lørdag den 31. oktober 2015

Og så må I i øvrigt have en dejlig weekend

De hersens posters, der florerer alle vegne på de sociale medier plejer ikke at interessere mig synderligt:  billeder der indeholder et sjov citat, kloge (overfladiske?) visdomsord, jokes eller pladder, som afsenderen synes giver så fin mening. 
Jeg plejer at bladre forbi dem uden at hæfte mig ret meget ved indholdet. Jeg vil endda gå så langt som til at indrømme at mange er dem er pænt irriterende... 
Så når jeg alligevel i går bemærkede to af slagsen på facebook, som jeg endda valgte at gemme og nu poster her, så er det fordi de lige præcist indrammede mig, sådan som jeg havde det, da jeg kom hjem efter en crazy uge på arbejde. 

Som indskolingslærer føles mine arbejdsdage ofte, som at holde to børnefødselsdage á tre timers varighed lige efter hinanden, vel at mærke med den ekstra tilføjelse at børnene forventes at lære noget som er synligt målbart, og at denne læring efterfølgende skal evalueres og sidenhen formidles til børnenes forældre. 

Det skal ikke læses som jammer, for det er det slet ikke, jeg siger bare at der nogen gange er så mange bolde i luften over mig, at jeg har allermest lyst til at kravle i flyverskjul under katederet i klassen. 

I går fredag var jeg så træt som en ondt år efter en som sagt helt crazy uge, og derfor var det med et stort smil at jeg fik øje disse to posters. Og når jeg sætter dem efter hinanden, så passer det sgu meget godt på min fredags-tilstand.




                          


                         















Tilbage står nu følgende spørgsmål:

1. Hvad er den korrekte betegnelse for den type billede m citat, som jeg taler om i dette indlæg? Hvad hedder sådan en fætter?

2.Hvem røg ud af 'Vild med dans'? (Der var jeg forlængst gået kold.)

3. Hvornår kommer sæsom 4 af Orange Is The New Black på Netflix?

onsdag den 28. oktober 2015

Jeg vil gerne rette en særlig varm tak til:

- Den helt utrolig flotte og velproportionerede mand, der på bodyboost-holdet kl 6.15 i morges, valgte at placere sig skråt bagved mig. Når ens vækkeur ringer 5.17, og man med tunge trætte ben og virkelig grimt hår, møder op til en træningstime så tidligt om morgenen, så er det så absolut en formildende omstændighed, at have et flot stykke mandfolk at lurekigge på i spejlet. 

- Den kollega, der gjorde mig opmærksom på at der stak et mærke fra trusserne ud over kanten på mine jeans. Den slags gider vi ikke se på hos en skolelærer, vel?

- Mine tre døtre, der har brugt eftermiddagen, mens jeg sad til møde på skolen, på at skære to græskar ud og placere med lys i på vores trappesten. 

-DR for at sende en ny omgang 'Gift ved første blik'! Jeg sluger programmerne råt og hepper i denne sæson på Michael og Line. De er sgu da et godt match. Jeg kan i den forbindelse nævne at jeg er 100 % sikker på at ham, der har en vielsesring magen til min, og jeg ALDRIG ville være blevet matchet med hinanden i sådan et program, så om hvorvidt eksperimentet overhovedet kan føre til kærlighed, det er jeg meget i tvivl om. Læste dog at i den amerikanske udgave af programmet, er flere af parrene blevet sammen, så måske er danske singler mere kritiske og selektive end godt er? 

- Mig selv, fordi jeg endelig har taget mig sammen til at begynde på sæson 1 af House of Cards. Er hooked! Ja ja bevares, I andre har set den for flere år siden, men that's me: Håbløst bagefter - og endda på sådan en lidt distræt mormoragtig måde, som bestemt ikke får mig til at fremstå særlig cool. 

-Min datter på 16, der har lært mig at snapchatte. Hun har uden tvivl stor pædagogisk sans, for projektet holdt virkelig hårdt. Tror så til gengæld hun er rimelig træt af at modtage snaps fra mig, hvor mit hoved eksploderer, eller der kommer ting ud munden på mig. Jeg, til gengæld, har en fest med at lave dem. 



mandag den 26. oktober 2015

Uretfærdigt

Når jeg føler mig misforstået og uretfærdig behandlet:



søndag den 25. oktober 2015

Tjekliste, cykeltur og god bog

Lillepigen (på seks år) og jeg er de eneste i huset denne søndag, og det betyder at vi i ro og mag har kunnet udfolde en af vores fælles passioner: At skrive lister! 
Det var en herlig opdagelse, den dag jeg fandt ud af, at hun elsker lister ligeså højt, som jeg gør. Allerede mens vi spiste morgenmad, lavede vi en liste over de ting, vi hver især skulle have udrettet i løbet af formiddagen og lavede så en aftale om en fælles cykeltur, når vi var færdige med vores pligter. Til at begynde med var der kun to ting på hendes liste, det med 'Tab-tid' (Tab = tablet) har hun selv skrevet på :) 


Og det fedeste ved lister er jo som bekendt, når man kan sætte 'tjek' ved de ting, man er færdig med. 



Vi cykler afsted om lidt, og når jeg kommer hjem, vil jeg sætte mig i sofaen resten af eftermiddagen med den islandske roman om pigen/kvinden Karitas. Jeg er kommet godt 100 sider ind i bogen og er helt grebet. Den er SÅ god!






lørdag den 24. oktober 2015

Hilsen læreren


Det sker selvfølgelig engang imellem at jeg i løbet af en skoledag, må ringe forældre op og bede dem hente deres barn, fordi barnet er syg. 

Som regel er barnet åbenlyst skidt tilpas - træt, slap, stille og måske varm eller skrækkeligt forkølet, og jeg får ofte en presset mor eller far i røret, der undskyldende siger at barnet om morgenen havde virket ok, og selv havde ønsket at komme i skole. 
Den pressede forælder siger at han/hun lige skal lukke sin pc ned, og så naturligvis vil komme med det samme for at hente. Det kan også være en sød bedstemor, der kommer og henter. 

Men der sker også, at et barn kommer til mig og klager over hovedpine og mavepine, uden at jeg umiddelbart kan se at barnet virker syg eller begyndende syg. Det er meget tit 'ondt i maven', det drejer sig om, og her kommer jeg nemt i vildrede. For Gud hvor kan 'ondt i maven' betyde mange ting, især for et barn, der ikke har så nemt ved at forklare sig. 
Når en ellers glad og frisk dreng, der leger og udadtil virker helt okay gentagne gange siger til mig at han har ondt i maven, så starter jeg med at undersøge, hvad årsagen kan være. Kan vi udelukke sult (har måske ikke fået morgenmad, så tror da pokker at du har ondt i maven), tørst, trang til toiletbesøg ('du må gerne gå ud på gangen og slå en stor prut, hvis du kan', har fremkaldt mange smil på ellers ikke spor smilede barneansigter), så ved jeg instinktivt at det handler om noget andet. Og at dette 'andet' skal siges højt, for at vi kan komme sagen nærmere. I en anerkendende samtale med barnet, hvor jeg primært lytter og stille uddybende spørgsmål, vil barnet ofte fortælle mig, om en eller anden begivenhed der er sket enten derhjemme eller i skolen.

Mavepinen kan være udtryk for en følelse indeni, der gør ondt. 
Bekymring giver mavepine, tristhed og ensomhed giver mavepine, hjemve giver mavepine, angst og nervøsitet giver mavepine. 
Hvis jeg har en fornemmelse af at mavepinen er psykosomatisk, altså handler om en følelse, som barnet ikke rigtig kan sætte ord på, så bruger jeg i min samtale med barnet den pædagogiske/psykologiske metode, der hedder spejling. 
Jeg tilbyder barnet (uden holdninger, vurderinger eller krav) ord og beskrivelser af hvordan situationen måske kunne hænge sammen. 
Rammer jeg plet vil barnet langt de fleste gange tilkendegive dette med det samme, typisk bare med et spontant nik.

Eksempler på spejlings-samtaler, jeg har lavet indenfor de sidste par dage:

'Du fortæller mig at din mor stadig er syg , kunne det være at du har ondt i maven, fordi du går og tænker på, hvordan mor har det'? 
Barnet nikker og kigger ned. Vi snakker om mor og hendes sygdom, jeg lytter og giver omsorg og det hjælper ret hurtigt på mavepinen.

'Du havde et rigtig dumt frikvarter, og blev uvenner med dine kammerater. Det at være sur og ked af det, kan give en skrækkelig mavepine. Tror du, at det er sådan det er for dig lige nu - at du er så ked af det, at det kan mærkes i maven?

Barnet siger spontant 'jeg er ikke ked af det, jeg er SUR' og så har vi hul på bylden. Vi fik løst konflikten med kammeraten og dagen kunne fortsætte helt almindeligt uden ondt i maven. 

Læs mere om spejling her.

Jeg oplever dog også at jeg ikke kan komme i nærheden af at forstå, hvorfor barnet har mavepine - og (måske fordi jeg selv er mor, og ville foretrække det sådan, hvis det var mit barn?) så lader jeg tvivlen komme barnet til gode. Og ringer til forældrene og beder dem hente deres barn, fordi han/hun gentagne gange har beklaget sig. (Og sker dette igen og igen skal vi selvfølgelig have fat i problemet på en anden måde, det er klart...)


Hovedpine er ofte noget andet. Når børn siger, de har ondt i hovedet, har de det som regel. Med de, efter skolereformen nye (for børnene grusomt) lange skoledage, oplever jeg at antallet af børn, der klager over  hovedpine i skoletiden er steget. Det er da vildt bekymrende! 
Derfor kan jeg til fulde forstå, når Sønnes mor på bloggen Carport og noia er forvirret og bekymret over at hendes søn, som begyndte i skole i august, ofte får hovedpine i skolen. 
Sønnes mor beskriver  frustrationerne over at opleve sin søns skolestart, der for drengen mest af alt lyder som en udmattende ørkenvandring så skidegodt, at jeg håber, hun melder sig til skolebestyrelsen eller på anden måde får brølt ad kanaler, der når nogen med ansvar. Jeg oplever, som jeg også skriver i en kommentar til Sønnes mor, at der både fra politisk hold og i medierne bliver lyttet mere til forældrene end til lærerne. 
Det her indlæg gik lige i hjertet på mig. 

Godmorgen!

Omsluttet af mørke slog jeg øjnene op og lå helt stille. Lyttede ud i mørket for at finde ud af, om det stadig var nat, eller om det var morgen nu. Lyden af trafik fra gaden på den anden side af soveværelsetvinduet vidnede om at andre end mig var ude nu. 
Rakte ud efter telefonen på natbordet og så at klokken var næsten syv. 
Lagde telefonen tilbage og vendte mig i sengen. Lukkede øjnene og tænkte at det var ok at sove lidt mere. Strakte benene, bøjede knæene op, strakte igen. Trillede om på den anden side og gentog benenes bevægelser under dyren. Åbnede øjnene igen. Kiggede lidt på det sovende væsen ved min side. 
Inden jeg listede ud og lavede kaffe, konstaterede jeg, at det egentlig er imponerende at jeg stadig giver det en chance og prøver, selvom det hele mit liv har været sådan, at når jeg først er vågnet, uanset hvor tidligt det er, så kan jeg ikke falde i søvn igen. Altså når når det er på en fridag.

Er det hverdag og jeg vågner ved lyden af mit vækkeur, kan jeg næsten ikke få øjnene op - og jeg kan så let som ingenting falde i søvn igen. 

Burde det ikke være omvendt?

onsdag den 21. oktober 2015

Den store nyhed

her fra mit lille hjørne af verden er at jeg for første gang siden midt i maj kan dreje hovedet hele vejen om til venstre, uden at det gør det mindste ondt nogen steder. Det lyder måsk ikke som breaking news, men for Sørensen da, hvor er der mange ting i dagligdagen, der bliver besværlige, når man ikke kan dreje hovedet. Jeg nævner især: Alle former for færdsel i trafikken, især selv at køre bil!, middagsselskaber/socialt samvær (med mindre man kun er to og sidder over for hinanden), leg og samvær med større gruppe af børn, der råber 'Helle se mig', alle former for sport


Jamen I fatter ikke, hvor glad jeg er for at få bevægeligheden tilbage! Var begyndt at se mig selv som gammel og stivnakket - stivnakket i helt bogstavelig forstand!

At min bevægelighed i nakken er blevet normal igen skyldes at jeg for en uge siden fik mit livs første senetens-behandling - en musklafspændende helkropsmassage, som gjorde mig så godt, at jeg har svært ved at beskrive det med ord. Behandleren, en omsorgsfuld, sød, snakkende og fantastisk behændig kvinde - startede med mine fødder (jeg lå på ryggen), masserede hver enkelt tå for sig, herefter skinneben, læg, lår, baglår og baller. Hver eneste muskel i hele kroppen blev masseret, trykket på og afspændt. Især da jeg kom om på maven og ligge, og turen kom til ryg, skuldre, nakke og overarme føltes det som om noget tungt forlod mig. Forløsende, befriende og helt utrolig lettende. Det gjorde også vanvittig ondt, men ondt på den gode måde, hvis I forstår. Tilbage på ryggen - og hun masserede mine underarme, mine hænder, mine fingre - og igen nakke og skuldre ... Og jeg tænkte flere gange at uanset om jeg havde haft ondt et bestemt sted eller ej, da jeg kom, så ville en sådan behandling være fuldstændig fantastisk for sådan en halvgammel, anspændt, (ofte) hovedpineramt dame som mig.
Jeg svævede nærmest derfra, og har følt mig SÅ godt tilpas lige siden. 


Her ser vi mig liggende på gulvet - i færd med de hjemmeøvelser, senetensbehandleren gav mig. 


torsdag den 15. oktober 2015

Da jeg endelig fattede

Da jeg endelig fattede, hvordan man laver sine egne gif-filer





onsdag den 14. oktober 2015

Mærkelig morgen

Vågnede meget pludseligt her til morgen, ved en høj lyd, der viste sig at være min mands nye telefon, der ringede. Var helt rundt på gulvet og mærkede straks at denne morgen var helt anderledes. Ikke forkert, bare anderledes. Det viste sig, at der var flere grunde til at jeg havde det sådan:

1. Klokken var lidt i otte, normalt på en fridag bliver jeg vækket af et højtsnakkende barn ca. 6.30.
2. Jeg var alene i sengen, hverken mand eller barn lå ved min side.
3. Der var helt stille.


Børnene er på efterårsferie hos mormor og morfar. 

Manden var stået op og i gang med at lave kaffe (som han lidt efter serverede for mig på sengen *thumps up*) og stilheden kom sig jo af, at der ingen børn er i huset i disse dage. Hold nu op altså, hvor er vores store hus tomt uden børn. Vi bor på 240 m2 med gæsteværelse og fire børneværelser, så en hurtig optælling viste, at når vi kun er os to hjemme, så har vi intet mindre end seks ledige senge i huset ...  Så med mindre vi beslutter at åbne en bed & breakfast i fremtiden, så bliver det her hus godt nok meget stort, når der engang ikke bor børn hjemme mere!?


Senere i dag har jeg en tid hos en Senetens-behandler. Siger ordet Senetens dig noget, og har du ligefrem prøvet sådan en behandling, så tøv ikke med at smide en kommentar, for jeg er ret ængstelig over, hvad det er jeg har kastet mig ud i. Senetensbehandling er en aktiv manuel helkropsbehandling, hvor behandleren masserer og trykker de steder i kroppen, hvor sener hæfter på knogler. 

Jeg døjer stadig meget med eftervirkningerne af den diskusprolaps, der i maj måned sendte mig en tur ned under gulvbrædderne - og min genoptræningsfase er lige nu sat på stand by, fordi jeg alligevel ikke kan det, jeg så forfærdelig gerne ville kunne, uden at det gør for ondt. Derfor har jeg også, næsten grådkvalt, lagt løbeprojektet til side igen, for selvom jeg var længe om at erkende at det hang sådan sammen, så var min krop bare ikke klar til løb endnu. 

Men det bliver den. Punktum.

Dagens formiddagskaffe - burde nok have valgt en større kop!



tirsdag den 13. oktober 2015

Tror nok lige, det er meget godt

... at jeg ikke normalt er alene hjemme i dagtimerne, selvom jeg elsker at sidde herhjemme og have tid og ro til at fordybe mig i det, jeg laver.  Indtil nu har jeg fordybet mig i:


*Køleskabet. Har spist den rest pasta-ret, som Jens og jeg skulle have haft til aftensmad.

* Slikskabet, fandt både (nyere) chokolade og (halvgammel) vingummi. Begge dele kørt ind med stor fornøjelse.

*Skuret, hvor der står adskillige rammer med sodavand. 

*Vasketøjet. Det hænger jo ligesom ikke sig selv op!

*Sonja Hald på Itunes. Nyt fedt dansk band. Tjek dem ud.

*Slikskabet igen, fandt desværre ikke noget, havde ligesom selv lige tømt det for lidt siden... 


Husets tre børn er taget på efterårsferie hos mormor og morfar, hvilket betyder at ham, der har en vielsesring magen til min og jeg er alene hjemme i de næste dage. Vi skal bl.a en tur til Fredericia og se Shubidua The Musical, hvilket vi glæder os megameget til. 

Har også gang i endnu en krimi af den islandske forfatter Arnaldur Indridason. Tavs som graven hedder den, jeg har gang i nu, og den er rigtig spændende, en ret uhyggelig historie...

Hvad læser du for tiden?

mandag den 12. oktober 2015

Gif-filer? Ikke fordi jeg vil prøve, vil bare gerne vide hvordan man gør?

Jeg elsker de hersens 'gif'-blogs, hvor et billede eller et klip fra en filmscene sættes i relief til bloggerens egen historie. Der dukker hele tiden nye op (eller også er jeg megalangsom til at fange dem, det er i virkeligheden mere sandsynligt), og jeg morer mig dagligt over især journalisten Mette, der på bloggen Om livet med dårlig hørelse på en utrolig fin, omsorgsfuld og morsom måde ironiserer en hel del om sit liv med dårlig hørelse.  

En anden af slagsen, omend i en anden boldgade er den forhenværende Dines (hvis blog jeg i årevis fulgte intenst med i) der som nybagt mor, fabulerer over barselslivet. Den blog finder du her.

Gad egentlig godt vide, hvordan man sådan en gif-fil - og i hvilken rækkefølge opstår sammenhængen mellem billede/filmscene og spejl til eget liv? 

Er det mon:

1. Hey, det var et sjovt ansigtsudtryk, han har der, det kan jeg bruge til en gif -fil om, hvordan jeg har det i Bilka lige før lukketid...

eller er det?

2. Jeg skal finde et frustreret tudende ansigt til noget sjovt, jeg vil skrive om at være i Bilka lige før lukketid...

Man kan så sige, at hvis det er min mandags største undring og spekulation, så skal det nok blive en god dag.


Tilskrevet et par dage efter:
Dette link svarer mig sådan set på flere af min spørgsmål: Gif-guide

søndag den 11. oktober 2015

Enebarn, nogen gange, på en måde...

Vores snart syvårige yngste familiemedlem - her på bloggen kaldet 'Lillepigen', udenfor bloggen hedder hun Johanne, lever i en familiestruktur, der gør at hun ofte er det eneste barn i huset. For det første er hun jo det eneste af vores børn, der ikke har 'andre forældre' end ham, der har en vielsesring magen til min og mig, og for det andet er hun lige på kanten til at være en efternøler. 
Der er seks år mellem hende og næste søster i rækken, Mellempigen, som er 13 år. Derudover er der Storepigen på 16, og så en søster på 20 og en bror på 24. Teknisk set er de jo alle hendes halvsøskende, men det kalder vi dem ikke. 

Der er ikke halve mennesker i vores familie, vi er hele allesammen ...  Sådan tænker jeg, når jeg hører andre bruge udtrykket 'halvsøskende' ... men jeg ved jo godt, at det biologisk set hedder halvsøskende ... 

At være det eneste barn i huset kan være både en velsignelse og en forbandelse. Der er slet ingen tvivl om at Lillepigen selv ville foretrække, at de andre altid var hjemme (og at de altid gad lege med hende, se tv sammen med hende, spille spil med hende osv.) men hun får så til gengæld en masse mor- og far-tid på de dage, hvor de andre ikke er her. 

I dag har vi været i svømmehallen, og inviterede én af Lillepigens veninder med, det var et stort hit, og jeg tænker at det kan vi med fordel gøre oftere. Veninden var tydeligvis (og ikke spor overraskende) meget meget sjovere at lege med i vandet end os! 

Husker selv dejlige udflugter og ferier sammen med min barndoms bedste veninde, som var så meget efternøler at hendes brødre var flyttet hjemmefra det meste af hendes barndom - og i fravær af søskende til hende blev jeg ofte inviteret med, og det var luksus - og win-win for både min veninde, hendes forældre og mig. Jeg håber, vi på samme måde kan give vores yngste afkom nogle gode oplevelser med på vejen - fremfor traumer over at have tilbragt så meget tid med sine forældre.

lørdag den 10. oktober 2015

Tanker på en lørdag formiddag

Denne lørdag er indtil nu min helt alene, og nøj hvor jeg allerede elsker den højt. Mine to store døtre er hos deres far i Århus, og Lillepigen var så heldig at blive inviteret en tur til Legoland af den sødeste veninde og dennes sødeste mor. Ham, der har en vielsesring magen til min knokler udenfor - har fældet det halve af et træ i vores forhave, og når jeg kigger ud af vinduet her fra hvor jeg sidder og skriver, bliver jeg helt glad i låget af at se ham bakse træ på trailer. Når han kommer ind vil jeg invitere ham på frokost, og tage hans hånd i min. Den slags har vi nemlig ikke haft hverken tid eller nærvær til i de sidste mange uger, som har været mere end almindelige hektiske... 

Hvorfor er det at jeg fornemmer at jeg har skrevet ting i den retning før? Måske skulle vi ved lejlighed kigge vores liv nærmere i sømmene, så ord som travl, hektisk, stressende osv. optrådte mindre hyppigt i mine beskrivelser? 

Tankevækkende.