Søndagsglad

Weekenden stornydes her. Tilfældigt er denne weekend kommet til at indeholde lige præcis alle de ingredienser, der for mig hører til en perfekt weekend. Balancen mellem at slappe af, få ordnet praktiske ting OG være social med enten venner eller familie, har været lige i øjet, og derfor er jeg simpelthen så glad og godt tilpas her søndag eftermiddag - og der er endda mange timers weekend tilbage endnu!

Fredag arbejdede jeg til kl. 16 og havde held til at vinge et par lidt for længe uafsluttede opgaver af - det er SÅ fedt at gå på weekend med en følelse af at være færdig, så færdig man nu kan blive i min lærerverden, og jeg behøvede slet ikke skynde mig, for morfor og morfar havde hentet Lillepigen fra skole tidligt.

Vi familiehyggede og spiste aftensmad sammen med mine forældre, og så efterlod  jeg og ham den søde, der har en vielsesring magen til min, bedsteforældre og børnebørn med fredagsslik og X-Factor, og cyklede selv ned til den lokale hal for at se og høre den legendariske Niels Hausgaard, der traditionen tro var her i byen i januar. Det har han været hver eneste år i 25 år nu! 

Det blev en herlig aften. Mr. Hausgaard var skarpere (og mere politisk?) end længe, og han fik med sit totalt underspillede nordjyske lune revset, rusket og løftet pegefinger ad vores allesammens indre svinehund. 
Jeg var flad af grin det meste af tiden, men blev også i flere af de utrolig smukke musikalske indslag også ramt dybt ind i hjertet over hans tekster, som både klinger, rammer og spejler en masse følelser og tanker hos modtageren. 

Da gode venner efter koncerten spurgte, om vi ville med hjem til en øl og lidt afterparty hos dem, var vi ikke mange sekunder om at sige 'ja tak', og vi sprang på cyklerne og ræsede gennem byen. Et par timer efter gik turen den anden vej, dog med knap så meget ræs.

Lørdag formiddag var afsat til projekt 'Se på konfirmationskjole til Mellempigen', og da vi havde sendt verdens dejligste bedsteforældre tilbage til Århus, kørte vi en delegation bestående af Storepigen, Mellempigen og jeg til en lille by i nærheden, hvor jeg havde fået anbefalet en kjolebutik, som skulle have mange flotte konfirmationskjoler, være meget overskuelig, og have rigtig god betjening.

Det med overskueligheden gik jeg bevidst efter, for min skønne Mellempige er typen, der er meget længe om at beslutte sig, når hun skal vælge ting/tøj/mad/sko, og jo større udvalget er, jo sværere er det, og jo længere tid tager det. Sådan har jeg det i øvrigt også selv! 
Et besøg hos Lilly i Århus havde KUN gjort hende vildt forvirret og usikker på, hvilken kjole, hun skulle gå efter, og hun kunne SLET ikke overskue udvalget i den store butik.

Kort efter ankomst til den her butik, fik vi rigtig god støtte og vejledning af butikkens indehaver, og udvalget var præcis så tilpas overskueligt at Mellempigen med det samme spottede tre kjoler, som hun tog med ind i prøverummet. 
10 kjoler og 1 time senere dalede modet, for det var som om at hver af de kjoler, hun prøvede, var megaflotte til hende (hun er en slank, muskuløs fodboldpige, så alt tøj hænger flot på hende), men havde én ulempe eller fejl. Til gengæld havde ekspedienten fået så god en fornemmelse af, hvad vi gik efter, så hun hjalp med at finde flere kjoler frem, og da det gik op for Mellempigen at der kunne syes stropper på alle de stropløse kjoler, vidste hun pludselig hvilken kjole det skulle være. Og hun besluttede sig med det samme, da hun stod med den på, og fik et smukt bælte sat til. Jeg var SÅ lettet over at hun havde fundet en kjole, og tilmed én der var så fin og så smuk - at jeg ikke rigtigt hørte efter, da der blev snakket om priser på henholdsvis kjole og bælte. 

Det viste sig at kjolen af diverse, for os helt uinteressante årsager, var nedsat med 70 %!

Jeg havde gladeligt betalt prisen på 2000 kr. for den, men slap i stedet med 600!

Datteren var lettet og glad, moderen var lettet og glad, og vi fejrede kjolekøbet med at mødes med Lillepigen og Jens på café her i byen og spise en stor frokost sammen. 

Resten af lørdagen fordrev jeg med en middagslur, lidt oprydning og rengøring (meget lidt, indrømmet!), mens min kære mand knoklede med malerarbejde i vores soveværelse. 
Som jeg skrev i forrige indlæg er vi i gang med en ombytning af to værelser (Lillepigens og vores soveværelse), og det kræver jo at begge rum tømmes, og at inventaret opbevares andre steder i boligen. Lillepigen er SÅ glad for sit nye, noget mindre værelse, og jeg er SÅ glad for, at vi fik opryddet og sorteret alt hendes legetøj fuldstændig til bunds. Du godeste, hvor kan der samle sig meget lort på et børneværelse!

Storepigen var til fest lørdag, og skulle hentes kl. 02.00. Hun er så heldig at have en bonusfar, der godt gider stå op om natten og hente hende, og jeg øver mig så stadig i at falde i søvn og sove, de nætter hvor hun er ude. Det går ikke ret godt! Men eftersom hun er min ældste, og der kommer to efter hende, så gør jeg nok klogt i at få det lært..

Søndag formiddag fik jeg plads (stod på venteliste) på mit yndlings stram-op hold, og nød den svedigste træningstime på et hold med masser af fart, puls, styrke og gang i den - jeg var helt oppe at køre efter timen, og hørte HØJ musik i bilen hjem.

Nu snurrer vaskemaskinen, der er handlet til hele ugen og Mellempigen er ved at bage disse skægge pindsvineboller. Vi er vilde med sitet Kreamors Køkken og bruger nu på 3. måned de ugemadplaner med tilhørende opskrifter og indkøbsliste, man for kun 29,- pr. måned kan få adgang til via Madklubben. Stor varm anbefaling herfra - og nej, det er hverken et sponsorat, eller fordi jeg kender hende, ingen af delene - men som forbruger lige i øjet af målgruppen, er jeg max begejstret.

I aften kommer mine bonusbørn (som er 25 og 21 år gamle og forlængst flyttet hjemmefra) og spiser aftensmad hos os, det bliver så dejligt at være samlet alle 7, en begivenhed der efterhånden sker alt for sjældent. 

Nå ja og så skal vi da se 'Bedrag'. Shit, det er godt!

God weekend

Hvad jeg går og laver, spørger du?

Joooh ... deeeet .... Mange ting, ser du, mange mange ting. Jeg arbejder. Mange timer om ugen. Og når jeg ikke arbejder er jeg bl.a nogens mor, nogens kone, nogens veninde, nogens datter. 

Og hvorfor jeg så ikke skrevet her i lang tid?

Altså ... øhhhh .... hvordan skal jeg forklare det, det er på en måde en kæde af forskellige ting. Lad mig prøve at skitsere:

• Vi er i gang med en proces, hvor Lillepigens værelse og vores soveværelse skal byttes rundt, og i den proces skal begge rum renoveres og males. 

• Først tømte vi vores soveværelse. Dobbeltsengen blev bugseret ind i den del af stuen, vi kalder kontoret, og her står den endnu. Lillepigens værelse er lavet færdigt, og nu er turen kommet til soveværelset. Så vi sover stadig i stuen.

• Vores seng er mast ind i rummet mellem mit skrivebord og en sofa. Der er lige nøjagtig plads.

• Det føles lidt som at overnatte hjemme hos nogen, når vi ligger der i stuen. 

• Fordi sengen står helt op mod skrivebordet, er det meget vanskeligt at komme hen og sidde ved bordet. Der er næsten ikke plads.

• På bordet står min bærbare pc. Den er lige nu (hvor jeg skriver fra den) tændt for første gang i 2 uger.

• Min pc fungerer perfekt, dog har den én meget alvorlig skavank, og det er at batteriet ikke kan holde strøm i mere end 5-10 minutter.

• Derfor er jeg afhængig af, at den er sat i stikkontakt. 

• Er ellers typen, der ville elske at sidde i sofaen med min pc, men det bliver nemt noget juks, fordi jeg skal have ledning med.

Så jeg får ikke blogget, fordi min pc, som ikke fungerer uden ledning,  står på det skrivebord, som man ikke kan komme hen til pga. en seng, der står i rummet, fordi soveværelset er ved at blive malet, er det dét, jeg siger?

JA!

Men er det ikke bare en dårlig undskyldning? Jeg mener, kan jeg ikke bare flytte min pc hen til spisebordet eller skrive fra en anden pc, fx på arbejdet? Eller blogge fra min iPad? Forsøger jeg at få det til at lyde som om, det er helt umuligt for mig at komme til at blogge, mens sandheden er, at det er det ikke?

Muligvis.

Gå for januar

På opfordring af min svigerinde, meldte jeg mig mellem jul og nytår ind i en facebookgruppe ved navn 'JANUAR UDFORDRING, gå 60 km i januar'. 
Én af den slags grupper, hvor man forpligter sig til at gå eller løbe det anførte antal kilometer, og løbende melder ind i gruppen hvor mange km, man har tilbagebragt. Og så glemte jeg vel egentlig ret hurtigt alt om det igen. Indtil det blev januar, og der på min facebookvæg konstant poppede besked op fra den ene og den anden, der havde gået så og så mange kilometer. 
Nu har jeg altid været megaglad for gåture, så allerede et par dage ind i januar, fik jeg selv plottet den første tur ind. Og regnet ud, hvor mange km jeg i snit skal gå om dagen, for at nå op på 60 på en måned. Det er slet ikke så svært, men jeg indrømmer blankt at det lille psykologiske trick, med at stå til regnskab for at jeg kommer afsted, virker på mig. Også selvom jeg jo ved ALT om, at jeg hverken får dummebøder eller skældud af nogen, hvis jeg ikke kommer ud at gå.

Jeg har gået. Og gået. Og gået. Næsten hver eneste dag har jeg været afsted, nogen gange i selskab med sød og smuk kollega med sød og smuk kollegas hund, andre gange all by myself. Og jeg har nydt det. De fleste gåture tager jeg om aftenen, i tidsrum hvor jeg normalt ligger i fosterstilling i sofaen eller måske ligefrem er kravlet i seng, der har jeg i stedet taget vinterstøvlerne på og er gået ud i den iskolde mørke januaraften. Og når jeg er kommet tilbage 45-60 minutter senere, har det været med en helt anden energi, end jeg på nogen måde kan mønstre de aftener, hvor jeg ikke er kommet afsted. Kilometermæssigt er jeg foran beregningerne, så det bliver sikkert til mere end 60 km i alt, men den del fylder ikke ret meget nu, omend jeg stadig troligt holder regnskab og melder ind på gruppen. Det, der fylder er at jeg er mindre doven end jeg plejer, sover langt bedre om natten end jeg plejer og i øvrigt har tabt mig 1,5 kilo uden overhovedet at gøre end skid andet, end at gå en tur på en lille time 4-5 gange om ugen. 

Jeg har besluttet at gå videre. Ind i februar og marts. Og når man har sagt det (eller skrevet det), så gælder det!

Billedet er fra december, hvor vi var på familietur til Sukkertoppen.
Et utrolig smukt udsigtspunk med udsigt over Mossø.

Hvor der er liv, er der lys...

Januar virkede nærmest truende, da den bankede på døren lige efter nytår. 
Insisterende på lidt ubehagelig 'tag-dig-dog- sammen'-agtig måde, så jeg havde ikke rigtig andre muligheder end gå ombord, og det gjorde jeg, mens jeg i mit stille sind bad til Gud om at turen gennem januar ville blive nådig, og at jeg ville nå sikkert i land på den anden side.

Nu ser jeg land!

Vi er halvvejs igennem januar. Jeg har med lettelse sat hak ud for fx. afslutning på inklusions-uddannelse, MUS-samtale, forældremøde og fødselsdag. Min egen fødselsdag, som bragte mig frem til det helt vildt pæne, harmoniske smukke tal 44. Sikke en lettelse det var at slippe for det grimme skumle primtal 43. 

(Fik jeg sagt at jeg har 'noget' med tal?)

Som sagt er vi halvvejs gennem januar, der kommer børnepenge i morgen, jeg har siddet ved frisøren hele eftermiddagen, uddannelsesbeviset ligger på mit skrivebord og dagene bliver længere, vi får mere lys. Jeg længes sådan efter lys. Og glædes derfor big time over snevejret, som sammen med klar himmel, frost og solskin, giver lige præcis mit absolutte yndlingslys, bare i for få timer om dagen. Jeg vil have mere.

Går ture, læser bøger og kravler i hi. Fryser, drikker te og ser tv. Tager sokker på, vikler mig ind i tykke halstørklæder og shopper skibukser på nettet. Står tidligt op hver dag, og for det meste med en følelse af at det stadig er alt for meget nat til at være dag, men kommer alligevel ud af døren hver dag. Og altid til tiden. 

Status over tyvefemten #2

Godt nytår til enhver, der læser med her!

(Del #1 af min årskavalkade kan læses her.)

Vi havde en dejlig nytårsaften - troede egentlig at vi bare skulle være her alene med Lillepigen (de to store var sammen med venner), men et tilfældigt møde i Brugsen om formiddagen, berigede os med en invitation til at kigge forbi søde dejlige mennesker her i nærheden senere på aftenen. 
Kl. 21.30 cyklede vi tre så afsted i mørket, og mange timer senere, nærmere bestemt kl 02.15, cyklede selvsamme trekløver sammen vej tilbage igen efter herlige, festlige timer i dejligt selskab. Og tænk, den 7-årige holdt sig vågen og insisterede på selv at cykle hjem, fremfor alternativet: At blive båret på ryggen af sin gående far. 

Min nytårs-kavalkade er kommet til juli, som var sommerferietid - og i vores tilfælde en sommerferie, der gik over i historien, som den allerbedste, vi fem har haft sammen. Vi tilbragte 16 dage i Island og tabte, nærmest allerede lige da vi kom ud af lufthavnen, vores hjerter til dette helt vildt smukke, vilde, bjerg-og vulkanrige, spruttende, varme, kolde, blæsende, solskinsfyldte spændende, dejlige land. 

I august var det stadig sommer, men ferietiden sluttede og hverdagen satte ind. Det var meget hårdt at komme op i omdrejninger igen efter en vidunderlig sommer, og jeg havde da også visse udfordringer ved at overkomme det hele igen. Og det gav indimellem en samvittighed sort som kul.

I september begyndte jeg på efteruddannelsen som inklusionsvejleder, og hvis jeg ellers består opgaven, som jeg afleverede lige inden jul, kan jeg tage min nye titel i brug fra januar. I september var der også konfirmationsgudstjeneste for Mellempigen, og det fik mig til at tænke på dengang, jeg selv blev døbt.

Et indlæg om vores familiestruktur med dine, mine og vores børn/barn fandt vej til bloggen i oktober, som også var den måned, hvor jeg for første gang siden maj, i liggende stilling, kunne dreje hovedet hele vejen om til venstre, takket være et besøg hos en senetensbehandler.

November var måneden hvor jeg, i forbindelse med en større oprydning, endelig fik hevet Lillepigens dukkehus op fra kælderen og gjort klar til salg. En gennemgang at husets tilstand afslørede at kun manden ud af en familie på far, mor og to børn var tilbage i huset, og spekulationerne over hvor hulan moderen og børnene var blevet af blev til dette tossede indlæg. At dømme efter læser-feedbacken burde jeg nok skrive mere af den slags gak og løjer-indlæg. 

December handlede som hos alle andre i min liga primært om jul, en højtid jeg til tider har det ret kantet med. 
På Luciadag d. 13.december, genfortalte jeg legenden om den sicilianske helgen Lucia, der led martyrdøden i år 304.

Og bum! Så var det år gået, og nu kan vi begynde at pakke et nyt op. 
Da ham, der har en vielsesring magen til min, og jeg faldt omkuld i sengen kl. lort i nat, gav vi hinanden hånden på at 2016 skal blive et godt år, at vi vil gøre os umage for at være ordentlige, og at vores motto for året skal være:

Live, love and laugh!

2016 bliver spas, jeg kan mærke det. 

På vej til nytårsfest

Nu ligner du mormor, sagde min yngste datter, da jeg havde taget rød læbestift på.