onsdag den 1. februar 2017

På tur med Mellempigen

Bortset fra at anledningen var lidt ærgerlig OG at jeg fik en lortepisselatterlig p-bøde, så var dagens udflugt med Mellempigen faktisk helt hyggelig.

Vi var på Kolding Sygehus, først Røntgenafdelingen og derefter samtale med en læge på Ortopædkirurgisk. Min Mellempige, Sporty Spice, har desværre en rygsøjle, som har vokset sig S-formet. Skoliose hedder det, men hvorfor hun er blevet udstyret med sådan en skæv ryg, ved ingen. 

Selvom dagens undersøgelser gav flere spørgsmål end svar, tog Mellempigen det med den ophøjede ro, som generelt kendetegner min mellemste datter. Trods det faktum at hun det meste af sine barneår har klatret i træer, kørt på løbehjul, rulleskøjter eller skateboard og at hun har spillet fodbold siden hu var seks år og badminton de sidste to år, og dermed været i forhøjet risiko for skader, så skulle hun altså blive 14 ½ år gammel, inden hun for første gang i sit liv skulle røntgenfotograferes.

Og som altid, når min mellempige gør noget, så gør hun det grundtigt! Det er nemlig ikke at sammenligne med de ture til røntgen, jeg i mit liv har taget: Ankler, tæer (klassisk hestepige-skade), tæer, hånd, arm og sidst jeg var afsted var det en fod.

Turen fra op til Røntgenafdelingen på 3.sal var som en skattejagt, for sulan da hvor er det nyligt ombyggede Kolding Sygehus dog stort, men vi fik en solid vejbeskrivelse i retning af 'ud til trappen, én tak op, hen ad gangen, finde elevator 38, tage den til 3.sal og så hen til afsnit T. 
Gik vi den lige vej uden at fare vild? Selvfølgelig ikke, fristes jeg til at skrive, når jeg nu var med.


Når der skal tages røntgenbillede af en hel ryg, kræver det, fortalte lægen, avanceret ekstra udstyr. Selve fotosessionen foregik stående, og hendes rygsøjle blev foreviget både bagsiden og fra siden. Den efterfølgende lægesamtale var hurtigt overstået.

Hvad der videre skal ske med tøsebarnet skal vi nemlig til Odense for at få opklaret. 
Vi forlod Kolding Sygehus med en henvisning til OUH, hvor regionens rygspecialister åbenbart holder til. 

Gav moderen frokost på McDonalds inden hun kørte barnet hjem og selv fortsatte på arbejde?
Det tror jeg da nok lige at hun gjorde. Og stornød en sjælden stump nærvær og mulighed for én-til-én-samtale med min kloge Mellempige. Som har projektopgave i næste uge og skal arbejde med emnet 'Sukker'. Som tænker over at tage 10.klasse inden gymnasiet, for at føle sig helt klar. Som godt snart vil vinde en badmintonkamp. Som ikke var ked af at gå glip af fagdag i tysk. Som glæder sig til udvekslingsturen til Holland og som  i det hele taget var så utrolig hyggelig og dejlig at tilbringe en formiddag sammen med.

Ingen kommentarer: