Fra feberland

erkender jeg, at jeg simpelthen har det for ringe til at udrette noget særligt i dag. Jeg ligger syg - en begivenhed, der er så sjælden i vores familie, at jeg konstant må minde de andre om, at jeg er syg og har det dårligt, og at de derfor bør skære ned på antallet af henvendelser. Især dem, der begynder med "Moar, ved du..." eller "Moar, må vi..." Jeg magter det ganske enkelt ikke. Da den 11-årige for lidt siden spurgte hvad skæl (i håret) kommer af, sagde jeg: "Googl' det".
Min søde mand mener, at det ville være nemmere at huske, at jeg er syg, hvis jeg iførte mig noget mere syge-agtigt tøj og måske endda overvejede at ligge i sengen.
Syge-agtigt tøj?
Er der nogen, der kan låne mig en hospitalsskjorte?
Aj, jeg forstod egentlig godt, hvad han mente. Jeg kan ikke holde ud at ligge i sengen, får ondt i ryggen og kan alligevel ikke sove. Det er også alt for svært at følge med i familiens gøremål og blande sig i, hvad de siger og  gør, hvis man befinder sig helt afsides i et rum alene. Duer ikke.
2-årspigen gennemførte sit livs første tandlægebesøg i går. Faderen, som var med og var meget stolt af sin lille pige, havde så meget overskud, at han huskede at tage et billede: