnet skulle blive på sin plads bagerst i kirken, fik den lille pige til at gå amok.
Et øjenvidne, som fulgte optrinnet fra kirkebænken lige bagved fortæller: "Det var tydeligt at se at barnet ville med korpigerne, da de i samlet flok gik op ad kirkegulvet. Moren holdt fast i pigen, hvilket fik hende til at skrige højt og kæmpe for at komme fri. Der var decideret fysisk tumult og da barnet så begyndte at sparke løs med benene, fik moderen nok og forlod kirken med det skrigende barn under armen."
Det er uvist om barnets spark ramte den herre, der sad lige foran.
"Jeg følte at alle kiggede på mig, og underskylder mange gange, at min datter forstyrrede så meget. Hun plejer ikke at være med i kirke, da det jo ikke ligefrem appellerer til hendes aldersgruppe at sidde stille så længe. Men min mand er ikke hjemme i dag og jeg ville jo bare så gerne høre min store pige synge".
Det blev der ikke noget af, for det var netop som pigekoret begyndte at synge, at den 2-årige piges protester satte ind.
Tanker om hverdagslivet, familielivet & menneskelivet.
4 kommentarer:
Spændende rapporttage ;)
Det bliver jo nok nemmere med tiden. Jeg synes dog tit jeg har oplevet børn som ikke glade når de er i en kirke. Som du siger appellerer det jo heller ikke til den aldersgruppe. Men hun lærer det måske på et tidspunkt.
Stakkels mor! Og stakkels barn! Havde moren nu bare følt sig lidt mere tilpas i kirken, havde hun måske turdet la' den lille tusse op foran, hvor hun sikkert ville have været forholdsvist rolig, fordi hun nu kunne se sin store, seje søster.
Børn skal være velkomne i kirken, synes jeg, som oftest oplever jeg, at det er (os) forældre, der forstyrrer mere i vores forsøg på at holde børnene i ro, end børnene ville have gjort alene. (Og nu tænker jeg på de helt små, og ikke de store, der godt selv kan fornemme at balancegang på alterringen ikke er helt ok.)
Er meget enig med dig Anne - voksne der tysser, sætter sig, rejser sig, rækker ind over, roder i tasker, roder i poser, roder med bøger, roder med rosiner, tysser eller kalder (med hviskestemme) på deres barn, forstyrrer meget mere end barnet, der tuller...
Min 2-årig den dag, var bare helt uden for pædagogisk rækkevidde, for stor til at tulle på den søde måde og for lille til at forstå hvorfor hun ikke kunne gå med storesøster...
Tak for din kommentar!
Ach! Ser du - jeg fangede ikke det var dig der var tale om :-) Og altså én, der er vant til at komme i kirken...
Du har helt ret: der er tidspunkter, hvor den pædagogiske rækkevidde ikke er lang nok til noget som helst! Og så er det selvfølgelig bedst at gå - for alle implicerede. Jeg har endnu ikke mødt den med min 2-årige, men gruer for den dag det sker. "Heldigvis" har han ingen større søskende, så måske det kan være min redning :-)
Send en kommentar